Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mariupol - Marius, Gajus - Marius, Simon - Máriusaga - Mariut - Marivaux, Pierre Charlet de Chamblain de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Omegn til Opholdssted. Fraregnet nogle faa
Jeder er Befolkningen endnu gr.
N. H. J.
Marius, Gajus. rom. Hærfører og
Statsmand, f. 155, d. 86 f. Kr. Han stammede fra en
Ridderfamilie i Arpinum i Latium. I sin
Ungdom udmærkede han sig under Felttoget i
Spanien mod Numantia; senere var han Tribun
(119) og Prætor (114) og derefter Proprætor i
Spanien. Under den jugurthinske Krig blev
han Legat hos Feltherren Metellus, men afbrød
denne Virksomhed, da han rejste til Rom for
at søge Konsulatet. Metellus skal have spottet
ham, fordi han, hvis Forfædre ikke havde
beklædt Statens højeste Embeder, stilede saa højt,
og M. rettede til Gengæld i Rom heftige Angreb
imod hele Adelspartiets og Senatets Regimente
og mod Metellus’ Krigsførelse i Numidien. Hans
Tale vandt Bifald hos Folket, som valgte ham
til Konsul for 107 og bestemte, at han skulde
tage Kommandoen i Numidien i Metellus’ St.
Dette skete ogsaa, og det lykkedes M. at føre
Krigen til Ende (105), efter at rigtignok
Metellus ved sine tidligere Sejre i væsentlig Grad
havde lettet Opgaven for ham. Jugurtha blev
udleveret af sin Svigerfader Bocchus, hos hvem
han havde søgt Tilflugt, og førtes med i M.’s
Triumftog. Men M. havde ved sin Optræden
skaffet sig Adelspartiets forbitrede Fjendskab,
og man lod ham høre, at Metellus i
Virkeligheden »havde de største Fortjenester af
Jugurthas Overvindelse, ligesom han maatte finde sig
i at dele Æren for Jugurthas Udlevering med sin
Kvæstor Sulla, der væsentlig havde udvirket
den. Imidlertid skaffede Cimbrernes og
Teutonernes truende Indfald M. en ny Lejlighed til
at vinde Hæder. Folket, der i ham saa den
eneste, som kunde redde Rom fra Undergang,
valgte ham 5 Aar i Træk (104—100) til Konsul.
Han rykkede da ud imod Barbarerne, og efter
at have genoprettet den forfaldne Krigstugt slog
han først Teutonerne ved Aquæ Sextiæ (102)
og dernæst i Forbindelse med Lutatras Catulus
Cimbrerne ved Vercellæ (101). Hans
Popularitet steg derved i en uhyre Grad. Under disse
Felttog havde M. indført en Reform i det rom.
Hærvæsen. Han udskrev for en stor Del
Soldater bl. de fattigste Borgere og bidrog derved
til at skabe en egen Soldaterstand, hvilket blev
af overordentlig stor Bet. for Roms senere
Udvikling. M. søgte nu at skaffe sig en ledende
Stilling inden for Folkepartiet, men viste sig
derved som en lidet behændig Politiker. Han
indlod sig først med de yderliggaaende
Demokrater, Saturninus og Glaucia, som fik vedtaget
Love om Uddeling af Jord til de fattige
Borgere og Soldaterne, men var ikke i Stand til
fuldt ud at følge dem. De velhavende Borgere
sluttede sig nærmere til Senatspartiet, og da
Folkelederne foranstaltede større Uroligheder,
blev M. selv i Egenskab af Konsul nødt til med
Vaaben at bringe Orden til Veje. Han kom
derved i en saa skæv Stilling, at han for en Tid
blev nødt til helt at trække sig tilbage fra det
offentlige Liv. Først ved Udbrudet af
Forbundsfællekrigen (90) traadte han atter frem, idet
han som de fleste andre dygtige Officerer fik
en Kommando i Hæren mod de frafaldne
Italere. Dog udrettede han ikke store Bedrifter
i denne Krig. Da Krigen var endt, optraadte M.
