Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - matrimonium - matrona - Matronalia - Matrone - Matros - matruelis - Matschin - Matschtet, Grigorij Aleksandrovitsch - Matsujama - Matsuje - Matsukata
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
matrimonium (lat.) er den alm.
romerretlige Betegnelse for Ægteskab. Justum m. (»ret
Ægteskab«), justæ nuptiæ betegner i romersk
Retssprog det efter jus civile fuldgyldige
Ægteskab, som forudsatte, at begge Ægtefæller havde
connubium. Retsvirkningerne var navnlig, at
Børnene fulgte Faderens Retsstilling og blev
underkastet hans Husfadermyndighed (patria
potestas). I den ældste rom. Ret kendtes intet
fuldgyldigt Ægteskab uden manus mariti.
Hustruen underkastedes ved Ægteskabets Stiftelse
Mandens Husherremyndighed og indtraadte
derved i dennes »agnatiske« Familie, d. v. s.
var formelt — saavel personligt som
formueretligt — stillet som Husets Børn (mater
familias). Allerede tidlig anerkendtes imidlertid et
justum m. uden Manusforhold, det saakaldte
»frie« Ægteskab, m. liberum, der efterhaanden
helt fortrængte det gl. Manusægteskab.
Hustruen blev i sin egen »agnatiske« Familie og
bevarede sin hidtidige Retsstilling, Ægteskabet
havde lige saa lidt nogen Indflydelse paa
hendes personlige Retsstilling som paa hendes
formueretlige Forhold. — Det gammelromerske
Ægteskab med Manus stiftedes ved det sakrale
patriciske confarreatio, ved de to borgerlige
Former, coemptio og usus. Ved coemptio stiftedes
manus ved en fingeret mancipatio og ved usus
(Hævd) ved et Aars Samliv under visse
subjektive og objektive Betingelser. Det frie
Ægteskab stiftedes formløst (solo consensu).
Den klassiske romerretlige Definition af
Ægteskabet er givet af Juristen Modestinus: Et
Ægteskab er en Forbindelse mellem Mand og Kvinde,
en Forening for hele Livet (consortium omnis
vitæ), et Fællesskab i guddommelig og
menneskelig Ret (divini et humani juris communicatio).
I Rom i det 3. Aarh. e. Kr. var Adgangen til
Skilsmisse imidlertid yderst lemfældig. Det var
end ikke en Betingelse for Ægteskabets
Bestaaen, at Mand og Hustru levede sammen. Og
det frie Ægteskab, der den Gang var Reglen,
medførte hverken et religiøst ell. et økonomisk
Fællesskab. I de justinianske Institutioner er
da ogsaa Bestemmelsen af Ægteskabet som et
Retsfællesskab slettet. Den klassiske Definition,
hvortil tilsvarende Vendinger allerede findes
hos Cicero (una domus omnia communia), var
aabenbart kun en Reminiscens om visse, i
ældgammel Tid fastslaaede, senere under gr.
Indflydelse (Xenophon, Aristoteles) filosofisk
formede Begrebsbestemmelser, der var blevne
staaende, efter at de forlængst havde mistet
deres opr. Bet.
C. W. W.
matrona (lat.), Matrone, var i det antikke
Rom Betegnelsen for den ærbare gifte Kvinde.
De var Genstand for en særegen Ærefrygt. De
alene var berettigede til at bære den lange
Klædning stola og over den palla.
H. H. R.
Matronalia (lat., afledet af matrona, »gift
Kvinde«), Husmødrenes Fest, fejredes i
Oldtidens Rom 1. Marts til Ære for Juno Lucina.
Festens Anledning og egl. Bet. var glemte i den
hist. Tid; derimod haves forsk. Efterretninger
om de brugelige Festskikke, saasom at
Husmoderen modtog Gaver af sin Mand, at hun
opvartede sine Slavinder o. a.
C. B.
Matrone, se matrona.
