Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belgien (fr. Belgique, flamsk Belgie; hermed et Kort) uafhængigt, konstitutionelt Kongerige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stilling ved at vise sig imødekommende over for
den flamske Bevægelse; saaledes vedtoges det
1911, at Universitetet i Gent efterhaanden, i
Løbet af Aarene 1916—24, skulde omdannes til
et rent flamsk Universitet. Endvidere lykkedes
det Regeringen at bilægge fl. Stridigheder
mellem Arbejdere og Arbejdsgivere; navnlig greb
den 1912 kraftigt ind mod Arbejdsgiverne i
Kulgrubedistriktet S. f. Mons, der egenmægtig
vilde indføre 14-Dags Udbetaling af Lønninger
i St f. 8-Dags Udbetaling. Ved Valgene 2. Juni
1912 led de Antiklerikale et afgjort Nederlag,
der foraarsagede unyttige Arbejderopstande og
Gadekampe i de flg. Dage. 30. Juni vedtog det
socialdemokratiske Parti, efter Forslag af
Vandervelde, at Forslag om lige og alm. Valgret
skulde fremsættes straks efter Parlamentets
Aabning og eventuelt tvinges igennem med
Generalstrejke. 9. Febr 1913 blev Forslaget om
Forfatningsrevision forkastet af
Deputeretkammeret (for 7. Gang i 20 Aar), og 14. Apr
begyndte Generalstrejken, som omfattede 372000
Arbejdere og varede i 11 Dage. Regeringen gav
for saa vidt efter, som den gik ind paa at
nedsætte en Kommission, der skulde undersøge,
hvorvidt en Valgreform var ønskelig. Med dette
Kompromis lod Socialdemokraterne sig
foreløbig nøje.
Kongostaten (s. d.), hvis Suveræn Kong
Leopold II var blevet 1885, blev af ham 1889
testamenteret til B. og traadte i nærmere
Forbindelse med denne Stat 1890, da B. mod et
rentefrit Laan paa 25 Mill. frc. i 10 Aar fik Ret
til efter dette Tidsrums Udløb at annektere
Kongostaten. Senere viste Kongen sig imidlertid
utilbøjelig til at opgive Kongostaten, og
Flertallet i Deputeretkammeret viste en lige saa
stærk Utilbøjelighed til at foretage Anneksionen.
Først de stærke Beskyldninger for Grusomhed
mod de Indfødte, som, navnlig fra eng. Side,
blev rettet mod Administrationen af
Kongostaten, fik den offentlige Mening i B. til at
beskæftige sig alvorligt med Sagen. Den alm. Mening
i B. var, at Beskyldningerne var uretfærdige,
og Stemningen mod England var i den
Anledning ret uvenlig. Dog blev 1904 en international
Undersøgelseskommission sendt til
Kongostaten; denne konstaterede en Række Misbrug, og
efter dens Hjemkomst (1905) fremsattes Forslag
til Reformer. I Sammenhæng hermed trængte
den Opfattelse igennem i det belgiske
Parlament, at B. under visse Betingelser burde
overtage Kongostaten. 1907 fremlagde Regeringen
et Anneksionsforslag, der imidlertid mødte stærk
Modstand, navnlig p. Gr. a., at Kongen
forbeholdt sig Kontrol over og Ret til Indkomsterne
fra et stort Landiomraade, som han erklærede for
sin private Ejendom; først efter at denne Klausul
var ophævet, mod betydelige
Skadeserstatninger til forsk. Medlemmer af Dynastiet, gik
Kongostaten 15. Novbr 1908 som Kronkoloni (belgisk
Kongo) over til B. Kolonialminister Renkin
indførte derefter forsk. Reformer i
Administrationen af Kongo, der imidlertid ikke straks fik
Kritikken til at forstumme. Under Henvisning
til, at den grusomme Behandling af de Indfødte
fortsattes, nægtede England i fl. Aar at
anerkende Anneksionen; dette skete først 1913. I
Virkeligheden synes det at være den belgiske
Regerings Hensigt at administrere Kongo
humant.
17. Decbr 1909 døde Leopold II og fulgtes paa
Tronen af sin Brodersøn Albert I, der i
Modsætning til sin Farbroder nyder stor
Popularitet. I den Trontale, hvormed han aabnede
Parlamentet 8. Novbr 1910, fremlagde han et
Program, der til Dels stemmede overens med de
Klerikales Politik, men ogsaa indeholdt Løfter
om sociale Reformer, der i mange Aar har
staaet paa Venstrepartiernes Program. Kong
Albert har ved fl. Lejligheder vist en Evne til at
mægle, der meget tiltrænges i den af
Partistridigheder splittede Nation; og ved sin Interesse
for Reformer i Kongo-Administrationen har han
bidraget til at forbedre Forholdet til England.
En meget stor Plads i de senere Aars politiske
Diskussion har Hærvæsenet indtaget. 1906
gennemførtes et Lovforslag om en Udvidelse af
Antwerpens Befæstning; men et Forslag om
Udvidelse af Hæren strandede paa de
Ultraklerikales Modstand. 24. Novbr 1908 gav
Krigsminister Hellebaut den Oplysning, at Arméen
ikke havde den lovmæssig bestemte Freds- og
Krigsstyrke, og at han derfor ansaa Indførelse
af alm. personlig Værnepligt (med Undtagelse
af Gejstlige og Akademikere) for nødvendig.
Skønt de Ultraklerikale stadig var imod enhver
Hærreform, var dog en stor Del af det klerikale
Parti samt Venstrepartierne enige om, at
Militærspørgsmaalet ikke burde være noget
Partispørgsmaal, og at en Hærreform var
nødvendig. En Undersøgelseskommission nedsattes, som
bekræftede Krigsministerens Redegørelse, og
Novbr 1909 indbragtes et Militærlovforslag, der
allerede vedtoges 1. Decbr med stort Flertal
(Venstrepartierne og de Ungklerikale mod de
Ultraklerikale). Dermed var personlig
Værnepligt indført. Reorganisationen af Hæren gik
imidlertid langsomt for sig, og det viste sig, at
de Liberale og Progressisterne var imod de
store Udgifter, som en gennemgribende
Forbedring af Militærvæsenet vilde medføre.
Venstrepartierne ønskede en national Milits i St f.
en staaende Hær — i Tilfælde af Krig skulde
da hele Nationen staa i Vaaben; men
Krigsministeren hævdede, at 15 Maaneders Øvelsestid
var nødvendig for enhver Soldat. Regeringen lod
1911 Forbedringer udføre paa Fæstningerne
ved Meuse; men i den offentlige Diskussion
fremhævedes det, at Hæren aldeles ikke var
stærk nok til at holde Meuse-Linien mod et tysk
Angreb, og at B. uvægerlig vilde blive
oversvømmet af tyske Tropper i Tilfælde af en
Krig mellem Frankrig og Tyskland. Frygten for
en tysk Invasion var stor under Marokko-Krisen
1911, og Oppositionen rettede en bestandig
skarpere Kritik mod Regeringen for Forsømmelse
af Forsvarets Udvikling. Det antydedes endog,
at Regeringen hældede til tysk Side, og de
fransktalende Valloner bebrejdede Regeringen
dens Hensyntagen til det flamske Sprog. Kravet
om en Forbedring af Forsvaret blev stadig
stærkere; endog Socialdemokraterne udtalte,
gennem Vandervelde, at de vilde forsvare B., hvis
det blev angrebet. En ny Militærlov blev
vedtaget Maj og Juni 1913 og traadte i Kraft 15.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
