Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Passini, Ludwig - Passion - Passionaler - passionato - Passionister - Passionsblomst - Passionsblomstfamilien - Passionsmusik - Passionsskuespil - Passionsspil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Figurer og Folkelivsbilleder med deres
underholdende, lidt sødlige Fortælling, en kyndig, men lidt
ensformig Tolker af Sydens maleriske Liv. I
Berlins Nationalgal. »Korherrer i
Peters-Kirken« (1870); andre Værker: »Ung Præst, der
katekiserer i Kirken«, »Procession i Venedig«
(1874), »Nysgerrige paa en Bro i Venedig«,
»Lisetta« (1883), »Tasso-Forelæser i Chiozzia«. Han
har ogsaa med Held dyrket Portrætkunsten,
saaledes i Akvarel et Gruppebillede (1856) med
Kunstnere i Café Greco, hvoriblandt Danskeren
Ernst Meyer. (Litt.: Pietsch, »P.« [1887]).
A. Hk.
Passion (lat.), Lidenskab, Tilbøjelighed;
Lidelse, især Christi Lidelse og Død; i
Kunstsproget: Fremstilling af Lidelseshistorien
(Dürer’s »store« og »lille« P.).
Passionaler, se Legende.
passionato, con passione (ital.), mus.
Foredragsbetegnelse: lidenskabelig.
Passionister ell. de skoløse Klerikere af
det hellige Kors’ og Kristi Lidelses
Kongregation, en rom.-kat. Orden, stadfæstet af Paven
1741. Stifteren er Paolo (med Tilnavnet della
Croce), f. 1694, d. 1775, kanoniseret 1867.
Ordenens Opgave er at virke for Ihukommelsen af
Jesu frelsebringende Lidelse og Død. P. har
arbejdet meget for Propagandaen. (Litt.:
Piusa Spiritu Sancto, The life of St. Paul of
the Cross, Founder of the Passionists [Dublin
1868]).
A. Th. J.
Passionsblomst, se Passiflora.
Passionsblomstfamilien (Passifloraceæ),
tokimbladede og frikronede Planter af Ordenen
Parietales, de fleste klatrende Urter ell. Buske
med spredte og oftest lappede Blade med
Akselblade. Klatretraadene sidder i Bladhjørnerne og
er ugrenede Skud; ogsaa Blomsterstandene
ender ofte i Klatretraade. Blomsterne er
regelmæssige og tvekønnede ell. særkønnede (tvebo).
Bægeret og Kronen bestaar af 5 Blade, der
ligesom den oven for Kronen siddende og af Traade
ell. Frynser dannede Bikrone sidder paa
Randen af den skaalformede Blomsterbund
(Underbægeret); Blomsterne er altsaa omkringsædige.
De 5 Støvdragere er anbragte paa en Gynofor,
en Forlængelse af Blomsterbunden, der
ligeledes bærer den 1-rummede og af 3 Blade
dannede Støvvej med 3 fri Grifler og hovedformede
Ar. Frugten er hyppigst et Bær, og Frøene har
Frøkappe. Familien tæller over 300 Arter, der
især lever i Troperne.
A. M.
Passionsmusik. Fra de ældste Tider har
Musikken været nær knyttet til
Passionsgudstjenesten i Kirken. Som en udvidet Form for
Liturgien blev Evangeliet ved denne ikke
simpelt hen oplæst, men paa en Maade fremstillet i
Personer, idet en Person tog til Orde som
Evangelist, en anden som Kristus, en tredie som de
andre optrædende Personer, medens Koret
fremstillede Folket. Den Kollekttone, hvori
Handlingen foregik, afbrødes paa særlig
fremtrædende Steder af mere melodisk formede
Perioder. Ved Siden af denne gamle »gregorianske«
Form for Passionen havde man i den
»nederlandske« Musiks Periode (15.—16. Aarh.) taget
sig for at gennemkomponere hele
Passionsteksten flerstemmig i Motetform, et kunstnerisk
Eksperiment, der dog næppe er naaet til
større Udbredelse i det praktiske Liv. Derimod
udvidedes den før nævnte »gregorianske« Passions
musikalske Indhold efterhaanden mere og mere.
