Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne / 377 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ocampo, Florián de - Ocaña - Ocapia - Ocarina - Occasionalisme - Occident - Occipitalneuralgi - Occiput - occulta - Ocean - Oceanien

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Madrid 1791. Han var desuden den første, som
udgav den saakaldte Alfonso den Lærdes
Krønike.
E. G.

Ocaña [å’kan_ja], By i det mellemste Spanien,
Prov. Toledo, ligger i en frugtbar Egn 12 km
SØ. f. Aranjuez og har smukke gl. Huse samt
Silke-, Lærreds- og Sæbefabrikation. (1920) 7500
Indb. 19. Novbr 1809 vandt Franskmændene her
en stor Sejr over en betydelig overlegen sp.
Hær.
C. A.

Ocapia, d. s. s. Okapi.

Ocarina, et Blæseinstrument af ital.
Oprindelse, der
nærmest anvendes
som Legetøj;
det er en Slags
Fløjte af Ler
i Form af et
Gaaseæg eller
en Fuglekrop
med en halv
Snes
Lydhuller.
S. L.

Ocarina.

Occasionalisme [’åk-], se Geulincx.

Occident [åk-] (lat.), den Himmelegn, hvor
Solen tilsyneladende gaar ned, altsaa Vest. I
Oldtiden, da man væsentligst kun kendte
Middelhavslandene, kaldte man de vestlige af disse O.
i Modsætning til Orienten, de østlige, hvor
Solen stod op. Endnu benyttes ofte O. til at
betegne de vesteuropæiske Lande, medens
Orienten omfatter ikke blot de østlige
Middelhavslande, men i videre Forstand alle Landene Ø.
paa indtil det store Ocean. Occidentalsk, d. s. s.
vesterlandsk.
C. A.

Occipitalneuralgi [-næ^u-], Nervesmerter
optrædende i Nakkens Nerver (se Neuralgi).

Occiput [’åk-], d. s. s. Baghovedet.

occulta (lat.), Hemmeligheder, skjulte Ting.

Ocean (gr. Okeanos, lat. Oceanus), opr.
Betegnelse for det store altomskyllende
Verdenshav, senere, da den geogr. Horisont
udvidedes, deltes det i de 5 saakaldte
Verdenshave (det Store, det Atlantiske, det Indiske
Hav, samt det Nordlige og Sydlige Ishav). Nu
opstilles alm. kun tre O.: Det Store O., det
Atlantiske O. og det Indiske O. O.
adskiller sig fra de andre Have ved deres
Størrelse, større Dybde og ved at have
selvstændige, rundtgaaende Strømsystemer. De tre O.
adskilles fra hverandre, dels ved
Verdensdelene, dels ved Meridianerne gennem Kap Horn
paa Amerika, Kap Agulhas paa Afrika og
Sydkap paa Tasmanien.
C. A.

Oceanien, Betegnelse for de talrige Øer og
Øgrupper i det stille Ocean. O. falder naturlig
i fire Hovedgrupper: Mikronesien, Melanesien,
Ny Zeeland og Polynesien. De geol. Forhold og
Organismernes Udbredelse viser, at Ny Zeeland,
de melanesiske Øer og Tonga Øerne i ældre
Jordperioder har staaet i Landforbindelse med
det australske Fastland, medens Havaii Øerne
i Kridttiden har været landfaste med Amerika.
Ogsaa Karolinerne har i tidligere Jordperioder
staaet i Forbindelse med et Fastland. De fleste
polynesiske Øgrupper er derimod rent
oceaniske, og der er intet i Fortid ell. Nutid, som
knytter dem til noget Fastland. Øerne er enten
Vulkantoppe, som rager op over Havfladen, ell.
Koraldannelser langs Vulkanøernes Kyster ell.
paa undersøiske Vulkaners Toppe. Det er
altsaa kun af Bekvemmelighedshensyn, at man i
de geogr. Haandbøger behandler dem i
Sammenhæng med Australien. Angaaende
Naturforhold, Befolkning o. s. v. se Artikler om de
enkelte Øgrupper. Opdagelseshistorie.
De første Opdagelser i O. skete ved
Magalhães paa hans Jordomsejling, idet han i Jan.
og Febr 1521 traf paa to ubeboede Atoller,
rimeligvis hørende til Paumotu- ell.
Markesas-Øerne. Mærkeligt nok saa han ingen flere Øer,
inden han i Marts naaede til Guam, en af
Karolinerne. I de flg. Aar skete tilfældig ny
Opdagelser, idet Skibene, der fra Mexiko sejlede til
Filippinerne, paa Tilbagevejen søgte at finde en
Vej, ad hvilken de kunde undgaa Passaten. Paa
den Maade opdagede Saavedra (1528) de
østlige Karoliner og (1529) Marshall-Øerne. Paa
en Rejse fra Mexiko til Filippinerne opdagede
ligeledes Ruy Lopez de Villalobos
Palau-Øerne (1542); fra Callao derimod udgik
Alvaro Mendana de Neyra, der (1567)
første Gang saa Ellice-Øerne og de sydlige
Salomons-Øer, der derefter først igen besøgtes af
Europæere 1768. For at genopdage
Salomons-Øerne tiltraadte Mendana 1595 en Ekspedition,
paa hvilken han fandt Tokelau-Øerne og
Santa-Cruz-Øerne. Heller ikke lykkedes det Pedro
Fernandez de Quiros at finde
Salomons-Øerne. Paa hans anden Rejse gik han ledsaget
af den kække Sømand Luis Vaez de
Torres 1605 fra Callao, besøgte Paumotu-Øerne,
opdagede Tahiti, Manihiki, Torres-Øerne og
Espiritu santo, en af Ny-Hebriderne. Herfra
vendte Quiros, der ved en Storm var bleven
skilt fra Torres, tilbage til Amerika, men
Torres fortsatte, opdagede Louisiade-Øerne og
naaede gennem Torres-Strædet til Molukkerne
og Manila. Med denne Rejse forsvinder
Spanierne fra Opdagelseshistorien, og i deres Sted
træder Hollænderne. 1616 opdagede Schouten
og Le Maire flere Smaaøer N. f. Tonga samt
Ny-Mecklenburg. I de flg. Aar undersøgtes
Australiens Kyst, hvis Sydspids 1642 omsejledes
af Abel Jansz Tasman. Herfra sejlede
han videre og opdagede Ny Zeeland. Næste Aar
opdagede han Tonga-Øerne, Fidji-Øerne og
Ny-Pommern, som han dog ansaa for en Del af
Ny-Guinea. Der indtraadte nu en mere end
hundredaarig Stilstand, i hvilken kun to
betydeligere Opdagelsesrejser foretoges. 1699
sejlede Dampier ud for at undersøge
Australiens Kyst. Han konstaterede Bismarcks-Øernes
insulære Natur. Den anden Rejse var
Roggeveen’s Jordomsejling (1721—22), paa hvilken
Paaskeøen og Samoa-Øerne opdagedes. I anden
Halvdel af 18. Aarh. begyndte Englændernes og
Franskmændenes store Rejser. 1764—65 rejste
John Byron ud for at finde Salomons-Øerne,
i Stedet opdagede han Gilberts-Øerne. Større
Resultater naaede den for sine
Længdebestemmelser bekendte Samuel Wallis, der paa
sin Rejse i Aarene 1766—68 genopdagede Tahiti
og fandt nogle Øer af Gilberts- og
Marshall-Øerne. Hans andet Skib under Phillip
Carteret, der var bleven adskilt fra ham ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>