Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - nordiske Syvaarskrig, Den - Nordisk Familjebok - nordisk Filologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dansk-norsk-lybske Flaade forliste under
Gulland Natten mellem 28. og 29. Juli; dermed var
Svenskerne Herrer i Østersøen. Peder Oxe blev
nu hjemkaldt og bragte bedre Orden i
Finanserne. 1567 faldt Svenskerne ind i Norge og
belejrede forgæves Akershus: ved Hjælp fra
Danmark blev de atter drevne ud. Hen paa
Efteraaret, i Oktbr, tiltraadte Daniel Rantzau
og Frans Brockenhuus det berømmelige Tog
langs Nisaa frem til Jönköping og derfra
gennem Holavedens Snævringer ind paa
Östergötlands Sletter, hvor de under en Række
glimrende Kampe, sidst ved Norrbyhus 15. Jan. 1568,
holdt sig til ind i det ny Aar, og da der ingen
Hjælp kom, førte de Hæren tilbage til Skaane
med lige saa meget Mod og Snille som under
Optoget. Svenskerne hærgede siden i Halland
og Blekinge. Erik XIV blev 1568 afsat i Sverige,
18. Novbr blev der sluttet en Fred i Roskilde,
som dog ikke blev bekræftet af den ny svenske
Konge Johan III. Felttoget 1569 bragte atter
Varberg Slot i dansk Vold; men baade Daniel
Rantzau og Frans Brockenhuus faldt under
Belejringen. Krigen indskrænkedes derefter til
planløse Hærgningstog og endtes 13. Decbr 1570
ved Freden, i Stettin. Alle Erobringer
tilbagegaves, og alle Krav paa Naboens Lande
frafaldtes. Sverige betalte Danmark og Norge
150000 Daler som Løsen for Elfsborg. (Litt.:
G. O. Fr. Westling, »Det nordiska
Sjuårskrigets historia« [Sthlm 1879]; Otto
Vaupell, »Den n. S. 1563—70« [Kbhvn 1891];
Axel Larsen, »Daniel Rantzau« [Kbhvn
1898]).
(A. L.). L. L.
Nordisk Familjebok [↱no.rdisk-fa↱miljbo.k],
sv. Encyklopædi svarende til Salmonsen’s
Leksikon. 1. Opl. begyndte at udkomme 1874 under
Ledelse af Lektor Nils Linder, 1880
efterfulgt af en Redaktionskomité, hvis mest
fremtrædende Medlem var Arkivar, Dr. Theodor
Westrin. Dette Oplag afsluttedes 1899 med
to Supplementsbind og Værket indeholdt da
over 100000 Opslagsord til Artikler, forfattet af
over 500 Medarbejdere, bl. hvilke en Række
kendte Fagmænd. 1902 startede »N. F.’s
Aktiebolag« med Opgave at udgive et nyt, revideret
Oplag, og Maj 1903 udkom dets første Hæfte.
Dette 2. Opl. med de fleste Artikler
omarbejdede af Landets mest betydende Specialister og
med Tusinder af ny Rubrikker, har ogsaa for
største Delen staaet under Dr. Westrin’s
kyndige og kloge Ledelse. Det er nu afsluttet med
Bd 34, men umiddelbart fortsat af en
Supplementrække, der April 1924 er naaet til Bogstavet
H. Desuden er et 1. Bd af et tiltænkt 3. Opl. udg.
1923. N. F., hvis Omfang kam maale isig med de
mest kendte tyske og fr. Encyklopædier, er
rigt illustreret, og for dets Artiklers
Nøjagtighed og gennemgaaende høje Kvalitet borger
den Række kendte Videnskabsmænd, som det
regner som Medarbejdere.
