Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bellman, Carl Mikael, sv. Digter, (1740-1795)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mytol. Malerier. Men dette gælder dog mest
den rent ydre Form; i Karakter og Lune er
han fuldblods Svensker, hvad der til fulde
giver sig Udslag gennem den humoristiske
Visedigtning, der i Aarhundreder har haft
Hævd i sv. Poesi. Hans Digterværk har været
Genstand for dybsindige Forklaringer og
Fortolkninger, ligesom baade hans Person og
Forfatterskab er blevet bedømt meget forskelligt,
af nogle i høj Grad idealiseret, af andre
fremstillet i mørke Farver. Medens fl. Forf. i B.’s
Sange har fundet Udtryk for en ideal Aands
dybe Opfattelse af Jordelivet som et Intet og
i dem villet se Aabenbaringen af en
Personlighed, hvis ægte humoristiske Natur omgav
Livets laveste Fænomener med et Skin af ideal
Skønhed, har andre i de Bellmanske Digte kun
villet finde en genial Aand i sin Fornedrelse,
en Lastens Lovpriser. Utvivlsomt har man paa
begge Sider gjort sig skyldig i Overdrivelser.
Ved alt for stærkt at betone det sentimentale
Træk i B.’s Digtning har mange overvejende
gjort ham til Alvorsdigter, medens han dog,
selv om hans Digte stundom kan give Plads
for et Udslag af Alvor og Vemod, fortrinsvis
maa betragtes som en Glædens Talsmand, der
i Ord og Toner skildrer det lystige
Hovedstadsliv inden for de bredere Lag i Tiden mellem
1760 og 1780.
B. var ældste Søn af en Embedsmand med
talrig Familie. Det bestemtes, at han skulde
gaa Embedsvejen, og han studerede da en kort
Tid (1758) i Upsala, hvorefter han fik
Ansættelse i Rigsbanken. Allerede tidlig viste han
Anlæg for Poesi; han skrev 1759 ell. 1760 et
Digt, »Månan«, oversatte von Schweidnitz’s
religiøse Dødsbetragtninger og skrev
Lejlighedsdigte, alt i Tidens Smag (den Dalinske Skole).
Imidlertid passede han kun daarlig sin Stilling
i Banken, hvortil kom, at han og hans
Kammerater levede et lystigt Liv og gjorde Gæld,
saa det endte med en Krise, der tvang B. til,
for at undgaa Gældsfængsel, at forlade Landet
og fra Norge søge Tilladelse til at vende tilbage.
Dette blev bevilget, hvorpaa B. maatte tage
sin Afsked fra Bankens Tjeneste. Hans Gæld
gav Anledning til en stor Proces, hvor
sandsynligvis Faderen har maattet træde mæglende
ind. 1764 fik B. en underordnet Plads i
Manufakturkontoret, hvilket Kontor dog 1766 blev
inddraget, og han blev da ansat i
Generaltolddirektionen, hvor han gjorde Tjeneste indtil
1772, da han fik Ansættelse i Skattekollegiet.
Ingensteds synes B. at have udmærket sig ved
Flid ell. Orden. Men hans muntre Liv uden
for Embedsvirksomheden dannede netop ogsaa
Forudsætningen for hans digteriske
Virksomhed, og i Tidens Løb havde han udviklet sig
til en original Digter, der til Emne for sine
Sange benyttede de lystige Drikkelag i
stockholmske Værtshuse, og disse Sange foredrog
han saa selv i de muntre Omgangskredse, hvor
han færdedes. De fremkom opr. uden Tanke
om Offentliggørelse, og heraf forklares ogsaa,
at han i sine Sange kunde optage bekendte
»Bacchushjältar« og »Venusprästinnor« under
deres virkelige, borgerlige Navne: Fredman,
Mollberg, Mowitz o. fl.; kun »Ulla Winblad«
var et nom de guerre. I Frihedstidens sidste
Aar (1771 ell. 1772) kom B. imidlertid paa den
Tanke at samle og udgive de da fuldendte
Sange (bl. hvilke fandtes Digte som »Blåsen nu
alla«, »Ack du min moder«, »Drick ur ditt glas«,
»Säg Mowitz, hvi står«) og at give dem
Navnet »Fredman’s Epistlar« og »Fredman’s
Sånger«. Den saaledes paatænkte Samling, der er
efterladt i Manuskript, blev der dog intet af:
Privilegiet lod vente paa sig, og da det endelig
blev givet, synes han ikke, af Hensyn til
Digtenes Indhold, at have vovet at udgive dem.
Det skete først en Snes Aar senere.
Skønt B. langtfra var Hofpoet, fandt Gustaf
III Behag i hans Digte, og ved Kongens Gunst
opnaaede han 1776 en Bestilling som Sekretær
ved Tallotteriet (hvilken han dog nærmest
betragtede som en Slags Surrogat for en
Digtergage), hvorhos han fik en lille Pension af
Kongens Haandkasse og Titel af »Hofsekretær«.
Kort efter giftede B. sig med Lovisa Grönlund,
med hvem han havde 5 Børn. Nogen
mønsterværdig Familiefader var han næppe, dertil
lokkedes han for meget ud til de muntre Lag,
hvorfra han hentede Emnerne til sin Digtning;
men man maa dog paa den anden Side
ingenlunde tænke sig ham som en forfalden Dranker,
saaledes som Tilfældet var med den samtidige
Digter Lidner. I Forretningssager var han
uordentlig, og hans økonomiske Forhold var ofte
daarlige, mod Slutningen af hans Liv endog en
Misère nær. B.’s Personlighed skildres i øvrigt
som elskværdig, godmodig, munter og letsindig.
— Hans bedste Sange er samlede i Serierne
»Fredman’s Epistlar« og »Fredman’s Sånger«
samt i »Bacchanaliska ordenskapitlets
handlingar«. I disse Digte har han paa den mest
levende Maade fremstillet Episoder af det
overgivne Hovedstadsliv, særlig Værtshuslivet, som
med dram. Anskuelighed træder frem for
Læseren, ell. maaske bedre for Tilhøreren. Det
er haandgribelige Virkelighedsbilleder, han
skaber; men disse Virkelighedsbilleder er
gennemtrængte af Humor, ikke »subjektiv« som hos
Sterne ell. Heine, men en Humor, der har taget
Liv og Form i en Mængde forsk. Fig., objektiv,
som Dickens’ er det, og som Shakespeare’s
falstaffske Humor. Er B.’s Lune end overvejende
livfuldt, saa bryder der dog undertiden ind i
hans Digtning et Træk af Sørgmodighed, af
Ruelse og Vemod, der toner med en blød
Molakkord ell. næsten trænger sig frem som et
Smertensskrig, f. Eks. »Bröderna fara väl vilse
ibland« ell. i »Ack du min moder, säg hvem
dig sände«. Derfor taler ogsaa Tegnér om
»vemodsdraget öfver pannan« hos B. og kalder
de nævnte Digte »en sorg i rosenrödt«. B.’s
Humor er i øvrigt af en overordentlig drastisk
Art. Han skyr ikke delikate Situationer eller
grovkornede Ord, han fremstiller det vilde,
ubundne Liv i hele dets Nøgenhed. — Særegen
for den Bellman’ske Digtning er den idylliske
Tone, der gaar igennem mange af hans Sange,
navnlig hvor Naturens Skønhed besynges. Ingen
sv. Digter kan siges at have haft Øjet saa
aabent for Landskabets Skønhed som han, og
denne hans Egenskab træder tydelig frem i
Digte som »Opp Amaryllis«, »Hvila vid denna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
