Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Parlow, Kathleen - Parma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tourneer i Europa og Amerika. Skandinavien
besøgte hun 1907 og de flg. Aar.
S. L.
Parma, 1) indtil 1860 suverænt Hertugdømme
i det nordlige Italien, adskilte ved Po fra det
østerr. Lombardiet, grænsede mod Ø. til
Modena, mod S. til Toscana, mod V. til Sardinien
og omfattede 6158 km2 med (1857) 499835 Indb.
Efter Indlemmelsen i Kongeriget Italien
dannedes af P. Prov. Parma og Piacenza, og
Distriktet Pontremoli kom til Prov. Massa-Carrara. —
2) Prov. i det nordlige Italien, grænser mod N.
til Cremona, mod Ø. til Reggio Emilia, mod S.
til Massa-Carrara og Genova og mod V. til
Piacenza. Arealet er 3259 km2 med (1921) 353283
Indb. ell. 108 paa 1 km2. P.’s Sydgrænse følger
Apenninernes Hovedryg, og Prov.’s sydlige
Halvdel opfyldes af Udløbere fra denne Bjergkæde,
medens den nordlige Halvdel tilhører
Po-Sletten. De vigtigste Vandløb er Enza, Parma med
Baganza samt Taro og Ongina, der alle sammen
strømmer N. paa til Po. Desuden er P.’s
nordlige Del gennemskaaren af fl. Kanaler. Paa
Sletten er Agerbruget af stor Vigtighed, og der
dyrkes Hvede, Majs og Vin samt Morbærtræer af
Hensyn til Silkeavlen. I Bjergegnene spiller
Hornkvæg- og Faareavlen samt
Ostetilvirkningen (Parmesanost) en Rolle. Bjergværksdriften
indskrænker sig til Brud af Salt- og Kalksten,
desuden findes lidt Petroleum. Den industrielle
Virksomhed bestaar kun i Tilvirkning af
Silkevarer, Papir, Fodtøj og Hatte. Handelen er
ringe og drives væsentligst over Hovedstaden,
der tillige er Prov.’s Jernbaneknudepunkt. P.
deles i 3 Kredse, P., Borgo San Domino og
Borgotaro. — 2) Prov.’s Hovedstad P. ligger
ved Floden Parma 140 km NNV. f. Firenze.
(1921) 58255 Indb. Byen er omgivet af en gl
Enceinte med Bastioner og deles af Floden Parma
i to ulige store Dele, der forbindes ved 3 Broer.
Hovedgaden, der gaar gennem P. Ø.—V., er
den gl. Via Emilia og kaldes nu Corso Vittorio
Emanuele og Strada Massimo d’Azeglio. Midt i
Byen ligger Pladsen Piazza grande med
Correggio’s og Garibaldi’s Statuer. P. har c. 60
Kirker, bl. hvilke fremhæves den 1058 paabegyndte
Katedral med et berømt Baptisterium og
Malerier af Correggio, de smukke
Renaissancebygninger San Giovanni Evangelista og Madonna
della Steccata samt San Paolo. De tidligere
Benediktinerklostre San Giovanni Evangelista og
San Paolo bruges nu som Kaserne og
Opdragelsesanstalt. Af verdslige Bygninger nævnes det
store hertugelige Slot, Palazzo della Pilotta, der
rummer en Oldsagssamling, en Malerisamling
samt Biblioteca Palatina, der indeholder 300000
Bd og talrige orientalske Haandskrifter,
endvidere det nylig restaurerede Teatro Farnese, der
er opført 1618—26 og rummer 4500 Tilskuere,
Palazzo ducale, der nu er Præfektbygning, samt
Palazzo del Giardino o. fl. adelige Palæer. Det
lille Univ. i P. aabnedes 1422; i første Halvdel
af 19. Aarh. lukkedes det; men 1855 blev det
aabnet paa ny med Fakulteter for Jura,
Medicin og Naturvidenskab. Til Univ. er knyttet
Skoler for Veterinærer og Farmaceuter,
Observatorium, bot. Have og naturhist. Mus. I P. findes
endvidere Gymnasium, Lyceum, tekn. Skole,
Landbrugsskole, Seminarium samt
Kunstakademi. Af humane Institutioner findes Hospital,
Sindssygehospital og Vajsenhus. Industri
spiller en ikke ringe Rolle for P., og der tilvirkes
Silke- og Uldvarer, Filthatte,
Musikinstrumenter, Glas- og Lervarer samt Papir, Sæbe og
forsk. Levnedsmidler. For Handelen er P., der
ligger ved Hovedbanen Piacenza—Bologna og
desuden har fl. Sidebaner, af lokal Bet.; Den
efter Byen opkaldte Parmasanost fabrikeres
foruden i Omegnen fl. andre St. i Norditalien. P.
