Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Saouarinuts - São Vicente - Sapajuer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saouarinuts [sau’ari’nats], se
Caryocaraceæ.
São Vicente [’sau-wi’senti], en af de til
Portugal hørende caboverdiske Øer, ligger i
den vestlige Del af Øgruppen og er 207 km2
stor med 9000 Indb. Terrainet er bjergagtigt,
og Monte Verde hæver sig til 707 m. Klimaet er
tørt, Vegetationen ørkenagtig, og Øen i det hele
ufrugtbar, men sundere end de andre Øer.
Store Dele dækkes af en Lav, Roccella tinctoria.
der ogsaa kaldes Orseille, og hvoraf tilvirkes
et Farvestof. Hovedbyen Mindello ell. Porto
Grande anløbes af fl. Dampskibslinier. Fra
S. V. udgaar undersøiske Telegrafkabler til
Afrika, Europa og Amerika.
(H. P. S.). M. V.
Sapajuer (Cebidæ) danner bl. Østaberne en
Familie, som udmærker sig ved i hver
Kæbehalvdel foruden 3 Forkindtænder at have 3
Bagkindtænder, og som saaledes bl. alle Aber
besidder det største Antal Tænder. Halen er,
undtagen hos en enkelt Slægt, lang og samtidig
ofte uddannet som Snohale; Fingre og Tæer
bærer Negle, der dog er tydeligt sammentrykte
fra Side til Side; Forlemmernes Haand er, som
Griberedskab betragtet, noget ufuldkomment
udviklet, idet Tommelen, selv hvor den er godt
udviklet — stundom kan den nemlig være
rudimentær ell. helt mangle — kun i ringe Grad
kan virke mod de øvrige Fingre. S., hvoraf
ingen i Størrelse naar de anseligere bl.
Vestaberne, er udbredt over hele det tropiske
Amerika, men træffes i størst Antal i Brasiliens
Urskove, hvor de opholder sig i Trætoppene, som
de kun sjældent synes at forlade. Familien
deles alm. i fl. Underafdelinger, af hvilke
Brøleaberne (Mycetinæ), Nataberne
(Nyctipithecinæ) og Kapucineraberne
(Cebinæ) er de almindeligst kendte. Hos den
førstnævnte Gruppe, Brøleaberne, er Kroppen svær,
noget førladen, Hovedet højt, pyramideformet,
Snuden mere fremstaaende end hos andre
Vestaber, Skægget stort, omkransende det i øvrigt
nøgne Ansigt, Forlemmernes Tommel
veludviklet, om end noget tynd; Halen (en
Gribehale ell. Følehale) er meget lang, i sin yderste
Halvdel nøgen paa Undersiden, fint furet som
en Haandflade og meget muskuløs, med brede,
flade Hvirvler, derfor et fortrinligt, meget
følsomt, Gribe- og Klamreredskab. Tungebenets
Midtstykke (basihyale) er omformet til en
meget stor, næsten kuglerund, tyndvægget
Benkapsel med en Aabning bagtil, der bringer
Benkapslens Hulhed i Forbindelse med Svælgets;
den bageste Del af hver Underkæbegren
(Vinklen og den opstigende Del) er paa tilsvarende
Maade udvidet baade i Højde og i Dybde
(forfra—bagtil) for at give Plads til
Benkapslen og de ualm. stærkt
udviklede Stemmeorganer. Hele
dette Parti danner et højst
ejendommeligt Brøleapparat, mere
udviklet hos Hannen end hos
Hunnen. — Kønsforskellen er
undertiden ogsaa udpræget i
Farven: hos en Art er Hannen sort,
Hunnen straagul; hos en anden
er Hannerne røde som Egern,
Hunnerne sortbrune; hos atter
andre er begge mørktfarvede
med røde ell. gule Haar paa
Siderne af Kroppen.
B. er alm. i Sydamerika indtil
30° s. Br.; i Mellemamerika
findes de indtil Guatemala. De lever
i Smaaflokke paa 4—10 Stkr,
hvoraf mindst een er en gl Han,
Flokkens Anfører. Næsten altid
opholder de sig i Træerne, ofte
i de fugtige »Regnskove«, ofte
paa oversvømmet Grund. Alt
hvad de behøver til
Livsopholdet, finder de i Træerne; de
æder Frugter, Blade, Knopper og
Blomster af den forskelligste Art,
formodentlig ogsaa Æg,
Fugleunger og Krybdyr; dyrkede Egne
hjemsøger de aldrig. De har ikke meget
af andre Abers Lystighed; deres Væsen
er alvorlig; melankolsk, noget dorsk;
langsomt, næsten krybende, klatrer de fra Gren
til Gren, langsomt plukker de Blade og
Knopper, langsomt og betænksomt fører de
Føden til Munden. Dristige Spring
indlader de sig nødig paa; deres Bevægelser er
rolige og sindige, deres Levevis regelmæssig
og ensformig. I Egne, hvor de ikke jages af
Mennesker ell. foruroliges af Hunde, er de
meget tillidsfulde, og det er ofte muligt at naa hen
lige under det Træ, hvor Flokken sidder; først
naar de føler, at de selv bliver Genstand for
Opmærksomheden, tager de Flugten. Baade
under Op- og Nedstigningen i Træerne er
Gribehalen deres vigtigste Bevægelsesredskab; før de
flytter Hænderne, tager de altid et fast Greb
med Halespidsen; skal de fra et Træ til et
nærstaaende, vover de sjælden Springet, hellere
hænger de sig i Halen, lader Kroppen svæve
frit og svinger sig paa denne Maade over. Naar
 |
| Sort Brøleabe. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
