Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svunget sig op til Marchese, købte ham en
Plads som Protonotar ved Kurien, og derefter
tjente han sig ved sine rige Evner selv op til
at blive Kardinal. 25. Decbr 1559 blev han
valgt til Pave. Han brød helt med sin
Forgænger, Paul IV’s Planer om at genoplive det
middelalderlige Pavedømme, og med Voldsomhed
gik han frem mod dennes Nepoter, ellers var
han Mildheden selv. Han slog ind paa den
nyere pavelige Udenrigspolitik: at lægge Band
og Interdikt til Side og søge Fremkomst ved
fredelige Forhandlinger. Han styrede
Kirkestaten godt. I Kirkestyrelsen lod han sig lede af
sin udmærkede Søstersøn Borromeo, han
skubbede Inkvisitionen i Baggrunden og
forskønnede Rom. Jan. 1562 sammenkaldte han paa ny
Kirkemødet i Trient og underskrev dets
Beslutninger 1564. 9. Decbr 1565 døde han. (Litt.:
Ranke, »Die römischen Päpste in den letzten
vier Jahrh.« I [Leipzig 1885 8. Udg.]); Pastor,
»Geschichte der Päpste« VI [1913]).
5) P. V. (1566—72), hed Michele
Ghislieri, f. 1504 i Bosco i Lombardiet. Han var
af ringe Stand, traadte ind i
Dominikanerordenen og blev en hensynsløs Inkvisitor i
Lombardiet. Paul IV gjorde ham til Biskop i Nepi og
1557 til Kardinal og Inkvisitionens
Generalkommissær. Jan. 1566 blev han valgt til Pave af det
strengt kirkelige Parti, og han genoptog Paul
IV’s Politik. Han gennemførte de Reformer, som
var vedtagne i Trient, og ligesom han øvede
streng Tugt mod sig selv, vilde han hae den
udøvet af andre. De lystige Dage var under
hans Papat faa for Romerne. Han indførte 1566
Catechismus Romanus, hvori Trient-Mødets
Lære var omsat, 1568 udvidede han og udstedte
paa ny Bullen In coena Domini. Over for
Protestanterne var han uforsonlig. 1570 bandsatte
han Elisabeth af England, han støttede og
opmuntrede Filip II og Hertugen af Alba i deres
Fremfærd mod Nederlænderne og de fr.
Katolikker i deres Kanup mod Hugenotterne, han
anbefalede at dræbe enhver Hugenot, de fik fat
paa. Han fik et Forbund i Stand mellem
Spanien og Venedig mod Tyrkerne, der herved led
Nederlaget ved Lepanto 1571. 1. Maj 1572 døde
P. V, 1712 blev han gjort til Helgen. Hans
Epistolæ apostolicæ udgav Goubau [Antwerpen
1640). (Litt.: Falloux, Histoire de saint
Pie [Paris 1858, 3. Udg., tysk Overs.
Regensburg 1873]; P. Herre, »Das Papsttum P.’s V
und das Konklave Gregor’s XIII [1906]).
6) P. VI (1775—1799), hed Giovanni
Angelo Braschi, født 27. Decbr 1717 i Cesena.
Ved Familieforbindelser kom han 1745 ind i det
pavelige Kancelli, og da han var en saare smuk
Mand med en værdig Holdning og afmaalte
Bevægelser og tillige et godt Hoved, var en
glimrende Løbebane ham vis. 1773 naaede han at
blive Kardinal. Han hørte til Jesuitvennernes
(Zelanti) maadeholdne Fløj. Efter mange
Intriger gik han efter Clemens XIV’s Død ud af
Konklavet som Pave 15. Febr 1775. Han
betragtede sin Forgængers Ophævelse af
Jesuiterordenen som »en sand Lovløshedens
Hemmelighed« og søgte at værne Medlemmerne af den
ophævede Orden paa enhver Maade. For øvrigt
minder han om Renæssancens Paver. Han
byggede et pragtfuldt Sakristi til Skt Peter, samlede
paa Kunstværker til det vatikanske Museum,
hvis Hovedafdelings Navn, Museo
Pio-Clementino, minder derom. Han søgte at udtørre de
pontinske Sumpe. De mange Penge, som disse
Ting kostede, fik han ind ved et nyt
Skattesystem, men dette syntes Romerne ikke om, og
de gav sig til at skumle over, at hans
Forfængelighed og hans Skønhed var større end hans
Dyd. Den politiske Humanismes Vindretning
kunde han ikke ændre. 1777 ophævede Neapel
uden videre sit Lensforhold til Pavestolen, og
Josef II i Østerrig og Leopold II i Toscana
reformerede Kirke og Skole trods Pavens Protest.