igen paa den politiske Skueplads. Da Sulla
havde forladt Rom i Spidsen for en Hær for at
rykke i Felten mod Mithradates, gennemførte
Tribunen Sulpicius en Lov om, at M. i hans St.
skulde have Overanførselen. Men Sulla vendte
straks om med Hæren, besatte Rom og tvang
M. til at flygte (88). M. begav sig til Afrika,
hvor han opholdt sig indtil det flg. Aar. Efter
at Sulla dernæst var draget af St. paa ny og
var gaaet over til Grækenland med Hæren,
rejste Folkepartiet sig igen i Rom under
Ledelse af Cinna, og M. vendte tilbage fra
Landflygtigheden. De bemægtigede sig let Rom, hvor
de anrettede et stort Blodbad paa Adelspartiets
betydeligste Mænd (87). M., som havde været
Hovedmanden for dette, valgtes til Konsul for
86. Det var 7. Gang, han blev Konsul, hvilket
ingen anden Romer havde opnaaet. Men kort
efter at han havde tiltraadt Konsulatet, døde
han. Han besad utvivlsomt en stor milit.
Begavelse, men var som Statsmand lidet
betydelig. Den stærke Modstand, som han havde mødt
fra Adelspartiet, der foragtede ham som en
Parvenu og som en Mand med ringe Dannelse,
havde vakt hans Forbitrelse i den Grad, at han
ikke skyede de voldsomste Midler for at faa
Hævn over sine Modstandere. Men som den,
der i en farlig Stund havde frelst Staten fra
Undergang, var han stadig Genstand for stor
Beundring, især i Folkets brede Lag, og hans
Krigsbedrifter vedblev længe at kaste Glans
over hans Navn. — Hans Søn af s. N. optraadte
senere som en af Folkepartiets Ledere og var,
skønt ganske ung, Konsul 82. Men da
Borgerkrigen udbrød efter Sullas Tilbagekomst, blev
han slaaet af denne ved Sacriportus og maatte
indeslutte sig i Præneste, hvor han snart efter
maatte overgive sig, hvorefter han dræbte sig
selv (82).
H. H. R.
Marius [’ma.rios] (egl. Mayr), Simon,
(1570—1624), studerede 1601 i Prag Astronomi
under Brahe og Kepler, derpaa i Padova
Medicin og var fra 1604 Hofastronom i Ansbach. M.
var en af de første og ivrigste Iagttagere af
Himmelen med Kikkert; han saa 8. Jan. 1610
alle 4 Jupiterdrabanter, som han kaldte Sidera
Brandenburgica (7. Jan. 1610 havde Galilei kun
set de 3, nemlig I, III og IV), og er saaledes
Opdager af Drabanten II (Oudemans &
Bosscha: »Galiléi et Marius«, Haarlem 1903). 15.
Decbr 1612 fandt M. Andromeda-Taagen, der
rigtignok var kendt allerede af Araberne, men
M. gør i sit Arbejde Mundus Jovialus
(Nürnberg 1614) (overs. paa Engelsk af Prickard i
Observatory XXXIX 1916) heller ikke noget
Krav paa at have opdaget denne for det blotte
Øje synlige Stjernetaage.
J. Fr. S.
Máriusaga [’ma.ri.u’saga], en Saga om
Jomfru Maria, haves paa Islandsk, hvoraf en
Del er oversat efter Evangelium de nativitate
Mariæ. Sagaen er udgiven tillige med den store
Masse af Jærtegn, som findes i forsk. isl.
Haandskrifter, af Unger 1871.
F. J.
Mariut (Marjut), Navn paa et ægyptisk
Landskab S. f. Alexandria, der nu er forbundet
med denne By med en Jernbane. I Oldtiden
kaldtes det Mareotis. I M. udvindes Salt.
V. S.
Marivaux [mari’vo], Pierre Charlet
de Chamblain de, fr. Digter, f. 4. Febr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
