Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arianske Strid - Aribert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne, en Libyer af Fødsel, var uddannet i den
antiochenske Skole, hvorved det nøgterne og
forstandsmæssige i hans Natur end mere var
blevet udviklet, saa da han, 312, 50 Aar gl,
blev Presbyter ved Bavkaliskirken i Alexandria,
stod han bl. sine spekulative og mystisk anlagte
Embedsbrødre som en Fremmed. Ved sin
asketiske Vandel og sit indtagende Væsen vandt
han, den høje, magre Mand, snart en
beundrende Skare blandt Byens Asketer og ugifte
Kvinder. Ogsaa Biskop Alexander satte Pris paa
sin lærde Presbyter, hvorimod denne synes at
have følt sig over for sin Biskop. Da
Alexander engang i en Tale til sine Præster hævdede
Kristi evige Sønnevordelse og sagde, at Faderen
aldrig har været uden Sønnen, forekom det
Arios som en Urimelighed; det syntes ham en
Gentagelse af det sabellianske Kætteri, som han
kendte fra sin Hjemstavn, og han fremsatte
herimod: Gud alene er evig, Sønnen er skabt af
Faderen af intet før Tiden. Denne lille Gnist
fængede viden om, og Striden samledes om
Spørgsmaalet: Er Kristus væsensfælles (ὁμοούσιος)
med Gud, hvad Alexander paastod, ell. er han
fremmed for Guds Væsen, hvad Arios paastod.
Paa en Synode i Alexandria 321
ekskommuniceredes Arios, hvorefter han tog sin Tilflugt til
den mægtige Biskop Eusebios af Nikomedia,
som tillige med en stor Del af de østerlandske
Biskopper erklærede sig for ham. Fra begge
Sider ivrede man for at vinde Tilhængere. Arios
satte sin Teologi paa Vers til Brug for
Skippere, Møllere og Rejsende, og hans Venner
gjorde Propaganda især blandt Kvinderne. Da
Kejser Konstantin, der havde sluttet Pagt med
Kirken for at styrke Statens Enhed, ikke vilde
vide af nogen uenig Kirke at sige, og hans
Formaninger ikke hjalp, sammenkaldte han 325
Kirkemødet i Nikæa, hvor han, tilskyndet af
den spanske Biskop Hosius tog Parti for den
vesterlandske Opfattelse og forviste Arios og
hans betydeligste Tilhængere. Konstantin saa
snart, at Østen ikke vilde bøje sig for den
nikænske Trosregel. At ophæve den kunde der
ikke være Tale om, men nok om Lempelser i
Gennemførelsen af den, og tilskyndet af det
arianske Hofparti, som lededes af hans Søster,
Konstantia, hævede han Landsforvisningen for
Arios (328) og befalede Athanasios, Biskop
Alexander’s Efterfølger i Alexandria, at optage ham
i Kirkesamfundet igen. Athanasios nægtede at
adlyde, og da han ikke vilde slaa af paa sin
Overbevisning til Gunst for Kejserens Politik,
blev han afsat og forvist 336. Biskoppen i
Konstantinopel fik nu Paabud om at optage Arios;
men samme Dag, som Optagelsen skulde finde
Sted, døde han af Blodgang (336). Under
Kejserne Konstantins og Valens spillede
Arianerne Herrer, men manglende betydelige
Personligheder spaltede de sig i en Masse
Partier (de radikale Anomøer ell.
Eunomianere, de moderate Semiarianere,
Homøerne, der vilde smelte Partierne sammen
ved at gaa uden om de omtvistede Udtryk o.
s. v.). Nikæerne derimod, som lededes af en
saa overlegen Personlighed som Athanasios, og
til hvilke alle de store kirkelige Personligheder
sluttede sig, maatte blive de sejrende, og deres
Sejr fuldbyrdedes, da Kirkemødet i
Konstantinopel 381 stadfæstede Nikæa-Mødets Trosregel.
Kejser Theodosius forbød Arianernes
Gudstjeneste, og da Forfølgelserne kom, bukkede de
under; deres Rationalisme kunde vel faa nogle
til med stoisk Ro at taale alt, men religiøst
begejstrede Martyrer kunde den ikke skabe. Hos
Barbarerne paa Grænserne fandt
Arianismen god Jordbund; men da det nikænske Rom
tog Styret i Kirken, og Chlodovech med sine
Franker gik over til den romersk-katolske
Kristendom, var dens Dage talte, og efter det 7.
Aarh. er den som Retning helt forsvundet.
(Litt.: H. M. Gwatkin, Studies of Arianism
[2. Udg. Cambridge 1900]; Paavo
Snellman, »Der Anfang des Arianischen Streites«
[Helsingfors 1904]).
L. M.
Aribert [↱a.-], Ærkebisp af Milano 1018—45,
kom i voldsom Strid med Kejser Konrad II.
A. havde hyldet Konrad og kronet ham med den
lombardiske Krone (1026) og skulde til at
kejserkrone ham i Rom, men blev under Tumult
fortrængt af Ærkebispen af Ravenna (1027).
Bruddet fandt dog først Sted senere, foranlediget
ved A.’s stolte Optræden i Norditalien, hvis
Smaavasaller, de saakaldte Valvassorer, rejste
sig mod ham. Da Konrad II stævnede A. for
sin Domstol, vægrede denne sig ved at møde,
blev kastet i Fængsel, men undslap og samlede
Milanos Borgere til Kamp. Kejseren erklærede
ham fredløs og afsat og udnævnte en anden
Ærkebisp; men A. fylkede Borgerne om
Bannervognen, Carroccio (s. d.), Belejringen af
Milano var forgæves, og Konrad døde (1039).
Aaret efter kom det til en Forsoning mellem
A. og den ny tyske Kejser, Henrik III. Stod A.
som Sejrherre i denne store Strid, var han
derimod uheldig i den flg. Tids Borgerkrige i
Norditalien; han maatte endog flygte fra Milano.
H. O.
Arica, 1) Dept i Provinsen Tacna, som 1883
blev afstaaet af Peru til Chile; det udgør 14000
km2 med c. 10000 Indb. 2) Hovedstad i Dept A.
under 18° 28′ s. Br. I den spanske Tid var A.
den vigtigste Handelsplads paa den
sydamerikanske Kyst af det Stille Hav og talte 30000
Indb., nu kun 4000. Som Bolivias naturlige Havn
har A. betydelig Handel; den vigtigste
Udførselsgenstand er Sølv. 1880 blev Staden stormet
af Chilenerne.
M. V.
Ariccia [a↱rit.∫a], By i Mellemitalien, Prov.
Roma, ligger 25 km SØ. f. Rom og 1 1/2 km fra
Albano paa en Høj i Albaner-Bjergene. (1901)
3945 Indb. A. har et Palads med en pragtfuld
Park, der tilhører den fyrstelige Familie Chigi.
Byen er et yndet Sommeropholdssted for
Romerne og stærkt besøgt af Malere. Hvor A. nu
ligger, laa i Oldtiden Byen Aricia, en af
Latiums ældste Byer. Den blev ødelagt af
Marius, men senere genopbygget af Sulla. I Dalen
under den nuv. By udmunder Nemi-Søens
Udløbskanal (Emissarium). Af Via Appia er der
ved A. bevaret Partier af den mægtige
Kvaderstens Underbygning.
H. P. S.
Arici [a↱rit∫i], Cesare, ital. Digter, f. 1782
i Brescia, d. 1836 som Prof. smst. Han har
skrevet fl. Læredigte: La coltivazione degli ulivi,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