er Sæde for en Biskop, en Præfekt og en
Appeldomstol.
P. træder først frem i Historien som en
etruskisk By, der c. 400 f. Kr. erobredes af Kelterne
og 183 blev en rom. Koloni, hvorefter den snart
blev en vigtig Handelsby. 570 kom den under
Longobarderne og 774 under Frankerne. 1167
tiltraadte P. det lombardiske Stadforbund, og i
det flg. Aarh. rasede Partikampene i Byen. 1346
kom P. under Visconti’erne, og derefter delte
P. Skæbne med Milano indtil 1511, da Pave
Julius II indlemmede den i Kirkestaten. 1545
gjorde Pave Paul III P. og Piacenza til arvelige
Hertugdømmer, som han skænkede sin
naturlige Søn Pietro Luigi Farnese. Efter dennes
Mord (1547) lykkedes, det hans Søn Ottavio at
beholde P., hvorimod Piacenza først
tilbagegaves ham 1558. Under Farneserne førte P. en
betydningsløs og rolig Tilværelse indtil 1731, da
Mandslinien uddøde, og P. gik over til
Elisabeth, der var gift med Filip V af Spanien. Hendes
Søn Don Carlos fik P., men maatte 1735
overdrage det til Kejseren for at opnaa
Kongeværdigheden i Napoli. 1745 tilbageerobrede
Spanierne P., og ved Freden i Aachen 1748 fik
Elisabeth’s anden Søn Don Filip P., Piacenza og
Guastalla paa den Betingelse, at det faldt
tilbage til Østerrig, naar hans mandlige
Descendenter uddøde. Efter Filip fulgte (1765—1802)
hans Søn Ferdinand, der 1796 købte sig Fred af
den fr. Republik. Da Ferdinand’s Søn Ludvig
ifølge Overenskomst mellem Frankrig og
Spanien (1801) blev Konge af Etrurien, maatte han
ved Faderens Død (1802) overlade P. til
Frankrig. 1806 overdrog Napoleon Guastalla til sin
Søster Pauline, og Cambacéres og Lebrun blev
titulære Hertuger af P. og Piacenza, medens
selve disse Hertugdømmer dannede Dept Taro.
Paa Wien-Kongressen 1815 overdroges de tre
Hertugdømmer til Kejserinde Maria Louise paa
de Vilkaar, at de efter hendes Død overgik til
det gl Fyrstehus. Hendes Regering rystedes
1831, 1833 og 1846 af Opstande, der dog hver
Gang kvaltes af østerr. Tropper. Da hun døde
1847, overgik P. til Karl II, der lige havde
afstaaet Lucca til Toscana. Allerede 1849
efterfulgtes han af sin Søn Karl III, efter hvis Mord
1854 dennes Enke Louise Marie Therese
overtog Regeringen som Formynderske for Sønnen
Robert I. Den begavede Fyrstindes Forsøg paa
ved nationale Indrømmelser at forsone
Befolkningen med den hertugelige Regering
mislykkedes, og trods P.’s Neutralitetserklæring
maatte hun efter Slaget ved Magenta forlade
Landet, hvilket derefter under Diktatoren Farini
sluttede sig sammen med Modena og Romagna
til Guv. Emilia, der efter en alm.
Folkeafstemning 1860 sluttede sig til Sardinien.
(H. P. S.). C. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
