Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orangeessens - Orange-Floden - Orangeloger - Orangeri - Orangeskalolie - Orangetræ - Orangevæver - Orangister - Orangit - Orango - Orang-Utan - Oranien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Orangeessens [o’raŋsjə-], se
Pommeransessens.
Orange-Floden [o’raŋsjə-], d. s. s.
Oranje-Floden.
Orangeloger [o’raŋsjə’lo.sjər], politiske
Foreninger i Irland, stiftede af det engelsk-sindede,
protestantiske Parti i Modsætning til det
irsk-katolske. Kong Vilhelm III, tidligere Prins af
Oranien, som undertrykte Irland, da det 1689
havde rejst sig for Stuart’ernes Sag, og som
derved sikrede Protestantismens Overvægt i
Landet, var derfor siden Protestanternes Helt.
Der holdtes aarlige Mindefester for ham, og
man smykkede sig med orangefarvede Baand
og Kokarder. Efter nogle Uroligheder fra
Katolikkernes Side dannede en Del ivrige
Orangemen i Grevskabet Armagh 1795 en Forening
til Værn for den protestantiske Kirke og
Forfatning, og i de flg. Aar bredte slige
Foreninger sig over en stor Del af Øen, ordnede paa
Frimurervis, som Modvægt mod »de forenede
Irlændere«. 1798 dannedes Storlogen i Dublin.
1808 forplantede O. sig til England, og 1828
blev Hertugen af Cumberland, den senere Kong
Ernst August af Hannover, Stormester for dem
alle. Efterhaanden blev de Udtrykket for
aabenlys Reaktion, bekæmpede alle Reformer og
var Samlingssted for Whig-Ministeriets
Modstandere. 1835 var der 1850 O., deraf 1500 i
Irland, med tilsammen 315000 Medlemmer, men
da rettede Jos. Hume i Underhuset stærke
Angreb paa dem og krævede en Undersøgelse
af deres Virksomhed; det paastodes nemlig, at
de nærede Planer om at udelukke Prinsesse
Victoria fra Tronfølgen og sætte hendes
Farbroder, den nysnævnte Hertug, i Stedet.
Regeringen tog deraf Anledning til at forbyde
Officerer og Embedsmænd at være Medlemmer, og
1836 opløste O. sig efter Hertugens eget Raad.
I den nyeste Tid har man dog set ny O. danne
sig i det nordlige Irland til Modvægt mod
Nationalisternes Agitation.
E. E.
Orangeri [oraŋsjə’ri’] kaldes Væksthuse, der
benyttes til Overvintring af Orangetræer o. a.
stedsegrønne Planter. Da disse kan nøjes med
mindre Lys i Løbet af Vinteren, findes der i
Reglen kun Vinduer paa Siderne, ikke i Taget.
For at kunne holde Frosten ude maa Huset
være forsynet med Varmeapparat, som dog kun
benyttes, naar lang, vedholdende stærk Frost
bringer Varmegraden i Huset til at synke et
Par Grader under Frysepunktet. O. hører en
svunden Tid til, da man i de stive fr. Anlæg
brugte de store i Ballier dyrkede gamle
Orangetræer til Dekoration, men da der i
Nutidshaverne ingen Anvendelse er for saadanne
Træer, er det nutildags kun yderst sjældent
endnu at finde O., og det er da kun ved gamle
Slotshaver. Ved Rosenborg fandtes et O.
(bygget under Christian V); det omdannedes 1875
til Kaserne for Livgarden, og det fr. Anlæg
foran samtidig til Eksercerplads.
(L. H.). P. F.
Orangeskalolie [o’raŋsjə-], se
Pommeransolie.
Orangetræ [o’raŋsjə-], se Citrus.
Orangevæver [o’raŋsjə-], se Ildvævere.
