Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Begonia L. (Begonie), Slægt af Skævbladfamilien - Begoniaceæ, se Skævbladfamilien. - Begonie, se Begonia. - Begpap, Begpapir - Begplaster, se Plaster. - Begravelse er den Form af Ligbegængelse, ved hvilken Legemet nedgraves i Jorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blomsterbegonierne falder i to Afdelinger,
nemlig Stængelbegonier med en fleraarig
Stængel og Knoldbegonier, hvis Stængel dør bort,
naar Hvileperioden indtræder, men skyder frem
igen om Foraaret fra den underjordiske,
fleraarige Knold. Stængelbegonierne staar tilbage
for Knoldbegonierne i Henseende til
Blomsternes Størrelse og Skønhed, men har det Fortrin,
at de kan bringes i Blomst om Vinteren, en
Egenskab, som det i hvert Fald endnu ikke er
lykkedes at indarbejde i
Knoldbegoniesortimentet. De kan om Sommeren holdes i
Koldhus, men maa overvintres i et halvvarmt Hus,
hvor de vandes sparsomt. Til Vinterblomstring
er Gloire de Lorraine den bedste; den bliver
30—40 cm høj, er af tæt buskagtig Vækst med
smukke Blade og en uhyre Rigdom af
karminrosa Blomster i smaa hængende Klaser. Det
langt overvejende Antal er Hanblomster, og
de holder sig længe, inden de falder af. De er
anvendelige som Potteplanter, Ampelplanter og
som afskaarne til Borddekoration o. l. De
formeres ved Blade som Bladbegonier ell. ved
Stiklinger om Foraaret, men ikke ved Frø.
Af Knoldbegonier er der ikke nogen
Anledning til at nævne Arter, idet man nu er naaet
saa vidt i Kulturen af disse, at Arterne
væsentligst kun er af botanisk Interesse, medens
Krydsningsprodukterne langt overgaar
Stamformerne i Farvepragt og Skønhed. Ogsaa i
Blomsternes Form er der i den nyere Tid opnaaet
Variationer, nogle har saaledes stærkt krusede
Kronblade, andre har Kamdannelser midt paa
Kronbladene, og atter andre er takkede i
Randen, Knoldbegonierne formeres ved Frø, men
særlig smukke Frøplanter, hvoraf man ønsker
fl. Eksemplarer, formeres ved Stiklinger. Frøet,
som saas i Frøskaale, er meget fint og dækkes
derfor ikke, men trykkes kun fast. Saa snart
Frøbladene er fuldt udviklede, prikles
Planterne, og naar de har opnaaet en passende
Størrelse, plantes de enkeltvis i Smaapotter.
Ved tidlig Saaning og omhyggelig Kultur kan
man allerede første Sommer have Frøplanterne
i Blomst. Om Efteraaret, naar Hvileperioden
nærmer sig, mindsker man lidt efter lidt med
Vandingen, og naar Stængel og Blade er faldne
af, flyttes de i Vinterkvarter paa et tørt og
nogenlunde varmt Sted. I Marts tages de frem,
al Jorden rystes fra, de visne Rodtrævler
fjernes, og Knoldene lægges i Verbenapotter i en
sandblandet, humusrig Jord. Potterne
nedgraves derefter paa et Bed i Formeringshuset paa
rask Undervarme. Indtil Væksten er begyndt,
vandes de sparsomt. Naar de har fyldt Potten
med Rødder, omplantes de i lidt større Potter,
og der sættes lidt velforraadnet Gødning til
Jordblandingen, ligesom man senere, naar
Blomstringen er begyndt, fra Tid til anden giver
en Vanding med flydende Gødning. Man
anvender ikke saa stærk Skygning som til
Bladbegonierne, holder noget mindre varmt og giver
mere Luft. Foruden til Dekoration af
Væksthuse og Stuer kan Knoldbegonierne ogsaa
bruges til Udplantning paa varmt beliggende Bede
i Haven; til dette Brug egner sig B. Sedeni
Bertini, Worthiana og B. boliviensis, fordi
Blomsterne hos disse er hængende, hvad der i dette
Tilfælde er et Fortrin, idet Hybriderne med
deres oprette, aabne Blomster straks faar et
medtaget Udseende, saa snart Vejret en Dag
falder i med Ruskregn ell. stærk Blæst. Man
udgraver Bedet i 0,7 m’s Dybde, fylder de 2/3
af Gruben med frisk, ikke for halmet
Hestegødning, som trædes fast sammen, og ovenpaa
anbringes en sandblandet, næringsrig
Varmebedsjord.
