Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Parmasanost. - Parmeggiano, Francesco - Parmelia - Parmenides fra Elea
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Parmasanost. Af alle ital. Ostesorter er P.
den betydeligste. Det er em stor og kostbar Ost,
der nyder stor Anseelse i sin Hjemstavn, hvor
den under Navnet di Grana spises i reven
Tilstand til Makkaroni og til Suppe, og den
forhandles i alle store Byer i de fleste europæiske
Lande. Den er lavet af delvis skummet Mælk
ved Hjælp af Løbe, og i moden Tilstand er den
tæt og meget haard. Osten fra Omegnen af
Parma anses bestandig for at være den fineste.
Der kan være store Afvigelser mellem
Arbejdsmaaderne hos de forsk. Producenter, af hvilke
nogle søger at forbeholde sig selv og sin Slægt
»visse Hemmeligheder«, særlig ved Løbens
Tilberedning.
Straks efter Skumningen om Morgenen ell.
Formiddagen hældes Mælken fra de store, flade
Kobberfade, hvori Flødeafsætningen foregaar, i
Ostekedlen, der kan være 1,8 m dyb og rumme
700 l Mælk. Naar al Mælken er i Kedlen,
varmes den til 35—37° C., hvorefter der tilsættes
Løbe. Efter en Sammenløbningstid af kun 5—6
Min. begynder Røringen, der snart bliver ret
voldsom, alt imedens der tilsættes
Safranpulver (gult Farvestof) og eftervarmes til c. 63° C.
Kedlen svinges derpaa fra Ilden, og den største
Del af Vallen øses af, medens Ostemassen
samler sig som en stor, fast Klump paa Bunden af
Kedlen. Ved Hjælp af et stort, stærkt
Osteklæde løftes hele Osteklumpen op og lægges i
en Træsaa, hvorfra den c. 1 Time senere
bringes i Formen, en stærk Ring, der snæres fast
om Osten, men der anvendes slet ingen
Pressevægt. I Løbet af Dagen vendes Osten nogle
Gange, samtidig med at der skiftes Klæde, og
næste Dag lægges Osten i en anden Ring i
Ostekammeret, hvor dem saltes i Løbet af 20—40
Dage.
To Gange om Aaret sælges Osten til Købmænd,
af hvilke de største bor i Milano, men de har
deres Lagre i Forstaden St Gottardo, fordi den
høje Accise, der maa betales ved Porten, til den
gl. By, vilde fordyre Ostene til ingen Nytte og
vanskeliggøre Eksporthandelen. I de store
Ostelagre ligger Ostene 3—4 Aar, men mange maa
sælges forinden som mislykkede, trods Pasning
af kyndige Folk, og derfor maa Prisen paa den
gode Eksportvare nødvendig blive høj, om
Produktionen og Handelen skal blive fordelagtig.
Da Osten alligevel skal spises i reven
Tilstand, og den smukke gule Snitflade hurtig
misfarves ved Luftens Adgang i Detailhandlerens
Butik, er der i de senere Aar nogle
Eksportører, der saver Osten i Stykker forinden
Eksporten, river den og fylder den fintrevne Ost
paa Flasker, der hurtig lukkes lufttæt og
eksporteres, tæt pakkede i stærke Trækasser.
Detailhandlerne undgaar derved Tabet ved
usælgelige Stumper, og Forbrugerne kan opbevare i
Flasken, hvad der ikke bruges i Dag, til de
flg. Dage.
B. B.
Parmeggiano [-’d.зano] (Parmigiano,
Parmigianino), il (egl. Mazzola,
Mazzuoli), Francesco, ital. Maler, f. 1504
(1503) i Parma, d. 1540 i Casalmaggiore. P., —
hvis Fader var Maleren Filippo Mazzola, d. 1505
(et Maria-Billede i Berlin-Mus.) — et tidlig
modnet Talent, kom hurtig i Pave Clemens VII’s
Gunst, maatte 1527 flygte fra Rom efter Byens
Erobring og kom 1530 til Parma, hvor han
udførte Fresker i S. Giovanni og Sta Maria d.
