Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol / 372 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - augustenborgske Linie - Auguste Viktoria, tysk Kejserinde, f. 1858 - Augustforeningen - Augustine, se St A. - Augustinere - augustinske Tidsalder - Augustinus

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ham til i 1864 at undervurdere Preussens og
navnlig Bismarck’s Bet. (Litt.: Gebauer,
»Herzog F. VIII« [1912]).

Ernst Günther (f. 1863), »Frederik VIII«s
Søn, gav 1884, da han var blevet myndig,
Afkald paa enhver Ret, som det augustenborgske
Hus havde gjort gældende til Hertugdømmerne,
og erkendte deres statsretlige Samhørighed med
Preussen. Som en Erstatning overdroges der
ham Slottene Augustenborg og Sønderborg,
ligesom man anerkendte hans Titel af Hertug af
Slesvig-Holsten; 1894 optoges han som arveligt
Medlem af det preussiske Herrehus. Desuden er
E. G. preussisk General à la suite. 1898 ægtede
han Dorothea af Sachsen-Coburg (f. 1881).
Ægteskabet er barnløst. Den augustenborgske
Mandslinie er nu kun repræsenteret af E. G. og
Farbroderens ugifte Søn Albert (f. 1869), preussisk
Major à la suite.
L. K.

Auguste Viktoria, tysk Kejserinde, f. 22.
Oktbr 1858,
Datter af den
slesvig-holstenske
Prætendent,
Hertug
Frederik af
Augustenborg og
Prinsesse
Adelheid af
Hohenlohe-Langenburg,
blev 27.
Febr 1881 gift
med den
daværende Prins
Vilhelm, fra
1888 tysk
Kejser, hvem hun
har født seks
Sønner og en
Datter.

Auguste Viktoria.

Augustforeningen stiftedes i Kbhvn 23.
Aug. 1864 efter Indbydelse fra Mænd, der
væsentlig tilhørte det konservative Helstatsparti.
Foreningen søgte at benytte den Stemning, som
den ulykkelige Krig havde vakt i større Kredse,
og traadte i skarp Modsætning til det
nationalliberale Parti og dettes Organisation,
Martsforeningen. Den opstillede flg. 4 Programpunkter:
1) at styrke og befæste Baandet mellem Kongen
og Folket og indskærpe Kongedømmets Bet., 2)
at støtte enhver Bestræbelse for at bevare og
grundfæste en fri og selvstændig Statstilværelse
og virke til, at den politiske Udvikling gaar i en
maadeholden og frisindet Retning, 3) at udbrede
uhildede Begreber om Landets indre og ydre
Forhold og den nødvendige Vekselvirkning
mellem disse, 4) at modarbejde Forsøg paa igennem
Pressen at lade Partianskuelser fremtræde som
Udtryk for Folkets Villie. Tendensen var
royalistisk-konservativ, og Foreningen søgte
samtidig at styrke den forhaandenværende
Reaktion mod den formentlig alt for ensidig
nationale Retning, der hidtil havde gjort sig
gældende i dansk Politik. Den naaede et
Medlemstal af c. 2000 og fik sit Organ i »Dansk
Rigstidende«, men dens Bestræbelser slog ikke
igennem, og 30. Marts 1869 opløste den sig.
N. N.

Augustine [å↱gαstin ell. ↱å.g_əstin], se St A.

Augustinere, Tiggermunkeorden. Der findes
en tre-fire Skriftstykker, som hver for sig gaar
under Navnet »den hellige Augustin’s Regel«,
men ingen af dem stammer fra Kirkefaderen;
det tredie af dem (Holsten, Cod. regul. II, 123),
som der altid tænkes paa, naar Talen er om
Augustin’s Regel, er rimeligvis først fra 11. Aarh. I
Beg. af 13. Aarh. var der i Italien en hel Mængde,
af hinanden uafhængige Munkesamlag, der
levede som Eremitter og mente at staa i
Forbindelse med det af Augustin ved Tagaste
grundede Munkesamlag. De vigtigste bl. dem var
Johanbonitterne og Brictinianerne,
hvoraf de første, naar de samlede Almisser, ikke
sjælden forveksledes med Franciskanerne. For
bl. a. at forebygge Strid i den Anledning samlede
Pave Innocens IV, ved Bulle af 16. Decbr 1243,
de toskanske Eremitter til et Munkesamlag under
Augustin’s Regel. Pave Alexander IV arbejdede
paa at faa alle Augustinereremitter samlede og
at faa dem til at forlade Eneboet og nedsætte sig
i Stæderne til Brug ved Sjælesorgen, hvilket
ogsaa delvis lykkedes, og ved Bulle af 9. Apr.
1256 stadfæstedes Augustinerordenen. De senere
Paver viste denne Orden særlig Omhu,
Bonifacius VIII gav den samme Rettigheder som
Franciskanerne og Dominikanerne, og i 15. Aarh.
fik den ogsaa Tertiarier. Ordensreglen
foreskriver, til Guds- og Næstekærlighedens Fremme, i
45 Kapitler, foruden de alm. Munkeregler,
Fællesskab i Ejendom, Bolig og Arbejde. I Spidsen
for Ordenen staar en Generalprior, som vælges
af Generalkapitlet, der samles hvert 6. Aar. I
Spidsen for hver Ordensprovins, hvoraf der er 4
(Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland), staar
en Provincialprior, som vælges af
Provincialkapitlet, og i Spidsen for hvert Kloster staar en
Prior. Ordensdragten er en sort Kutte med
Kabuds og sammenholdt af et sort Læderbælte;
ovenover bæres et hvidt Skapulér og nedenunder
en hvid Uldskjorte. Efter en Forfaldsperiode
reformeredes i Slutn. af 15. Aarh. de tyske A.
af Generalvikaren, Andreas Proles, med det
sachsiske Fyrstehus’ Hjælp, idet han indførte
den strenge Observans; til den hørte Luther. De
i 16. Aarh. af Thomas à Jesu i Portugal
reformerede A. kaldes Augustiner-Barfødder, som
1622 fik en særlig Forfatning. Ved
Reformationen og Revolutionen mindskedes A.’s Tal
betydelig. Mønsterklostret er Maria del populo i Rom
med det berømte Bibliotek, Bibliotheca Angelica.
De kvindelige A., som sætter sig i Forbindelse
med Augustin’s Søster, Perpetua, fik 1177 et
Kloster i Venedig, hvis første Abbedisse var Kejser
Frederik Barbarossa’s Datter, Julie. Naar der
her i Norden tales om A., menes dermed
Augustiner-Korherrer (se Kanniker). (Litt.:
Th. Kolde, »Die deutsche
Augustiner-Congregation und Johann von Staupitz« [Gotha
1879]).
L. M.

augustinske Tidsalder, den rom. Kejser
Augustus’ Tidsalder, Blomstringsperioden for
Romerrigets Litt., Kunst og politiske Magt.

Augustinus, Missionær bl. Angelsachserne,
var Prior for Gregorius den Store’s
Familiekloster paa den cæliske Høj i Rom, men blev af
denne Pave gjort til Hovedmand for en
Sendefærd til Britannien (596). A. og hans Følge kom

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>