Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pityriasis - Pitys - Pityuaiske Øer - Pitzunda - piu - pium corpus - pium desiderium - Piura - Pius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Reglen over hele Legemet udbredte røde og
skællende Hudaffektioner af forsk. Aarsag,
Intensitet og Varighed.
P. versicolor er en Affektion i Overhuden,
som fremkaldes af Svampen Malazzezia Furfur
(Eichstedt) Baillon (Syn. Mikrosporon Furfur).
Det er en ret alm. Affektion, der viser sig som
bleggule, gulbrune, brune ell. rødlige Pletter
paa Huden af meget forsk. Størrelse og
Udbredelse. Den findes hyppigst paa Bryst og Ryg,
den kan herfra brede sig over Arme, Ben og
Underliv. Den kan i Reglen helbredes ved en
gennemført Renlighed, hyppig Skiften af
Undertøjet og Brug af et ell. andet antiseptisk
Middel, især Svovl.
C. Rch.
Pitys, en Nymfe, Personifikation af Granen,
nævnes som en af Pans Elskerinder.
H. A. K.
Pityuaiske Øer (Fyrretræsøerne),
Fællesnavn for de to Øer Ibiza (597 km2 med
24000 Indb.) og Formentera (96 km2 med
2000 Indb.) samt nogle Smaaholme, der ligger
mellem Cap de la Nao paa Spaniens Østkyst
og Balearerne. De gennemgaaende høje Øer
ligger paa en undersøisk Ryg, der kan betragtes
som en Fortsættelse af de Andalusiske Bjerge.
I administrativ Henseende hører de til Prov.
Balearerne. I øvrigt henvises til Art. Ibiza og
Formentera.
C. A.
Pitzunda, gammel By i den transkaukasiske
autonome Sovjetrepublik Abchasien, ligger paa
en sandet Halvø ved det sorte Hav, men
bestaar nu næsten kun af Ruiner. I Oldtiden var
den under Navn af Pityus en velhavende
By, og i Middelalderen blev den en kort Tid
ved Genuesernes Handel den vigtigste Havn ved
det sorte Hav.
(H. P. S.). N. H. J.
piu [piu] (ital.), mere, anvendes ofte i den
musikalske Terminologi, f. Eks. p. forte,
stærkere, p. allegro, hurtigere.
S. L.
pium corpus (lat.), mild Stiftelse.
pium desiderium (lat.), fromt Ønske, et
Ønske, som ikke har Udsigt til at gaa i
Opfyldelse. Jfr pia desideria.
Piura [’piura], Dept i det nordvestlige Peru,
43577 km2 og (1896) 213909 Indb. Kystlandet er
regnfattigt og øde, medens Indlandet, som
opfyldes af Vestcordilleren, er mere regnrigt og
egnet til Kvægavl og Agerbrug. Fra Kystlandet
udføres Petroleum og Soda. Hovedstaden San
Miguel de P. ligger i Indlandet og er forbundet
med Havnestaden Payta ved en Jernbane.
M. V.
Pius (lat.: »den Fromme«, ital. Pio), 10
Paver af dette Navn:
1) P. I, den Hellige, Biskop i Rom i Midten af
2. Aarh. (141—157?). De Dekretaler, som
tilskrives ham, er uægte. Han skal have lidt
Martyrdøden, men man ved intet sikkert om ham.
Han var Broder til Hermas.
