Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martensen, Hans Lassen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Teologien, hvorfor han dedicerede det sit Skr.
»Mester Eckart«, der egl. var skrevet som Afh.
for Doktorgraden ved Kbhvn’s Univ. 1845 blev
M. udnævnt til Hofprædikant. Det var
Mynster, der raadede M. til at optræde som en
Ordets Forkynder ved Siden af Lærergerningen
paa Univ., og M. kom ogsaa til at føle megen
Tilfredshed i sin ny Gerning. Mynster
ordinerede ham, og Grundtvig kom til ham nogle
Dage efter Ordinationen for at lykønske ham,
et Besøg, hvorover M. følte sig meget rørt, saa
at han had om Grundtvig’s Velsignelse, der
ogsaa blev givet ham. Embedet som
Hofprædikant hjalp i øvrigt M. i økonomisk Henseende.
Hans Professorgage vilde ikke slaa til, og han
havde endog villet søge bort fra Univ., hvis
Kong Christian VIII ikke havde lagt sig
imellem og først direkte understøttet ham og
derefter udnævnt ham til Hofprædikant. M. kom
nu i nær Berøring med Kongehuset, baade med
Christian VIII og Caroline Amalie og med
Enkedronningen Marie Sofie Frederikke, men
allerede 1848 døde Kongen, og under de
kommende urolige Forhold i politisk og religiøs
Henseende stod M. nærmest iagttagende,
betænkelig over for det pludselige Omsving, men
dog med klart Blik for de sociale Brøst under
den gl. Ordning og med varm Interesse for
Kirkens Vel. Han var imidlertid i denne Tid
stærkt optaget af at arbejde paa sin Dogmatik,
som udkom 1849. Den vakte en stor Opsigt,
ikke alene i Danmark, hvor den er kommet i
5 Oplag, men i hele den protestantiske
Kirkeafdeling, navnlig i Tyskland, hvor den har
oplevet 6 Oplag. Ja selv uden for den
protestantiske Kirke har man lagt Mærke til den;
i Athen, altsaa inden for den gr. Kirke, har
man holdt Forelæsninger over den. Prof.
Rasmus Nielsen opponerede dog i Danmark skarpt
mod Bogen, og ogsaa S. Kierkegaard var
ganske imod hele den M.’ske Teologi.
Paa denne Tid blev Embedet som
Generalsuperintendent ell. Biskop i Slesvig vakant, og
fra mange Sider rettede man Opfordring til
M., som i et Sendebrev ved Krigens Beg. havde
mindet den slesvigholstenske Gejstlighed om
dens Embedspligt, og som jo var født
Sønderjyde, om at søge det. M. lod sig overtale, og
Ordinationsdagen blev bestemt. Men en Nat
umiddelbart før Indvielsen blev M. grebet af
en stærk Anfægtelse, han mente ikke at være
Forholdene voksen, og om Morgenen skrev han
til Ministeren, at han ikke kunde tiltræde
Embedet. Han fortrød heller ikke senere sin
Handling; de slesvigske Forhold udviklede sig ikke
efter hans Ønske. Saa døde Mynster 1854.
Derved blev en ny Bispestol ledig, og fra kirkelig
Side nævnede man straks M. som rette
Arvtager. Men af politiske Grunde var der fra
anden Side mest Stemning for H. N. Clausen,
og Frederik VII holdt bestemt paa ham.
Ministeriet erklærede sig imidlertid for M. og gjorde
et Kabinetsspørgsmaal ud deraf, saa Kongen
maatte give efter. Forholdet mellem Kongen
og M. som Biskop blev dog ganske godt, om
end ikke særlig varmt, men heri havde M. selv
delvis Skyld, da han stadig holdt sig fjernt
fra Grevinde Danner. S. A. som M. blev Biskop,
kom S. Kierkegaards voldsomme Angreb paa
ham, fordi han i en Prædiken havde henregnet
Mynster bl. de kristelige Sandhedsvidner. M.
svarede i »Berlingske Tidende« een Gang og
afholdt sig derefter fra al Polemik, ogsaa da
»Øjeblikkene« udkom. Derimod kastede han sig
med stor Iver over sine kirkelige Opgaver, og
under hans Bispestyrelse blev bl. a. Roskilde
Konvents Salmebog og Balslev’s Lærebog
indførte. M. arbejdede ogsaa meget for Indførelsen
af en Kirkeforfatning, 1863 udgav han
fremdeles »Til Forsvar mod den saakaldte
Grundtvigianisme« over for Grundtvig’s stærke
Fremhæven af »det lille Ord af Herrens Mund«,
nemlig den apostolske Trosbekendelse. Dette
Lejlighedsskrift vakte stor Opsigt, og det er i
Virkeligheden den klassiske Gendrivelse af alt,
hvad der hedder Grundtvigianisme. Men det
førte selvfølgelig til et afgørende Brud mellem
M. og Grundtvig. 1865 døde Paulli, og hans
Embede som kgl. Konfessionarius blev da
overdraget M. 1867 udkom »Om Tro og Viden«,
rettet mod Rasmus Nielsen. M. var nu begyndt
at blive en gl Mand, men hans Aandskraft holdt
sig usvækket næsten til det sidste, og i hans
Alderdom produceredes fl. af hans betydeligste
Værker, først og fremmest hans »Den kristelige
Ethik«, hvis »almindelige« Del udkom 1871, og
hvis »specielle« Del udkom 1878, et Værk, der
ligesom Dogmatikken trods sin Størrelse har
opnaaet fl. Oplag saavel i Danmark som i
Tyskland, og som baade Teologer og Lægfolk,
baade Mænd og Kvinder, har læst med rigt
aandeligt Udbytte. Ind imellem Etikkens to
Dele udgav han 1874 det fortrinlige Skrift
»Katholicisme og Protestantisme«, fremkaldt
ved Vatikanerkoncilets Fastslaaen af Pavens
Ufejlbarhed. M. var i det hele — som man
ogsaa ser af hans Breve til Dorner — i sine
sidste Aar stærkt optaget af Jesuitismens
Fremgang, og under et Besøg i München 1876 havde
han en lang Samtale med Gammelkatolikken
Döllinger. 15. Apr. 1879 fejrede M. sit 25 Aars
Bispejubilæum, og der blev ved den Lejlighed
vist ham en enestaaende Opmærksomhed fra
alle Sider, bl. a. blev der overrakt ham en, stor
Pengesum, som senere skulde anvendes til et
Legat med hans Navn. Endnu to betydningsfulde
Værker naaede M. at faa udgivet, »Jacob
Böhme« (1881) og hans interessante »Af mit
Levned«, (første Afdeling 1882, anden 1883), i
hvilket sidste Skrift han tillige faar Lejlighed til
at anstille en Række Betragtninger over sin
Samtids Teologi og kirkelige og politiske
Forhold. Han søgte nu Afsked fra Bispeembedet
og fik den bevilget fra 15. Apr. 1884, 30 Aars
Dagen for hans Tiltræden, men allerede 3.
Febr døde han. — En Buste af ham er rejst
paa Pladsen mellem Frue Kirke og Univ.
M. var som Menneske en sjælden helstøbt
og harmonisk Personlighed, og han har haft en
stor Indflydelse baade paa enkelte Personer og
paa den danske Kirke som Helhed. Han sad
inde med omfattende Kundskaber ogsaa uden
for det teol. Omraade, og navnlig for Filosofi
og Æstetik nærede han en varm Interesse;
men alt forstod han at sætte i Relation til
Kristendommen, ja han gik maaske endda ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
