Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mysterier - Mysterier - Mysteriereligioner - mysteriøs - Mysticeti - mystificere - Mystik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indviede og Uindviede, og det med en saadan
Alvor, at der af den forberedende Undervisning,
som gik forud for Indvielsen, udviklede sig en
hel Videnskab, nemlig den kristelige
Kateketik, hvis Lærere bl. a. uddannedes paa den
dertil oprettede Kateketskole i Alexandria. Paa
dette Punkt har de Kristne nærmest taget
Lære af Gnostikernes Praksis. Kirkefædrene
lægger heller ikke Skjul paa dette og kalder,
ligesom Gnostikerne, den kristelige Lære, som
kun meddeltes de Indviede, M. Men ogsaa
Sakramenterne tillagde man tidlig dette Navn,
og i mange Enkeltheder kan man da ogsaa
mærke, at Oldkirkens gudstjenstlige Skikke og
de hellige Handlinger har taget Form under
Paavirkning af M. Først og fremmest gælder
dette om Daaben, der vel i sit Princip maa
anses for stammende fra den Daab, Kristus
selv underlagde sig og anbefalede sine Disciple
at udøve, men som baade af de Kristne selv
betegnedes med Udtryk, der var laante fra
Gnostikere og M. (nemlig fotismos, Lysdaab,
sfragis, Segl, hvilket var M.’s særlig gængse
Udtryk for Indvielsen), og som navnlig i sine
enkelte Skikke: Neddykkelsen, den hvide
Daabsdragt, Salvingen, røber, at de Kristne, hvad
disse ydre Former angaar, er gaaede ind i en
foreliggende Tradition. Fuldt Indpas fik denne
sidste dog først, da Kirken i sin tidlige
katolske Skikkelse udviklede en rigere Kultus;
og det meste af, hvad Reformatorerne udskilte
af Gudstjenesten, har i Virkeligheden været
saadanne Laan fra M. I Middelalderen forstod
man ved M. i Reglen kun 2)
Mysterie-Skuespillene, der ogsaa stammer fra de
antikke M., nemlig fra deres dramatiske Del
(epopsia). De opførtes især i Tyskland, i
fromme Øjemed, navnlig som Passionsskuespil, for
at illustrere den hellige Historie (saaledes
endnu i Oberammergau) og har haft stor Bet. for
Dramaets Udvikling (se i øvrigt nedenstaaende
Art.). (Litt.: Om Ordet Mysterion, se H. v.
Soden, »Zeitschr. N. T. Wiss..«, XII [1911, S,
188—227]; G. Anrich, »Das antike
Mysterienwesen in seinem Einfluss auf das Christenthum«
[Göttingen 1894]; S. Cheetham, The
Mysteries, pagan and Christian [London 1897]; G.
Wobbermin, »Relig.-gesch. Studien zur
Frage der Beeinflussung des Urchristenthums
durch das antike Mysterienwesen« [Berlin
1896]; A. Dieterich, »Eine Mithraslithurgie«
[Leipzig 1910]; R. Reitzenstein, »Die
hellenistischen Mysterienreligionen« [Leipzig 1910];
C. Clemen, »Der Einfluss der
Mysterienreligionen auf das älteste Christenthum« [Giessen
1913]; H. A. A. Kennedy, St. Paul and the
Mystery-Religions [London 1913]).
Edv. L.
Mysterier, gejstlige Forestillinger i
Middelalderen, udviklede gennem kirkelige Fester
ved Jul og Paaske, hvor Jesu Lidelseshistorie
fremstilledes i Kirkerne af Gejstlige.
Efterhaanden som Pragten og Omfanget steg, frigjordes
Fremstillingen og flyttedes fra Kirkerne ud til
offentlige Pladser. Benævnelsen M. stammer fra
Latin: Ministerium sacrum, hellig Handling. Et
saadant Passionsspil krævede fl. Hundrede
Personer og udførtes da delvis af professionelle
Skuespillere. Derved maatte ogsaa det latinske
Sprog vige, og Opførelsen blev en Folkefest.
Det sceniske Maskineri var allerede tidlig ret
udviklet. Scenen var inddelt i mindre
Afdelinger, ikke i Etager, som man tidligere har ment.
I Baggrunden var en lille Forhøjning, Himlen,
fra hvilken smaa Trapper førte ned til de
forsk. Afdelinger. Helt foran saas Helvede som
et aabent Svælg, der kunde lukkes op og i.
Alle Skuespillerne (der optraadte kun Mænd,
selv i Jomfru Maria’s Rolle) var paa Scenen
under hele Opførelsen. Skulde Personerne
rejse, gik de fra den ene Afdeling til den anden.
M. affattedes af en Gejstlig, der stod under
Kirkens Censur.
Det store Publikum, til hvilket M. henvendte
sig, krævede imidlertid andet end blot
Opbyggelse, og man blandede da Morskaben ind i
Fremstillingen ved komiske Roller: Narren,
Kvaksalveren, Djævelen. I Frankrig udviklede
der sig heraf særskilte Djævledramaer
(diableries). Et M. paa Dansk har vi i Chr. Hansen’s
rimeligvis fra Latin oversatte Dorotheæ
Comedie fra første Halvdel af 16. Aarh. (Litt.:
Kr. Nyrop, »En Teaterforestilling i
Middelalderen« [Studier fra Sprog- og
Oldtidsforskning, IX, Kbhvn 1892]; Karl Mantzius,
»Skuespilkunstens Historie«, 2. Bd [Kbhvn 1899];
H. Alt, »Theater und Kirche« [Berlin 1846];
W. Creizenach, »Gesch. des neueren
Dramas«, I [Halle 1893]; L. Petit de
Julleville, Hist. du théatre en France. Les
Mystères [1—2, Park 1880]).
P. L-n.
Mysteriereligioner, se Mysterier.
mysteriøs (gr.), hemmelighedsfuld,
gaadefuld, dunkel.
Mysticeti eller Mystacoceti, d. s. s.
Bardehvaler.
mystificere (fr.), føre bag Lyset, holde for
Nar. Mystifikation, den Handling at m.
Mystik, mystisk (af gr. mystikos, indviet
lønlig) er Betegnelsen for en filos.
Aandsretning og ofte tillige en religiøs Adfærd, ved
hvilken man søger en umiddelbar Erkendelse
af det højeste (ell. religiøst: en umiddelbar
Forbindelse med Guddommen). Den vrager
altsaa dels den sædvanlige Tænknings
videnskabelige (ɔ: metodisk-logiske) Fremgangsmaade
og erstatter Forskning med Grublen, dels
vil den ogsaa afløse den gængse Religiøsitets
Tro paa Gud og Tillid til Gud med en
umiddelbar Vished om Gud og Opgaaen i Gud. M.
gaar m. a. O. ud fra, at der bestaar en
Væsensenhed mellem Naturen og Mennesket og
Mennesket og Gud, og at man derfor ved at vende
Tanken indad mod sig selv vil erkende baade
Naturen og Gud.
Som religiøst Princip findes M. allerede i
primitive Former, f. Eks. i Shamanismen. En
virkelig M. driver de ind. Brahmaner ved den
asketiske Selvfordybelse, der bl. a. affødte den
ind. Filosofi. Dennes Maal var i egl. Forstand
mystisk, idet den tilsigtede en Gudserkendelse,
der førte til umiddelbar Enhed med Guddommen
(Atman). Til de ældste mystiske Systemer
hører ogsaa Kineseren Lao-tse’s, hvis
Grundbegreb tao var en upersonlig Gudsaand, der
skulde dyrkes ved, at Menneskeaanden optog
den i sig og formede sig efter den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
