Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skaldynger - Skalenoeder - Skalfrugt - Skalgods - Skalgrus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Strandskaller fandtes højere oppe end
Nytidskystlinien. Undersøgelser paabegyndtes og førte
til, at Videnskabernes Selskab, efter et Foredrag
af Jap, Steenstrup 7. Jan. 1848, nedsatte en
Kommission til Sagens nærmere Undersøgelse,
nemlig Naturforskeren Steenstrup, Geologen
Forchhammer og Arkæologen Worsaae.
Det erkendtes nu snart, saavidt oplyst først af
Worsaae, at Lagene ikke var naturlige, men
skyldtes Mennesket. Meddelelsen herom gaves
1851, i Oldskriftselskabet af Worsaae, i
Videnskabernes Selskab af Steenstrup.
Undersøgelserne var i det hele forholdsvis smaa. De først
undersøgte S. blev Havelse ved Roskilde
Fjord, Sølager ved Issef jorden og
Mejlgaard i Djursland. Betydeligere Lag af lgn.
Karakter er senere fremkomne, navnlig ved
Ertebølle S. f. Løgstør, adskillige bl. a. ved
Aamølle og Havnø ved Mariager Fjord,
Faarevejle ved Lammefjorden og
Klintesø nær Kattegat. Af smaa og større S.
findes i det hele en stor Mængde ved de gl Kyster,
der nu p. Gr. a. den senere Hævning af Landets
nordostre Del ofte ligger et Stykke fra Havet,
medens de i Syd og Vest er sænkede under
Havfladen. Her kendes lgn. Pladser (dog uden
Skaller), bl. a. ved Vaalse Vig, samt inde i
Landet ved Søer, Maribo Sø, V. Ulslev.
Ogsaa i Jylland er de kendte indefter, navnlig i
Gudenaaens Sødrag. Hovedmængden af
Dyngernes Indhold af Skaller dannes først og
fremmest af Østers, men dernæst ogsaa af
Hjertemusling, i ringere Grad af Blaamusling og forsk.
spiselige Sneglearter. I et lodret Snit af en
saadan Dynge ses næsten intet andet end de lyse
Skaller, og dette har givet dem Navnet S. Dels
tidligst, dels i nyeste Tid er anvendt det mere
omfattende »Affaldsdynge«, og en Tid lang
brugtes Betegnelsen »Køkkenmødding«, som ogsaa i
Udlandet er anvendt for lgn. Lag, der senere
blev fundne i store Dele af Vesteuropa, og selv
i Asien og Amerika. Disse Benævnelser tager
mere Sigte paa det øvrige blandede Indhold i
Dyngerne. Ligesom Skallerne hidrører fra de af
Mennesket spiste Bløddyr, viser talrige Knogler,
at Landets ældste Beboere i vid Udstrækning
gav sig af med Jagt og Fiskeri. Dette var
maaske endog i Virkeligheden Hovedsagen. Der
findes Ben af talrige Kyst- og Vadefugle, delvis af
nu uddøde Arter som Tjur og Gejrfugl, af mange
Fisk, som Torsk, Flynder, Sild og Aal, og af et
stort Antal Landpattedyr, som Hjort, Raadyr og
Vildsvin, Urokse, Bjørn, Ulv, Los o. s. v.
Knoglerne er ofte marvspaltede ell. bærer Spor af
Hundegnav. Der kendes intet andet Husdyr end
Hunden. Befolkningen var saaledes et primitivt
Jæger- og Fiskerfolk. Foruden dette er der i
Dyngerne ofte fundet simple Arnesteder og
større ell. mindre Partikler af Trækul, samt
talrige Flintsager, delvis færdige, delvis ogsaa
saavel ufærdige, som slidte ell. itubrudte
Stykker, samt en stor Mængde Spaaner og andet
Affald fra Flinttildannelsen. Fremdeles findes
Skaar af Lerkar, Slagstokke til Flinttildannelsen
og andre Redskaber af Ben og Hjortetak. — I
øvrigt er S. meget forsk., ogsaa i Tykkelse og
Udstrækning, fra ganske smaa, tynde Pletter til
udstrakte, mere end mandshøje Dynger. Til
Eksempel paa de store Dyngers Righoldighed
kan anføres, at der i Ertebølle Dyngen, hvoraf
kun c. 1/3 er undersøgt, er fremdraget c. 9000
Flintredskaber, Bensager o. s. v., 76000 Stkr.
