Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Obradović, Dosit - Obrecht, Jacob - Obrenović - O'Brien - Obrist, Aloys - Obrist, Hermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Obradović [å’bradåvitj], Dosit (hans
Munkenavn, egl. Dimitri), serbisk Forf. og
Banebryder for et folkeligt Skriftsprog, f. 1739 i
Cákova i Banat, d. i Belgrad 1811. Som Dreng
var O. opfyldt af brændende Lyst til at udrette
noget stort for Gud, han vilde være Helgen
og flygtede til et Kloster, blev Munk og
udmærkede sig saadan i Kundskabstilegnelse, at han
meget ung udnævntes til Abbed. Siden
vandrede han adskillige Aar om i den østlige
Kristenheds Lande fra Dalmatien og Montenegro til
Athos og Smyrna under Studier og Kamp for
Udkommet. Som Lærer for to unge Rumænere
kom O. omsider til Halle, hvor han, skønt
40-aarig, lod sig indskrive som Student. Snart
efter udgav han sin første Bog: »Zivot i
priklućenija« (»Liv og Oplevelser«) (Leipzig 1783).
Den var skrevet i et fra det i serb. Litt. gængse
slaveno-russiske Sprog til Dels frigjort og
folkeligt Maal, saa at Bogen var forstaaelig for
Menigmand. Den skrivende Verden forbitredes
over dette Brud med Overleveringen og
forkætrede hans Arbejde. Aaret derpaa indgav O.
»Sověli zdravego nazuma« (»Den sunde
Fornufts Raad«). Senere kom en Overs. af Æsop’s
Fabler o. m. a. I hans fattige Folk var Glæden
stor over disse kloge og livfulde Bøger, og trods
al Modstand og egen Famlen blev O.
banebrydende for det ny serbiske Bogsprog. O.’s Liv
blev en stadig Omflakken, snart var han i
England, snart i Rusland, altid fordybet i
Studier, først 1807 blev han Lærer for
Karageorgevic’s Børn og udnævntes til Senator i det
nyopstandne Fyrstendømme.
(A. M. B.).
Obrecht [’åbrækt[ (Hobrecht), Jacob,
nederl. Kontrapunktiker, f. c. 1430 i Utrecht, d.
1505 i Ferrara, 1456 Kapelmester ved
Domkirken i Utrecht, hvor senere Erasmus
Rotterdamus taltes bl. hans Elever, virkede 1483—85
ved den for sin Musikkultur højt ansete
Domkirke i Cambrai, senere vekselvis ved St.
Donatian i Brügge og som Kapelmester ved
Domkirken i Antwerpen. Hans vaklende Helbred
tvang ham ud af disse Stillinger, 1504 drog han
til Italien, hvor han Aaret efter døde af Pesten.
O. var en højt anset Tonemester, hvorom
talrige Kompositioner, der i hans Levetid blev
trykte, bærer Vidne. Han er i sine Værker et
Barn af sin Tid, stærkt optagen af dennes
Forkærlighed for tekniske Kunstgreb. Men et
fremtrædende Træk af Storhed og Alvor giver dem
en Særstilling og O. en fremtrædende Plads bl.
Samtidens Komponister. En Nyudgave af hans
Værker (red. af Johs. Wolf) er udgivet af
»Vereeniging voor Nederlandsche
Muziekgeschiedenis« i Amsterdam.
A. H.
Obrenović [å’brænåvitj], Navn for den Slægt,
der styrede Serbien 1817—42 og paany
1859—1903, opr. med Fyrstetitel, siden 1882 med
Kongetitel. Slægtens Stamfader Milosch (s. d.)
tog 1810 dette Slægtsnavn efter sin Moders
tidligere Ægtefælle Obren, fordi denne nød højere
Agtelse end hans egen Fader. Slægten uddøde
1903 med Kong Alexander. (Se ogsaa Michael
og Milan).
