Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Begravelse er den Form af Ligbegængelse, ved hvilken Legemet nedgraves i Jorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som endnu er i Brug i adskillige kristne
Trossamfund. Til de gamle Grækeres
Begravelsesceremoniel hørte det at lægge en Mønt paa
Ligets Tunge som Færgeløn til Charon, der
skulde færge Skyggen over Floden Styx, og
at medgive det en Kage af Honning og Mel,
hvormed den trehovede Hund Cerberus,
Underverdenens Vogter, skulde formildes. Hos
Grækerne fandtes saavel Jordbegravelse som
Ligbrænding; Asken samledes da i Urner og
nedsattes i Jorden.
Hos Romerne blev fra Slutn. af Republikkens
Tid Ligbrændingen anset for den fornemste
Ligbegængelse, medens den ældre
Jordbegravelse dog bevaredes længe for fattige Folk,
Slaver o. s. v. Saavel Grækere som Romere
plejede at anlægge Gravstederne uden for
Byerne, i Rom var det fra umindelige Tider
forbudt at anlægge Gravsteder inde i selve Byen,
men dette Forbud maatte gentagne Gange
fornys; i Kejsertiden kunde Senatet
undtagelsesvis bevise fortjente Mænd den Ære at tillade, at
deres Lig ell. rettere Aske maatte begraves i
selve Byen. Gravstederne, de saakaldte
Monumenta og Columbaria, opbyggedes gerne langs
de Veje, som førte til Rom, og endnu findes
langs Via Appia, Via Latina o. s. v. ved Rom
talrige saadanne Mindesmærker.
Ogsaa lios Nordboerne vekslede i de
forskellige Tidsaldere Jordbegravelse og
Ligbrænding; i begge Tilfælde plejede man, naar det
gjaldt fornemme og mægtige Mænd, at rejse en
Høj over Begravelsesstedet; sammen med Liget
ell. Askeurnen nedlagdes gerne Smykker,
Vaaben, i mange Tilfælde ogsaa ofrede Dyr (Heste)
og Trælle. Som en særegen Form af Baalfærd
maa nævnes Opbrændingen paa Skib; da Balder
var død, blev Baalet for ham rejst paa hans
Skib, paa dette fulgte ham hans Hustru Nanna,
der var død af Sorg, desuden talrige Trælle og
Skatte; Sejlene hejstes, og det brændende Skib
blev skudt ud i Søen, hvor det forsvandt.
Ogsaa ved Anlæggelsen af Gravhøjen mindedes
ofte Skibet, idet der uden om Højen anbragtes
en Stensætning, der efterlignede Skibets Form,
dets Tofter o. s. v.; saadanne Stensætninger
findes f. Eks. paa Øland.
Medens Begravelsesceremoniellet hos de
hidtil omtalte Folkeslag væsentlig bestemtes af
Ønsket om at vise de Afdøde Hæder og sikre
sig deres Velvillie, var det i Orienten den alm.
Betragtning, at Liget var urent og besmittede de
Levende, og at det derfor var rigtigt at skaffe
det bort, saa snart som muligt; Perserne mente
endog, at en ond Aand tog Bolig i Liget og var
Aarsag til Forraadnelsen. Hos Inderne har det
fra ældgammel Tid været Skik, at Liget
brændtes paa Baal, og at Asken strøedes i en af de
hellige Floder; ofte fulgte Enken sin Mand paa
Baalet. Hos Perserne var efter Zoroaster’s
Lære Jord, Vand og Ild saa hellige, at man
ikke turde besmitte dem ved Berøring med et
Lig; det var derfor Skik enten at indeslutte
Liget i Voks ell. at udsætte det til Føde for
vilde Dyr og Fugle. Dette udførtes paa den
Maade, at Liget henlagdes paa en flisebelagt,
med høje Mure indhegnet Plads og fæstedes
omhyggelig til Underlaget, for at de vilde
Hunde og Sjakaler, der havde Adgang gennem
Huller i Muren, ikke skulde slæbe Stykker af
Ligene med sig uden for Ligpladsen. Ligene
kunde ogsaa udlægges paa Platformen af et
højt Taarn til Føde for Ravne og Gribbe;
saadanne Taarne findes paa sine Steder i Indien,
hvor Parserne (Geberne) har bevaret
Forfædrenes Lære, ligesom de shiitiske
Muhammedanere i Persien til Dels skal have antaget
denne Skik.
Ogsaa hos Jøderne var Liget urent; efter
Mose Lov blev den, der havde rørt ved et
Lig, uren i 7 Dage og maatte underkaste sig
gentagne Renselser (4. Moseb. 19., 11 ff.), og
Urenheden strakte sig ogsaa til den Afdødes
Bolig og alle Kar, som fandtes i den. B. skete
hurtig, og denne Skik har bevaret sig længe
hos Jøderne, særlig i Orienten. Den ældste
Form af Ligbegængelse, der nærmere omtales
i Biblen, er Indsættelse i Huler; saaledes
begravede Abraham Sara i Hulen Macpela (1.
Moseb. 23., 19.), imidlertid omtales ogsaa
Ligbrænding paa forsk. Steder, saaledes i 1.
Samuels Bog 31., 12 og i Jeremias 34., 5.
Kristendommen optog B. efter Jøderne;
Kristus nedlagdes i en Klippehule, og denne
Begravelsesmaade efterlignedes af hans Disciple,
idet de dog i Lande, hvor der vanskelig kunde
skaffes Klippehuler, erstattede disse ved
udgravede Huler og Kryptgange i Jorden
(Katakomberne i Rom) ell. ligefrem nedgravede Ligene i
Jorden. I de første kristne Aarh. regnedes
Ligbrænding dog ogsaa for en tilladt Form af
Ligbegængelse, og først senere blev denne Skik
forbudt som enhver anden, der mindede om det
overvundne Hedenskab, medens Nedgravning af
Ligene i Jorden bl. de kristne Folkeslag blev
den alm. og indtil Nutiden er forblevet den
sædvanlige Begravelsesform.
Medens det i det gamle Rom var forbudt at
anlægge Begravelsespladser i selve Byen, blev
det navnlig i Middelalderen Skik at nedgrave
Ligene i Kirkerne umiddelbart under Kirkens
Gulv. Opr. blev denne B. forbeholdt Helgener
og Martyrer, ell. den blev indrømmet Konger
og Stormænd som Vederlag for store Gaver til
Kirke og Gejstlighed; men efterhaanden blev
dette ogsaa tilstaaet andre, og da Tanken om at
stedes til Hvile i Kirkens Skød virkede tiltalende
paa mange Sind, blev til sidst Grunden under
Kirkerne helt overfyldt med Lig, ligesom
Kældere og Krypter under Kirkerne fyldtes med
Lig, bisatte i Kister. Luften i Kirkerne
overmættedes som Følge heraf i den Grad med
ildelugtende Luftarter, at den blev væmmelig
og farlig at indaande; samtidig hermed trængte
de Fattiges Grave sig sammen paa
Kirkegaarden uden om Kirkerne. Saaledes opfyldtes alle
Byer med en overordentlig stor Mængde
forraadnende Lig, og denne Uskik var næppe uden
Bet. for Udbredelsen af de epidem. Sygdomme,
der med korte Mellemrum hærgede
Middelalderen. Til sidst blev Ulemperne saa
aabenlyse, at selve den kat. Kirke søgte at raade
Bod derpaa; forskellige Koncilier forbød B. i
Kirkerne, men disse Forbud var længe uden
Virkning, og det hjalp først, da den verdslige
Myndighed var bleven stærk nok til at tage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