Steccata. Da han i høj Grad forsømte sidste
Arbejde, fængsledes han, frigaves atter, men
flygtede saa til Casalmaggiore, hvor han døde
ung og fattig. P. er i sin Kunst en Efterfølger
af Correggio, men har ogsaa lagt sig efter de
store rom. Mestre. Hans religiøse Kunst
fremelsker Udvæksterne i det Correggio’ske
Kunstsyn, overdriver det sødlige til det
vammeltsøde og giver Skikkelserne en udvortes
Belevenheds affektert-sirlige Lader; selve Formerne
er ofte stærkt manierert-langstrakte (Madonna
med den lange Hals, Pitti i Firenze),
pikantyndefulde (den blødt henstrakte Kristus-Dreng,
den slanke Madonna etc.). Malerier af ham i
de fleste større Gallerier; af mytol. Arbejder af
ham kan nævnes »Amor med Buen« i Wiens
Hofmus. I S. Giovanni Evangelista i Parma
Fresken »S. Georg«. Som Portrætmaler er P.
langt naturligere, ofte ypperlig: udmærket
Selvportræt i Uffizi (Firenze), andre gode
Portrætter i Mus. i Neapel, Pal. Borghese i Rom,
Kassels, Darmstadts og Wiens Gallerier; i Kbhvn’s
Kunstmus. er han repræsenteret ved et
dygtigt Portræt af Laur. Cybo (1523). P. har ogsaa
haft Bet. ved sine kunstindustrielle Tegninger
og ikke mindst ved sine c. 30 Raderinger, i
hvilket Fag han var Foregangsmaand for ital.
Kunst. (Litt.: Affò, Vita del graziosissimo
pittore Fr. Mazzola [Parma 1784];
Frölich-Burn, »P.« [Wien 1921]).
A. Hk.
Parmelia, se Skaallav.
Parmenides fra Elea, gr. Filosof (c.
540—c. 470 f. Kr.), skal have været Elev af
Xenophanes, men var ogsaa paavirket af
Pythagogoras, Anaximandros og Herakleitos. I sit
Læredigt »Om Naturen«, hvoraf nogle Fragmenter
er bevaret, har han fremstillet sin
ejendommelige og ikke let tilgængelige Filosofi, der fik
sin største Bet. ved den Indflydelse, den øvede
paa Platon’s Tænkning. Kun det virkelig
værende kan være Genstand for Tænkning, og
omvendt maa det, som tænkes, ogsaa eksistere;
noget ikke-værende gives følgelig ikke, og
hermed udelukkes al Tilblivelse og Forgaaen, idet
Forudsætningen herfor maatte være Overgang
fra Væren til Ikke-Væren og omvendt. Denne
sande Erkendelse af Tingenes Natur ligger i
selve vor Fornufts Væsen, medens Sansningen
giver os det falske Billede af Mangfoldighed og
Forandring; den værende Verden er i
Virkeligheden et i Kugleform begrænset, evigt,
uforanderligt og ensartet Hele, og
Modsætningsforholdene og Forandringerne, som vore Sanser
opfatter, og hvoraf vi danner vore
Forestillinger om Verdens Tilblivelse og Udvikling, er da
i Virkeligheden illusoriske. I denne Sansningens
Verden finder P. nu ogsaa en Analogi til ell.
Afspejling af det virkelige, idet Lys og Varme
svarer til det værende, Mørke og Kulde til det
ikke værende; men det er ikke lykkedes for
ham, der havde det skarpeste Blik for
Tænkningens Vanskeligheder, at forklare Forholdet
mellem det, der for ham stod som det reale,
og de falske Forestillinger, som Sanseverdenen
fremkalder hos os.
W. N.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