Uden Resultat gjorde P. selv en Rejse til Wien.
Over for de tyske Ærkebisper havde han Held
med sig (se Emspunktationen), og
Frederik II af Preussen og Katharina II af Rusland
værnede hans Venner, Jesuitterne. Svære Dage
begyndte for P. med den fr. Revolution.
Tvungen af Bonaparte til Fred i Tolentino 1797
maatte han afstaa Avignon, Venaissin, Bologna,
Ferrara og Romagna, udlevere Haandskrifter og
Kunstværker og betale 30 Mill. Lire og love at
opløse sin Hær. 1798 erklæredes Kirkestaten for
en Republik, og P. førtes som Fange til
Frankrig, hvor han døde 20. Aug. 1799 i Valence.
(Litt.: Bourgoing, Mémoires hist. et philos.
sur Pie VI et son Pontificat [I—II Paris 1799];
Fredrik Nielsen, »Pavedømmet i 19.
Aarh.« [I, 2. Udg, Kbhvn 1895]).
7) P. VII (1800—1823), hed Barnaba
Luigi, Greve af Chiaramonti, f. 14. Aug. 1742
i Cesena. Han gik 16 Aar gl ind i et
Benediktinerkloster og tog som Munk Navnet Gregor. Han
kom til Rom som Lærer i Teologi, hans
Slægtning, Pius VI, gjorde ham til titulær Abbed i
Klosteret San-Callisto, til Biskop i Tivoli og
senere i Imola. 1785 blev han Kardinal. Som
Biskop blev han ved med at være Munk i Sind
og i Tanke, og da Ulykken brød ind over
Kirkestaten med Bonaparte, blev han paa sin Post.
Han forstod den ny Tids Tanker og udtalte, at
Demokrati og Kristendom godt kunde sammen.
Det var derfor et heldigt Greb, at Konklavet,
der var samlet i Venedig, valgte ham til Pave
14. Marts 1800. Værnet af østerrigske, engelske
og tyrkiske Vaaben holdt han 3. Juli sit
Indtog i det af Franskmændene besatte Rom.
Efter at have afsluttet Konkordatet med
Frankrig 1801 fik han Kirkestaten tilbage. Han
godkendte den liguriske og den italienske Republik
og rejste 1804 til Paris for at krone Napoleon,
men det var ham umuligt i Længden at finde
sig i alle Napoleon’s Krænkelser. Han nægtede
at erklære Jérôme Bonapartes Ægteskab med
Frøken Paterson for ugyldigt, at anerkende
Josef Bonaparte som Konge i Neapel, at finde sig
i Fastlandsspærringen og i Napoleon’s Skalten
og Valten med Kirkeforholdene i Frankrig.
Følgen var, at Kirkestaten blev besat af
Franskmænd 2. Febr 1808 og Aaret efter indlemmet i
Frankrig, medens Rom blev en fri kejserlig
Stat. P. af viste Tilbudene om Løn og
Ejendomme og bandlyste Napoleon, der lod ham fængsle
og føre til Savona. P. var ubøjelig, og han
vilde hverken medvirke ved Napoleon’s Skilsmisse
ell. Ægteskab med Marie Louise. Fra Savona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