Korene, opr. enstemmige, blev behandlede
flerstemmigt, ofte med stærkt fremtrædende dram.
Udtryk (de saakaldte Turbæ), Passionen blev
indledet og afsluttet med store Kor, endelig blev
til sidst i protestantiske Kirker i Tyskland
Salmesang for Menigheden indflettet paa
passende Steder. Under Indflydelse af Operaen og
Oratoriet antog derefter P. i Tyskland rigere,
men rigtignok ogsaa mere stilløse Former. Det
ny, der kommer til, er Soloarien, altsaa et
Element af lyrisk-betragtende Art. Hermed er den
gl P.’s rolige Objektivitet brudt, og den med
Operaens Udvikling stærkt fremtrædende
lyriske Følsomhed gør sig det snart bekvemt ogsaa
i P. Denne Udvikling begynder saa smaat i 17.
Aarh. (Heinrich Schütz) for i 18. Aarh.
at tage Fart. Evangeliets Tekst fremtræder nu i
fri Omdigtning, og der indføres allegoriske
Figurer (»Zions Datter«, »De troende Sjæle«),
medens Arier, Duetter, Ensembler og store
Korstykker i moderne Koncertstil giver P. et nyt,
ofte kun, lidet stilret mus. Indhold. Med den
hamburgske Skoles Komponister, Keiser,
Mattheson, Telemann, ogsaa Händel, er vi
hermed helt inde paa det rent operamæssige.
Det er Seb. Bach’s Fortjeneste, i dette
Virvar at have skabt kunstnerisk Ligevægt, idet
han for Evangelieteksten og dens mus.
Behandling anvendte de gl Former, medens han af det
ny tilkomne tog det med, som han mente kunde
give Udtrykket større Rigdom, Fremstillingen
mere Liv uden at bryde den kirkelige Stil. I alt
har han komponeret 4, maaske 5 Passioner, en
efter hver af de fire Evangelister og en til
blandet Tekst, men kun 2 af dem, Johannes-P. og
Matthæus-P., er endnu bevarede. Med Bach
naaede P. sin kunstneriske Højde. Hans
Efterfølgere, Graun, Haydn, Naumann, Fr.
Schneider, Spohr, ja selv Beethoven
(»Kristus paa Oliebjerget«) betegner i Forhold
til hans monumentale Værker kun en Nedgang
i Udviklingen.
A. H.
Passionsskuespil, d. s. s. Passionsspil.
Passionsspil, dram. Fremstilling af Kristi
Lidelseshistorie. Selve Gudstjenesten gav i
Middelalderen let Anledning dertil, først paa Latin,
siden i de nyere Sprog, ligesom overhovedet til
det religiøse Skuespil (»Mysterierne«), og
Lidelsesdramaerne knyttedes da naturlig til
Paaskefesten. Et enkelt Moment af den bibelske
Beretning var i Middelalderen særlig Genstand for
scenisk Fremstilling, nemlig Opstandelsen; noget
senere fremkom Stykker om hele Kristi Lidelse
og Død, og det berømte parisiske Broderskab,
som i 15. og 1. Halvdel af 16. Aarh. havde
Eneret paa et spille Mysterier i den fr. Hovedstad,
hed Confrèrie de la Passion: En Cyklus af fr.
P. er bevaret fra Renaissancetiden. Ogsaa i
England kendtes P. Medens disse ellers i Europa er
for længst skrinlagte, eksisterer de endnu i
Spanien, hvor der paa forsk. Byers Teatre i
Paasken opføres saadanne, dels til Opbyggelse, dels
ogsaa til Forargelse; en anden Levning af disse
gl religiøse Skuespil er P i den lille bayerske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