Matros kaldes en fuldt uddannet menig
Sømand; han har erhvervet sig Kendskab til alt i
et Skib forefaldende praktisk Arbejde, saasom
Takkelagens Vedligeholdelse og Betjening,
Sejlsyning, Lodning, Styring, Sejlads og Roning
med Baade, Betjening af Dampspil o. l. Han
er som Sømand det samme som en Svend i et
Haandværk. De ringere Grader af Besætningen
benævnes Skibsdreng, Ungmand og Letmatros,
I Krigsskibe benævnes den værnepligtige M.
Befaren (s. d.).
C. B-h.
matruelis (lat.), Slægtning paa mødrene Side.
Matschin (Macin), By og Fæstning i det
rum. Dobrudsha, ved Donau, 13 km Ø. f. Braila,
med 4000 Indb. M., der under Verdenskrigen var
et af de sidste faste Støttepunkter i den
russ.-rum. Dobrudsha-Front, blev 4. Jan. 1917
erobret af Bulgarerne.
N. H. J.
Matschtet [’mat∫tit], Grigorij
Aleksandrovitsch, russ. Novellist (1851—1901),
har især vakt Opmærksomhed ved sine
ypperlige Skildringer af Livet i Sibirien. Paa Dansk
foreligger »Fortællinger fra Livet i Sibirien«
(1890) og »Tre Fortællinger« (1891), begge
oversatte af Ivan Schtschelkunov.
(Hlg. P.). H. C-e.
Matsujama [-’dзama], Hovedstad i den jap.
Prov. Ijo paa Øen Shikoku, ved Jernbane
forbunden med sin paa Vestkysten liggende Havn
Mitsu, (1920) 51250 Indbyggere. M. var Residens
for en Daimio, der holdt Hof i en af Rigets
største Borge. I Nærheden Termerne ved Dogo.
Matsuje [’matsudзe], Hovedstad i den jap.
Prov. Izumo, i den sydvestlige Del af Øen
Hondo, ved den østlige Bred af Matsujeumi-Søen.
har Papirfabrikation, Agatsliberi og (1920)
37527 Indb. I Nærheden Smaabyerne Kizuki og
Sada med vidtberømte Shinto-Templer.
M. V.
Matsukata, Masajosji, Marki, jap.
Statsmand, f. 1835 i Kagoshima, Søn af en Samurai
af Satsuma-Klanen. Tidlig klar over
Nødvendigheden af en Nyorientering i Japans
Statsstyre støttede han Statsomvæltningen 1868 og
blev derefter Guvernør i Prov. Tosa. Kendt for
sin Kyndighed i Finanssager blev han 1874
Vicefinansminister, 1881 Finansminister. Tillige var
han 1876 Generaldirektør for Industrikamrene,
1878 Præsident for den jap. Afdeling af
Verdensudstillingen i Paris og 1880—81
Indenrigsminister. Efter Satsumaklanens Oprør 1877—78
var Landets Finanser stærkt rystede og en
Nationalbankerot syntes uundgaaelig. M.
standsede den overdrevne Udstedelse af Seddelpenge,
forøgede Regeringens Beholdning af Metalmønt
og gennemførte Grundlæggelsen af en
Nationalbank Nippon Ginko (1882). Samtidig omlagde
han hele Statens Finansvæsen og gennemførte
den strengeste Økonomi i de forsk. Grene af
Forvaltningen; Halvdelen af det derved vundne
Overskud anvendtes til Indløsning af
Seddelpenge. For at forøge Statsindtægterne gjorde
ban Staten delagtig i Eksporten af Ris o. a.
Produkter og skaffede derved fremmed Mønt
til Landet. Ved disse energiske
Foranstaltninger bragtes Landet ud af det finansielle Uføre.
Kursen paa jap. Sedler udlignedes, og fra Beg.
af 1896 kunde Staten genoptage Udbetalinger i
rede Penge. Til Løn for sine Fortjenester
udnævntes M. 1884 til Greve. Finanserne vedblev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