L. H.
Begoniaceæ, se Skævbladfamilien.
Begonie, se Begonia.
Begpap, Begpapir, er enten Papir, til
hvis Fremstilling der anvendes Affald fra tjæret
Tovværk som Raamateriale, ell. groft Papir,
der er overstrøget med Stenkulstjære. Det
bruges til Indpakning, særlig af grovere Varer
(f. Eks. Staalsager), der ikke taaler Vand.
K. M.
Begplaster, se Plaster.
Begravelse er den Form af Ligbegængelse,
ved hvilken Legemet nedgraves i Jorden. Hos
de fleste Folk har der altid været en Trang til
at stede de Afdøde til Hvile paa en højtidelig
og ved et forud bestemt Ceremoniel ordnet
Maade; men Formen for Ligbegængelsen har
varieret i høj Grad, idet den dels rettede sig
efter de klimatiske og meteorologiske Forhold,
dels og i højere Grad efter Folkenes religiøse
Forestillinger. Meget lavtstaaende Folk kaster
uden videre Ligene i Floder ell. Søer
(Maoristammer paa Ny-Zeeland) ell. kaster dem for
vilde Dyr (Kafferstammer i Afrika), Sabæerne,
et arab. Folk, som var i Besiddelse af en ikke
ringe Grad af Kultur, skal uden videre
Ceremonier have kastet Ligene paa Møddingen og
ikke engang gjort nogen Undtagelse med deres
Kongers Lig. Om forskellige af Oldtidens Folk
(Skyterne, Callatinerne i Indien) har man
paastaaet, at de Efterlevende fortærede Ligene, og
den samme Skik findes endnu hos nogle
Stammer paa Malakka, i Ildlandet og i Australien;
Bevæggrunden hertil er maaske til Dels Sult,
men i de fleste Tilfælde den overtroiske
Forestilling, at man paa denne Maade kan tilegne
sig den Afdødes Mod og gode Egenskaber. Atter
andre Folk syr Ligene ind i Maatter ell. lægger
dem i tynde Trækister og hænger disse op i
høje Træer; hos en Mængde vilde Folkeslag
bruges det ogsaa at nedgrave Ligene i Jorden,
og B. ledsages da ofte af Ofringer af Dyr og
Mennesker, saaledes f. Eks. hos mange
Negerstammer.
Hos de egl. Kulturfolk har Behandlingen af
Ligene væsentligst rettet sig efter de religiøse
Forestillinger, navnlig m. H. t. Livet efter
Døden.
Ægypterne, der troede paa Sjælevandring og
Dom over den Afdøde, balsamerede Ligene
(Mumier) og opbevarede dem i Klippehuler,
Gravbyer (Nekropoler) og Pyramider paa en
saa omhyggelig Maade, at Ligene endnu efter
fl. Tusende Aars Forløb er uforandrede.
Grækerne og Romerne betragtede B. som en
religiøs Pligt, idet Skyggen af en Ubegravet
maatte flakke om ved Bredderne af Styx i
100 Aar; det var derfor nødvendigt i det
mindste at kaste 3 Haandfulde Jord paa Liget for
at skaffe den Afdøde Fred; herfra skriver sig
den Skik at kaste Jord paa Liget ell. Kisten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