G. C.
nordisk Filologi kaldes den Videnskab, der
paa hist. Maade behandler Nordens Sprog og
de deri overleverede Aandsværker. Faste
Grænser for dens Omraade lader sig ikke trække,
lige saa lidt som for de andre Grene af
Filologien (se klassisk Filologi), idet den
paa mange Maader har Berøringspunkter med
andre Videnskaber som nordisk Arkæologi og
alm. Historie, Retshistorie, Mytologi og
Folkemindeforskning, germansk og indoeuropæisk
Sprogvidenskab m. fl. Som selvstændig
Videnskab dyrkes n. F. næsten kun i Norden, medens
den i andre Lande som oftest behandles som
et Led af den germanske Filologi; dog er der
givet betydelige Bidrag til n. F. ogsaa af
ikke-nordiske, især tyske Videnskabsmænd.
I Norden fremtræder n. F. i sit fulde
Omfang og med sit eget Særpræg først i 19. Aarh.,
om end enkelte Lærde i tidligere Aarh.,
saasom Danskerne Ole Worm og
Høysgaard, Islændlerne Arngrímur
Jónsson og Árni Magnússon og især
Svenskeren Ihre kan betragtes som dens
Forløbere. Navnet n. F. findes næppe brugt før
1850; endnu 1841 udtalte N. M. Petersen, at
det var »paa Tiden« at anerkende andre
Filologier end den klassiske; de første akademiske
Lærerpladser i n. F. oprettedes (ved Kbhvn’s
Univ.) 1863. Et eget Tidsskrift »Arkiv f. n. F.«
fik den n. F. først 1883. Som den n. F.’s egl.
Grundlægger maa Rasmus Rask nævnes,
idet hans hist. Behandling af Nordens Sprog
baade i deres indbyrdes Forhold og i Forhold
til de andre indoeuropæiske Sprog har givet
Stødet til den metodiske nordiske
Sprogforskning baade i og uden for Norden (J. Grimm).
I nær Tilslutning til Rask skrev N. M.
Petersen den første samlede Fremstilling af de
nordiske Sprogs Historie (1829—30).
Medens der for Enkelthedernes Vedk.
henvises til vedk. Specialartikler, skal her gives
nogle Hovedpunkter af n. F.’s Udvikling fra
Rask’s og N. M. Petersen’s Dage til Nutiden.
For Slægten i Beg. af 19. Aarh. stod Islandsk
i alt væsentligt som det Grundsprog, ud fra
hvilket man forklarede de andre nordiske
Sprog. En rigtigere Sprogbetragtning er man
efterhaanden naaet til ved et grundigere
Studium (Sv. Egilsson, K. Gíslason,
Lyngby m. fl.) af de ældste norsk-islandske
Sprogmindesmærker: de ældste Digte og
Haandskrifterne fra omtr. 1200, som viser, at meget
af det, man forhen havde betragtet som opr.
»oldnordisk«, var senere, særlig isl.
Sprogformer. Grammatiske Fremstillinger af det
oldnorsk-islandske Litteratursprog er især givet
af Wimmer og Noreen (Lyd- og
Bøjningslære) og M. Nygaard (Syntaks);
Ordbøger er skrevne bl. a. af Sv. Egilsson
(Lexikon poeticum, 2. Udgave ved Finnur
Jónsson), Cleasby & Vigfússon og
Fritzner; en fuldstændig Fortegnelse over
Ordforraadet i de ældste isl. Haandskrifter er
givet af Ludvig Larsson.
Et sproghistorisk Syn, der naaede længere
tilbage end til »oldnordisk«, fik man ved det af
Bugge og Wimmer grundlagte Kendskab
til det ældste Runesprog (»Urnordisk«). Men
ogsaa om Sproget i Tider, hvorfra der ikke
er efterladt os skriftlige Minder, har man
turdet drage Slutninger, især efter at Vilhelm
Thomsen havde undersøgt de nordiske
Laaneord, som i forhistorisk Tid er optagne i
Finsk og Lappisk, og Karl Verner havde
paavist den indoeuropæiske Akcents Indflydelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