Orangister [oraŋ’sjistər] kaldtes efter Orange
ell. Oranien 1) det Parti i den forrige
nederlandske Republik i 17. og 18. Aarh., som holdt
med Arvestatholderen og støttede hans
monarkiske Bestræbelser i Modsætning til det
republikanske Parti; 2) efter 1815 det Parti i
Belgien, der holdt med Kongehuset i Modsætning
til »Patrioterne«; endelig 3) det protestantiske
og engelsksindede Parti i Irland, ogsaa kaldte
Orangemen; se Orangeloger.
E. E.
Orangit [oraŋ’sjist], se Thorit.
Orango [o’rãŋgo], den største af de portug.
Bissagos-Øer ved Kysten af Senegambien.
C. A.
Orang-Utan, se Menneskeaber.
Oranien, berømt Fyrstehus, siden 16. Aarh.
knyttet til Nederlandene, har taget Navn efter
Byen Orange, der 11.—18. Aarh. var
Hovedstad i et selvstændigt Fystendømme, hvis
Territorium, i den tidlige Middelalder hørte til
Vestgoternes Rige, i 8. Aarh. stod under Arabernes
Herredømme og i 9. Aarh. blev en Bestanddel
af Kongeriget Burgund ell. Arelat, ved hvis
Opløsning i 11. Aarh. Greverne af O. tilrev sig
Uafhængighed. Som den første af de suveræne
Grever nævnes Giraud Ademar (c. 1100),
under hvis Efterfølgere en Del af Grevskabet,
der splittedes ved Arvedelinger, ved
testamentariske Bestemmelser tilfaldt Kirken, særlig
Johanniterordenen. Den ældste Grevestamme
uddøde 1174 med Raimbaud IV, hvorefter
hans Søster Tilburge’s Ægtefælle, Bertrand
de Beux, grundede det andet Hus O.,
bl. hvis Medlemmer Bertrand III atter
samlede det hele Grevskab (ogsaa Johanniternes
Del) paa sin Haand (1308). Da Grev
Raimond V ved sin Død (1373) ikke efterlod sig
Sønner, blev Jean de Challon, der var
gift med hans Datter og Arving Marie, Stifter
af det tredie Hus O. Deres Søn, Louis
I, kaldte sig Fyrste af O. (1418), hvilken Titel
for Fremtiden blev den gældende (i 12. og 13.
Aarh. havde Greverne af og til kaldt sig
Konger af Arelat). Da den sidste Mand af denne
Linie, Fyrst Philibert, stod paa Karl V.’s
Side i hans Krige mod Frants I, besatte denne
O., men maatte ved Freden i Madrid (1526)
tilbagegive sin Erobring, der, efter at Philibert
havde fundet Døden under Kejserens Faner
foran Firenze (1530), tilfaldt dennes Søstersøn,
Grev Renatus af Nassau-Dillenburg,
Grundlæggeren af det fjerde Hus O.; da
han ikke efterlod sig ægtefødte Sønner, arvedes
O. af hans Fætter Vilhelm af
Nassau-Dillenburg, Geusernes berømte Fører, som
straks (1544) antog Titlen »Prins af O.«, men
først 1570 kom i Besiddelse af Fyrstendømmet.
Om de fire følgende Fyrster af O., der alle var
Statholdere i Nederlandene, nemlig Vilhelm I’s
Sønner Morits (1584—1625) og Frederik
Henrik (til 1647), dennes Søn, Vilhelm
II (til 1650) og dennes Søn Vilhelm III (til
1702), der tillige var Konge af England,
henvises til Artiklerne under disse Navne. Da
Vilhelm III var barnløs, testamenterede han
Orange til Vilhelm Friso af Nassau-Dietz,
Arvestatholder i Friesland, en Sønnesøn af
Frederik Henrik’s næstældste Datter, Albertine
Agnes; men herimod protesterede Kong
Frederik I af Preussen, hvis Moder var Frederik
Henrik’s ældste Datter, Louise Henriette, og da
Ludvig XIV, der allerede tidligere havde gjort
Vilhelm III Besiddelsen af O. stridig, samtidig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