E. E.
O’Brien [å.’bra^iən ell. ou-], gl irsk Slægt,
der nedstammer fra Heltekongen Brian (d. 1014)
og senere herskede i Münster som selvstændige
Fyrster, indtil Murrough O’B. 1543
underkastede sig Kong Henrik VIII og blev Jarl af
Thomond. Medens flere Medlemmer af Slægten
baade i ældlre og nyere Tider har holdt sig
trofast til England, har andre hørt til dets bitre
Modstandere. William Smith O’B.
(1803—64) var 1832—46 Medlem af Underhuset, hvor
han virksomt arbejdede for irske
Fremskridtslove, men ellers fulgte det liberale Parti. Først
1844 sluttede han sig til O’Connell’s
Repeal-Bestræbelser, men gik allerede 1846 langt videre
end denne og grundlagde Partiet »det unge
Irland«. Efter Februarrevolutionen troede han
Øjeblikket kommet til at løsrive Irland og
oprette en selvstændig Republik; Juli s. A.
prøvede han at vække Oprør; blev fængslet og
dødsdømt, men benaadedes n. A. med
Deportation til Tasmanien. Han løslodes herfra 1854
og fik 1856 Lov at vende tilbage. 1870 rejstes en
Statue over ham i Dublin. Hvor udbredt og
agtet Slægten er, kan ses deraf, at der 1902 i
det eng. Underhus sad 5 Medlemmer med
Navnet O’B., der alle var Nationalister. Den
vigtigste var William O’B., f. 1852, Journalist
og Forf.; han grundl. 1880 Bladet United Ireland
og skrev bl. a. Romanen When we were boys
(1890) og Evening Memoirs (1920). Han har
været en af de voldsomste Agitatorer imod
England, har 1883—1918 med korte Afbrydelser
været Medlem af Underhuset. Han hørte til
Nationalisternes Ledere, samt grundlagde 1898 den
forenede irske Liga. Som udpræget
Realpolitiker havde han 1900 vigtig Del i
Sammenslutningen af de to irske Grupper (Parnelliter og
Antiparnelliter) og ligeledes 1902 i
Overenskomsten mellem Landleaguen og Godsejerne om
frivilligt Salg af Jord til Fæsterne, medens han
1904 opgav sit Sæde i Underhuset, misfornøjet
med den Modstand, som fra Nationalisternes
Side rejstes imod den trufne Aftales
Gennemførelse, og ligeledes 1909, fordi han misbilligede
sit Partis uforsonlige Holdning og ufrugtbare
Agitation. 1910 lod han sig vælge igen og
dannede med T. M. Healy en egen Gruppe (12 i
Tallet) af uafhængige Nationalister.
E. E.
Obrist [’o.brest], Aloys, tysk Musiker og
Musikforfatter (1867—1910), f. i San Remo, men
opdroges i Weimar, hvor han begyndte
Musikstudier, der fortsattes i Berlin under Alb.
Becker. 1895 blev O. Hofkapelmester i Stuttgart;
1900 tog han atter Ophold i Weimar som Kustos
ved Liszi-Museet, men et Par Gange vendte han
tilbage til Stuttgart (senest som
Musikanmelder), hvor han under et ulykkeligt
Kærlighedsforhold berøvede sig Livet. 1892 havde O. taget
Doktorgraden med en Afh. om »Melchior
Franck« og var til sin Død musiklitterært
virksom.
W. B.
Obrist [’o.brest], Hermann, tysk
Dekorationskunstner og Billedhugger, f. 27. Maj 1862 i
Kilchberg ved Zürich-Søen. O., der gennemgik
Karlsruhe Kunstindustriskole, i Paris lagde sig
efter Skulptur og derefter virkede i Firenze og
fra 1894 i München, kom i de forreste Rækker
i Kampen for en Revolutionering af
kunstindustriel Smag og »anvendt Kunst«; han
grundlagde i München »De forenede Værksteder« i
Forbindelse med en Skole for Kunst og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
