Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Alm. Beskrivelse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dækket af en Iskappe, der langs Nordranden af
de mellemtyske Bjerge har efterladt sig Spor
helt op til en Højde af 500 m. Efter den
almindeligste Antagelse har Isen ikke en enkelt Gang
bredt sig fra Skandinavien ud over de
omliggende Lande, men der har været mindst 3
Istider adskilt ved saakaldte Interglacialtider, i
hvilke Klimaet var mindst lige saa varmt som
i Nutiden. Sin største Udbredelse havde Isen i
den næstsidste Istid, medens den sidste i
Nordtyskland kun naaede mod V. til Elbmundingen,
mod Ø. omtrent til Schlesien. Siden den
næstsidste Istid er der forløbet saa lang Tid, at de
ældre glaciale Terrainformer for en stor Del
er udslettede ell. i hvert Fald stærkt
modificerede af Vandløbenes Erosion, hvorimod
Sporene af den sidste Nedisning endnu staar friske
ell. dog kun i Detaillerne modificerede. Isens
Tilbagerykning skete ikke jævnt, men blev
afbrudt af Stilstandsperioder. Under disse
optaarnede der sig langs Isranden mægtige Masser
af det i Isen indesluttede Morænemateriale, og
de saaledes dannede Randmorænestrøg lader
sig forfølge over lange Strækninger. Særlig
tydeligt er det Randmorænedrag, der fra
Holsten til ud over Østpreussens Grænse følger
Sydranden af den baltiske Højderyg. N. derfor
ligger for det meste et svagere bølget
Bundmorænelandskab, der dog sine Steder antager
en meget kuperet Karakter, hvor den ene
Bakke hæver sig ved Siden af den anden
tilsyneladende uden nogen Orden. Et saadant
Landskab betegnes i Østpreussen træffende som
»bucklige Welt«. I Lavningerne mellem
Bakkerne træder Grundvandet frem og danner
Søer, enten rundagtige Smaasøer ell., hvor en
enkelt Vandflade fylder fl. Lavninger, større
Søer med uregelmæssigt lappet Omrids. Ogsaa
større Søer af langstrakt Form forekommer,
udfyldende Fordybninger med Længderetning
vinkelret paa Randmorænerne, hvor mindre
Gletschertunger en Tid har haft deres Plads.
Men mange af de opr. tilstedeværende Søer er
nu forsvundne, omdannede til Moser.
Moræneleret, der hyppigst danner Jordbunden,
afbrydes stedvis af betydelige Sandflader, som
Smeltevandet har afsat. Smeltevandsdannelser
er ogsaa de langstrakte Aase, bestaaende af
lagdelt Sand og Grus, der formodes at være
dannede i Kanaler under Isen. — Foran, d. v. s.
S. og SV. for Randmorænerne er det
Smeltevandsfloderne, der har formet Terrainet,
bortskyllet den ældre Bundmoræne ell. overdækket
den med Sand og Grus, der danner udstrakte,
svagt udad hældende jævne Flader, som p. Gr.
af Jordbundens Ufrugtbarhed for en stor Del
er bevokset med Hede og derfor ogsaa betegnes
som Hedesletter. Længere borte fra Isranden
samledes de talrige Gletscherbække og -floder
i en fælles Dal og strømmede gennem denne
mod NV. til Nordsøen. Med Isens sukcessive
Tilbagerykning forskød denne Urflod gentagne
Gange sit Leje, og man kan derfor paavise fl.,
saadanne Urfloddale i det mellemste
Nordtyskland. Visse Strækninger af dem følges ogsaa i
Nutiden af Floder, men andre er forladt, idet
det opr. Vandløb har søgt sig en kortere Vej
mod Havet gennem en nordsydgaaende
Tværdal. Dette er Grunden til, at alle Nordtysklands
større Floder har et saa karakteristisk Løb,
bestaaende skiftevis af Strækninger med Retning
fra SØ. til NV. ell. ØSØ. til VNV. og
Strækninger med Retning fra S. til N. Den sydligste
Urfloddal er Breslau—Magdeburg—Bremer-Dalen,
der nu følges af en Strækning af Oder, Schwarze
Elster, en Del af Elbens mellemste Løb og
Aller—Weser; dog er det tvivlsomt, om der
virkelig har eksisteret en Forbindelse mellem
Elben ved Magdeburg og Aller. N. herfor følger
to kortere Dalstrøg, et østligt, der følges af
Bartsch og Oder mellem Glogau og Krossen,
og et vestligt, der fra Kottbus-Lavningen over
Baruth—Luckenwalde—Plaue fører til Elben.
Begge disse udmunder i den lange Urfloddal,
der kaldes Warszawa—Berlin-Dalen, og som
markeres af Bzura-Dalen, Warthe, Obra, Oder,
Spree og Havel, og som V. f. Berlin forener sig
med Thorn—Eberswalde-Dalen, der engang har
ledet Weichsels Vande gennem Netzes og Oders
Dale til Elben. Alle disse Urfloder har — til
forsk. Tid — haft nedre Elben som deres fælles
nedre Løb. Der kan paavises endnu en
nordligere Urfloddal, den pommerske, der fra Egnen
S. f. Lauenburg i Pommern nær den polske
Grænse strækker sig mod SV. gennem
Bagpommern til Odermundingen og derpaa mod NV.
gennem Forpommern, hvor den til Dels
markeres af Peenes Løb. Om alle Dalstrøgene
gælder det, at de for største Delen er brede og
ganske flade, fyldt med Sumpe og, da det er
Sand, der danner Jordbunden, ufrugtbare. De
mellem Dalene liggende Plateauer, som
afvekslende dækkes af Sand og Moræneler, har en
gennemsnitlig Højde af 50—100 m, højere mod
Ø. end mod V.; kun faa Punkter hæver sig over
200 m.
I den sydlige Landryg dækkes Undergrundens
tertiære Aflejringer kun af et tyndt Lag
Kvartærdannelser, der hyppigst er meget sandede.
Da den sidste Nedisning kun i ringe Grad
har berørt denne Zone, som saaledes gennem
meget lange Tidsrum har været underkastet det
rindende Vands Erosion, er de glaciale
Landskabsformer i høj Grad udviskede; saaledes
mangler Søer næsten totalt. Hvad
Højdeforholdene angaar, naar Katzengebirge N. f. Breslau
256 m, mellem Oder og Spree naar Rückenberg
229 m, medens Fläming — Landet mellem Elben
og Spree-Havel — har sit højeste Punkt i den
vestlige Del: Hagelsberg, 201 m, og endelig
hæver Lüneburger Heide mellem Aller og Elben
sig i Wilseder Berge til 169 m. Teknisk vigtige
er de rigelige Forekomster af tertiære
Brunkul. Paa den ufrugtbare Jordbund indtog opr.
Hedevegetationen en stor Del af Arealet
(navnlig Lüneburger Heide), men den viger
efterhaanden Pladsen for Plantager ell. Agerland.
Mellem Sudeterne og det polske Bakkeland
strækker den Schlesiske Lavlandsbugt sig mod
SØ. langs Oders øvre Løb. Langs Sudeternes
Nordøstrand er en Flage af Jordskorpen sunket
i Dybet og Undergrundens ældre Dannelser
blevet overlejret af tertiære og kvartære
Sedimenter; bl. de sidste spiller mange Steder
Løss en vigtig Rolle i Kraft af sin Frugtbarhed,
medens andre Steder ufrugtbare Sandjorder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