Flintaftald, 560 Prøver af Trækul og c. 20000
Dyreben. Størst af dem alle er Mejlgaard
Dyngen, der er c. 130 m lang, 40 m bred og indtil
2,5 m tyk. — Snart efter, at S. første Gang
rettelig var opfattede som Vidnesbyrd om
Menneskets Ophold i Danmark i fjerne Tider, opkom
der Strid om den nærmere Forstaaelse, idet
Worsaae (med Rette) hævdede, at de raa,
tarvelige Flintsager, der var ejendommelige for
Dyngerne, tilhørte et ældre Tidsrum af Stenalderen
end de store Stengrave (se Stenalder),
medens Steenstrup mente, at S. og Grave var to
forsk. Sider af den samme Kultur. Polemikken
førtes gennem nogle Aar og genoptoges senere
(1890—93) af Sophus Müller og L. Zinck,
indtil hele Sagen paa Dr. Müller’s Initiativ
underkastedes en ny, alsidig Drøftelse paa en
bredere Basis, idet der i Tiden 1893—98 under
Nationalmuseet foretoges en Række omfattende
Undersøgelser ved Arkæologer og Naturforskere
af de forsk. Fag. Herved viste det sig, at S.
faldt i to Hovedgrupper, en ældre, der bl. a.
omfattede de af Worsaae og Steenstrup
undersøgte, og en yngre, der i væsentlige Punkter
skilte sig herfra og utvivlsomt stammede fra en
med de store Stengrave samtidig Periode, den
yngre Stenalder. Medens den ældre Stenalders
S. ligger nær Havet, ved Indfjorde og Vige,
ligger de yngre mest højere oppe i Landet.
De er tillige mindre anselige end de ældre, idet
de ikke væsentlig bestaar af Bløddyrskaller, men
tværtimod overvejende af andre, opløste
organiske Dele; de er derfor mørke og mindre let
kendelige fra de omgivende Jordlag, hvorved
det ogsaa bliver forstaaeligt, at de saa længe
kunde forblive ukendte. De vigtigste Dynger af
den yngre Art ligger paa Signalbakken
ved Aalborg, ved Ørum Aa nær det gl
Kolindsund og ved Lejre Aa paa Sjælland. Fund af
Korn og Kornaftryk saavel som af talrige
Tamdyrknogler viser, at Overgangen til Ager- og
Husdyrbrug nu havde fundet Sted. For Studiet af
de ældste Bebyggelses- og Kulturforhold er
saaledes S. af den største Bet., ligesom de har ydet
et rigt Materiale til Oplysning om Landets
Fauna og Flora. (Smlg. i øvrigt Stenalder).
(Litt.: Oversigt i Sophus Müller, »Vor
Oldtid«, S. 7 ff., hvor ogsaa det vigtigste af
den ældre Litteratur, der nu væsentlig har hist.
Interesse, er opført. Hovedværket er nu:
»Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark,
undersøgte for Nationalmuseet« af Arkæologerne
Sophus Müller, Carl Neergaard og A.
P. Madsen, Zoologen Herluf Winge,
Botanikeren E. Rostrup, Biologen C. G. Johs.
Petersen og Geologen K. J. V.
Steenstrup; med mange store Tavler og Billeder i
Teksten [Kbhvn 1900]).
H. A. K.
Skalenoeder, se Krystalformer.
Skalfrugt, se Nød.
Skalgods bruges undertiden i Møllerierne
som Betegnelse for Gryn.
Skalgrus kaldes Aflejringer, der fortrinsvis
bestaar af Skaller af Muslinger, Snegle o. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
