Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnesit - Magnesitgulve - Magnesium - Magnet - Magnetiseringskurve - magnetisk Deklination, Induktion, Inklination, Intensitet, Kraftlinie, Magasin, Meridian, Moment, Ækvator - magnetisk Detektor - magnetisk Kur - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at M. først angribes af Syrer ved Opvarmning.
Farven er hvid, brunlig ell. graa. M.
forekommer hyppig sammen med Serpentin (saaledes
ved Snarum i Norge); den kan ogsaa træffes i
Talkskifer og Lerskifer. Den benyttes jævnlig
til Fremstilling af ren Kulsyre til Brug i
Mineralvandsfabrikker og endvidere til Fremstilling
af Magnesiacement og ildfaste Varer. Det
meste M. kommer fra Østerrig og Grækenland.
(N. V. U.). O. B. B.
Magnesitgulve, se Linotol.
Magnesium, d. s. s. Magnium (s. d.). Om
M.-Forbindelser, se de tilsvarende
Magniumforbindelser.
Magnet, se Magnetisme.
Magnetiseringskurve, se Magnetisme.
magnetisk Deklination, Induktion,
Inklination, Intensitet, Kraftlinie, Magasin,
Meridian, Moment, Ækvator, se
Magnetisme.
magnetisk Detektor benyttedes tidligere
en Del i Radiotelegrafien; dens Virkning beror
paa Jernets magnetiske Hysterese, og dens
Princip er angivet af E. Rutherford. Den
praktiske Udformning skyldes navnlig
Marconi.
P. O. P.
magnetisk Kur, se dyrisk
Magnetisme.
Magnetisme. Visse naturligt forekommende
jernholdige Krystaller, »Magnetsten«, navnlig
Magnetit (se Jernmalme) har den
Egenskab at kunne tiltrække lette Jern- og
Staalstykker; man siger, at de er magnetiske, men
saadanne »naturlige Magneter« har for øvrigt
nu ingen Interesse: deres Form er for
uregelmæssig og deres Virkning for svag til, at de
kan anvendes til videnskabelige Undersøgelser
ell. praktiske Formaal. Man anvender nu
»kunstige Magneter«, der kan fremstilles paa
forskellig Maade og let gives en til Anvendelsen
passende Form og Styrke.
M.-mængde. Coulomb’s Lov. Hænges
en stangformet Staalmagnet op i en Traad,
saa den frit kan dreje sig i en vandret Plan,
vil den indstille sig omtrentlig i Retning
N.—S. Den Ende, der peger mod N., kaldes
Nordenden ell. Nordpolen, den anden Sydenden
ell. Sydpolen. Ved at nærme en anden Magnet
til den bevægelige, finder man, at to Nordpoler
frastøder hinanden, to Sydpoler ligeledes,
medens en Nordpol og en Sydpol tiltrækker
hinanden. Kraften bestemmes ved Coulomb’s
Lov: den er ligefrem proportional med
Produktet af Magnetismemængderne i de to Poler
og omvendt proportional med Afstandens
Kvadrat, K = m1 · m2 / r2. Kraften virker i Retning
af Forbindelseslinien mellem de to Poler; den
er en Frastødning, hvis m1 og m2 har samme
Fortegn, ellers en Tiltrækning; man regner
sædvanlig M. i Magnetens Nordende for
positiv, den i Sydenden for negativ. Coulomb
fandt (1784) Loven ved Snovægtsforsøg,
udførte efter lgn. Princip som de Forsøg, der
førte ham til at opstille den tilsvarende Lov
for Kraften mellem elektriske Ladninger (jfr
Elektrostatik og Snovægt). Coulomb’s
Lov gælder eksakt kun for punktformig
Ladning, der befinder sig i lufttomt Rum. I en
Magnet vil M. imidlertid ikke være samlet i
to diskrete Punkter, men findes dels paa
Yderfladen af de to Ender og dels fordelt i
Magnetens Indre som fri, rumlig M. Ved Magnetens
Poler forstaar man da de Punkter i Magneten,
hvor al denne fri M. kan tænkes samlet,
Nord-M. for sig og Syd-M. for sig, saaledes at
Virkningen udadtil bliver uforandret. Polerne vil
i en Stangmagnet ligge et Stykke inden for
Endefladerne. En Linie gennem de saaledes
definerede Poler kaldes Magnetens
magnetiske Akse, og Produktet af M.-Mængden m
i en af Polerne og Polernes Afstand l kaldes
dens magnetiske Moment: M = m · l.
— Coulomb’s Lov tjener til Definition af
Enheden for M.-Mængde i absolut Maal,
idet en M.-Mængde har Størrelsen 1 abs.
magnetisk Enhed, hvis den frastøder en lige saa
stor M.-Mængde i Afstanden 1 cm med en Kraft
paa 1 Dyn.
Magnetisk Felt. Overalt i Rummet uden
om en Magnet vil der virke magnetiske
Kræfter, d. v. s. Rummet er et magnetisk Felt. Ved
Kraftretningen i et Punkt af Feltet forstaas den
Retning, hvori en Nordpol vil paavirkes af
Magneten, og den bestemmes som Resultant af
de fra Magnetens to Poler hidrørende Kræfter.
Kraftens Størrelse bestemmes ved Coulomb’s
Lov. Ved Feltstyrken H i et Punkt i
Feltet forstaas den mekaniske Kraft, maalt i
Dyn, der vilde virke paa en M.-Mængde 1 abs.
Enhed anbragt i det paagældende Punkt;
Enheden for Feltstyrke kaldes Gauss. En
Kraftlinie er en Kurve i Feltet, saaledes
beliggende, at Kraftretningen altid er Tangent
til Kurven; en fritbevægelig Nordpol (en
saadan kendes dog ikke; se ndf.) vil altsaa under
Magnetens Paavirkning følge en Kraftlinie fra
Magnetens Nordpol ud i Feltet og hen til
Magnetens Sydpol. Et smukt Billede af
Kraftlinieforløbet i Feltet om en Magnet faas ved at
lægge et Stykke hvidt Papir over Magneten,
drysse Jernfilspaaner derpaa og banke let
paa Papiret; Spaanerne vil af Feltet
magnetiseres med en Nordpol i den ene Ende og en
Sydpol i den anden, og ved Bankningen vil de
ordne sig i Rækker efter Kraftlinierne. Fig. 1
viser et saadant Kraftliniebillede om en
Stangmagnet; de indtegnede Pile angiver
Kraftretningen. Det ses, at langt den overvejende
Del af Kraftlinierne udgaar fra og ender i
 |
| Fig. 1. Kraftlinier omkring en Stangmagnet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