2) P. II (1458—64), hed Enea Silvio
Piccolomini, f. 18. Oktbr 1405 i Corsignano ved Siena,
studerede i Siena, blev Sekretær hos Pave
Eugen IV’s Modstander, Kardinal Capranica, og
deltog som saadan i Kirkemødet i Basel. I
Basel forsvarede han Kirkemødet og de
kirkelige Reformer over for Paven og de kuriale, og
han blev Sekretær hos den af Kirkemødet valgte
Modpave, Felix V. Da han mærkede, at
Kirkemødets Magtudsigter forringedes og Pave
Eugen’s steg, gik han i Kejser Frederik III’s
Tjeneste, og han førte denne ugidelige Kejser bort
fra den nationale Retning, som repræsenteredes
af Kirkemødet og Gregor af Heimburg, og over
i Kuriens Arme, en Bevægelse, som endte i
Aschaffenburg (ell. Wien-)-Konkordatet. Enea
fik rig Løn. 1447 var han bleven Biskop i Triest,
1450 blev han Biskop i Siena, 1455 Kardinal og
1458 Pave. Som Pave kaldte han sig P. efter
Pius Æneas (den fromme Æneas). Han havde
vundet en fremragende Plads bl. de italienske
Humanister ved historiske og geografiske
Studier, som han fortsatte ogsaa som Pave, og ved
Komedier og Digte, som var for slibrige selv for
hans ikke snærpede Venner; paa dette Punkt
trøstede han sig med, at han ikke behøvede at
være helligere end David og visere end
Salomon. Da han slog om fra Kirkemødet til Paven
og begyndte at indrette sit Liv efter Kirkens
Forskrifter, henviste han til Paulus og
Augustin, der jo ogsaa havde haft deres »Fortid«.
Som Pave søgte han ved sine rige Evner at
kalde Pavemagtems Glansdage tilbage, og han
indbød alle Europas Fyrster til et Kirkemøde
i Mantova 1459 for der at udskrive et Korstog
mod Tyrkerne. De Fyrster, der mødte, kunde
P.’s humanistiske Veltalenhed ikke opflamme,
men Kongressen endte dog med, at Paven
erklærede Tyrkerne Krig og lovede Aflad til alle
dem, der deltog i den. Samtidig forsøgte han
at omvende Sultan Muhamed II til
Kristendommen. Under Forberedelsen til Korstoget
ophævede P. 1462 Prag-Kompaktaterne og lagde sig
derved ud med Georg Podiebrad, som skulde
have været hans Hovedhjælper i Krigen, og
Venedig og Ungarn var de eneste Magter, der
sendte ham Hjælp. Efter i en Bulle at have
fondømt sine Ungdomsvildfarelser og anbefalet
at forkaste Enea og følge Pius rejste han til
Ancona for derfra at sende Hæren mod
Tyrkerne. Her døde han 1464. P.’s Selvbiografi (den
eneste pavelige Selvbiografi, der haves) Pii II
Commentarii rerum memorabilium er udgiven
af Lesca (Rom 1894), hans Opera udkom i
Basel 1551 og 1571, men er ufuldstændige, hans
Frederik III’s Historie er oversat paa Tysk i
»Geschichtsschreiber der deutschen Vorzeit«
(Leipzig 1891), hans Breve, der er meget vigtige
for Tidshistorien, udkom første Gang 1473 og
mange Gange senere i Italien og i Tyskland;
hans Novelle De Eurialo et Lucretia er overs.
paa Tysk af K. v. Hutten (Leipzig 1890). (Litt.:
Voigt, »Enea Silvio de’ Piccolomini, als Papst
P. II, und sein Zeitalter« [I—III Berlin
1859—63]; Pastor, »Gesch. der Päpste seit dem
Ausgange des Mittelalters« II [Freib. i Br. 1889];
Berg, »Enea Silvio de’ Piccolomini (Papst P.
II) in seiner Bedeutung als Geograf« [Halle
1902]; A. Meusel, »Enea Silvio als Publicist«
[1905]; W. Boulting, Æneas Silvius [1909]).
3) P. III (22. Septbr—18. Oktbr 1503), hed
FrancescoTodeschini-Piccolomini
og var en Søstersøn af P. II.
4) P. IV (1559—65), hed Giovanni
Angelo Medici (Medeghino), f. 1499 af en
jævn milanesisk Familie, der ikke havde noget
at gøre med den florentinske Familie Medici.
Hans Broder, der som tapper Soldat havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
