Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Serampur - Seran - Serao, Mathilde - Serapeion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
evangeliske Missionsstation i Forindien af et
baptistisk Selskab, som forgæves havde forsøgt at
nedsætte sig paa det britiske Handelsselskabs
Territorium. Om Koloniens Historie, se
ostindiske Kompagnier.
M. V.
Seran, se Ceram.
Serao, Mathilde, italiensk
Forfatterinde, f. i Patrasso 26. Oktbr 1856. Moderen var
gr. og Faderen Neapolitaner. Hun blev tidlig
gift med Journalisten E. Scarfoglio, der har
gjort sit Navn mindre heldig kendt ved en
kommunal Bestikkelsessag, han var indviklet
i. Mathilde S. har en stor Produktion bag sig,
baade Noveller og Romaner, af ret forsk. Art.
Hendes Forfatterskab kan deles i 4 Perioder.
I sin tidligste Ungdom er hun fortrinsvis
Skildrer af det daglige Liv hos det neapolitanske
jævne Borgerfolk. Til denne Periode hører
Leggende napoletane (1881). Piccole anime (1883),
Il ventre di Napoli (1884). Hendes anden
Periode omfatter Romaner, hvori hun dels
drager til Felts mod en ell. anden Samfundsbrøst:
Il paese di cuccagna (1891), en Skildring af
Spillegalskaben hos Neapolitanerne og de
sørgelige Følger deraf (Bogen er overs. paa Dansk
af Fru Howitz under Titlen »Napoli«), dels
beskriver en særlig Samfundsklasse som
Journalisterne (hun har selv i hele sit Liv udfoldet en
rig journalistisk Virksomhed): Vita e avventure
di Riccardo Joanna (1887), senere optrykt
under Titlen I capelli di Sansone, ell. behandler
politiske Forhold: La conquista di Roma (1885)
etc. I den tredie Periode er hun særlig
paavirket af den fr. Naturalisme, som i Addio
amore (1890), Fantasia (1892), oversat af Fru
Howitz under Titlen »Veninder«, Il castigo
(1893), Gli amanti (1894), Le amanti (s. A.),
All’erta sentinella, Terno secco
(Novellesamlinger), La ballerina (1899) etc. I fjerde Periode
er det atter særlig Livet i Provinsen, hun
beskriver, men set mere realistisk; L’anima
semplice, Suor Giovanna della Croce (1901), Dopo
il perdono (1906), La vita è cosi lunga (1919)
etc. Hun har ogsaa under Krigen udgivet en
Kvindes Dagbog om Krigen, som hun selv
kalder den: Paria una donna (1915). Mathilde S.
er en fin og skarptseende Iagttager af Livet
omkring sig. Hendes Sprog er livligt og malende.
Ogsaa som Taler har hun skabt sig et Navn.
(Litt.: F. Torraca, Saggi e Rassegne; B.
Croce, La letteratura della Nuova Italia, III,
S. 33—71; Raffa Garzia, M. S. [Rocca S.
Casciano, 1916]).
E. M-r.
Serapeion [-’pæ^i-] ell. Sarapeion
kaldtes af Grækerne de Templer og Helligdomme,
i hvilke den ægypt.-gr. Gud Serapis (Sarapis)
dyrkedes, og da Serapis i det væsentlige var
samme Guddom som Ægypternes Osiris, blev i
det hele ethvert Tempel, der var indviet til
Osiris, af Grækerne kaldet S. Ordets latinske
Form er Serapeum ell. Sarapeum. Af de forsk.
Templer med Navnet S., som fandtes i
Ægypten, var S. i Alexandria det vigtigste. Det
omtales oftere af gamle Forfattere som udstyret
med stor Pragt. I de til dette S. hørende
Bygninger fandtes ogsaa et Bibliotek af gr. Bøger,
iorsk. fra det store aleksandrinske Bibliotek.
For øvrigt har dette S. vistnok oftere
undergaaet delvise Ødelæggelser under de mange
Uroligheder og Gadekampe, for hvilke
Alexandria i Oldtiden var Skueplads, hvad der atter
havde til Følge, at der oftere foretoges
Nybygninger paa Stedet. Saaledes opstilledes der midt
paa den Høj, der indtoges af Alexandrias S.,
i 3. Aarh. e. Kr. af Præfekten Maximus en
mægtig Granitsøjle, der endnu staar oprejst.
Den kaldes alm. »Pompejus-Søjlen«, fordi man
i Middelalderen, men uden Grund, antog, at den
store Pompejus, der myrdedes i Ægypten, laa
begravet her. Søjlens Skaft er en henved 21 m
høj Monolit. Med Fodstykket er Søjlen næsten
27 m høj. Den synes dog ikke at have staaet i
nogen nøjere Forbindelse med selve Templet og
har vel nærmest været bestemt til at tjene som
Landemærke til Vejledning for Søfarende; Aar
302 prydede den romerske Præfekt Posidius
Toppen med en Billedstøtte af Kejser
Diocletian. Stedet omkr. Søjlen er blevet udgravet
af G. Botti (d. 1903 som Direktør for Museet i
Alexandria). En Del Bygninger er derved
komne for Dagens Lys, men de befandtes alle at
være i en meget ødelagt Tilstand. S. dannede en
Høj, som man har sammenlignet med Roms
Kapitolium. Da Pøbelen i Alexandria under
Kejser Theodosius 391 forfulgte Hedningerne i
Byen, ophidsede dertil af fanatiske Munke,
søgte et større Antal Hedninger Tilflugt i S. og
forskansede sig der. De Kristne bevægede dem
til at forlade Stedet, imod at der tilsikredes
dem fri Afmarch, og da S. saaledes var blevet
blottet for Forsvarere, lykkedes det Pøbelen at
storme det og ødelægge det fuldstændig.
Biskoppen i Alexandria, Theofilos, gjorde intet
for at lægge Baand paa de Kristnes
Udskejelser, ja. han saa vist endog med Glæde deres
Overgreb imod Hedningerne.
Et andet S. laa i den gamle ægypt.
Hovedstad Memfis. Det bestod af fl. Templer, der stod
i Forbindelse indbyrdes, og dannede saa at sige
et helt Kvarter af Byen, Herodot kalder denne
store Helligdom »et Tempel for Hefaistos«, d.
e. for Guden Ptah. Denne Gud var nemlig den
mægtigste Guddom i Memfis og den Gud, om
hvilken de andre Guder grupperede sig.
Benævnelsen var derfor ret betegnende. Efter
Alexander den Store’s Tid kaldtes den store
Helligdom vistnok endnu ofte »Ptah’s Tempel«, men
ved Siden heraf kom en anden Benævnelse op,
idet man kaldte Helligdommen »det store S.«.
Af denne store Helligdom er der kun levnet
sørgelige Ruiner, fra hvilke der ikke er
synderlige Oplysninger at hente. Alligevel besidder
vi ikke faa værdifulde Oplysninger om
Forholdene i Memfis, idet der nemlig er bevaret
adskillige paa Græsk affattede, paa Papyrus
nedskrevne Aktstykker, som stammer fra dette S.
og er skrevne i 2. Aarh. f. Kr. Disse
Aktstykker, der bestaar af Ansøgninger til Kongen og
Dronningen, Breve, Regnskaber, Optegnelser
om Drømme o. l., er for længst splittede ad
og fordelte mellem forsk. Biblioteker i Europa.
Det væsentligste af Udbyttet af Studiet af disse
gr. Aktstykker er samlet og udg. af W. Brunet
de Presle: Mémoire sur le S. de Memphis (1852).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
