Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vinkel. Hos de mindste Arter er denne Bygning
af Næbbet, navnlig hos de unge Fugle, mindre
udpræget, saa at det kan faa en vis Lighed
med et Duenæb ell. med Ternernes lige og
spidse Næb, medens det overordentlig kraftige
Næb hos de største Arter har noget
rovfugleagtigt ved sig. Farven er udpræget lys, paa
Undersiden altid hvid, medens en Del af
Oversiden, Armsvingfjer og deres Dækfjer samt
Skulderfjerene er mørkere, fra lyst perlegraa
til næsten sorte. Hos en Del ellers ret forsk.
Arter er Hovedet sort, bliver i Vinterdragten
lyst, medens hos talrige andre Arter
Vinterdragten netop antydes ved mørke Striber og
Pletter paa Hovedet. Han og Hun er
ensfarvede, hvorimod de Unges Dragt altid afviger
meget fra de Gamles, er graalig ell. brunlig;
først efter gentagne Fjerskifter, hvorved
Dragten stadig forandres, opnaas efter eet ell. fl
Aars Forløb de Gamles Dragt. Et af de for
Ungedragten almindeligste Mærker er et mørkt
Baand over Halespidsen.
M. er i udpræget Grad Kysternes og
Indvandenes Fugle, medens de fleste Arter skyr
de aabne Have. Næsten altid fl. sammen, ofte i
store Flokke, søger de i og ved Vandet deres
Føde, fanger Fisk i Fersk- ell. Saltvand, idet
de oppe fra Luften styrter sig ned paa Byttet,
følger i Havet Sildestimer ell. flyver efter
Skibene, samler sig flokkevis paa Vandet om et
Aadsel, søger i store Skarer til Fiskerbaadenes
Anløbspladser for at leve af Affaldet ell.
følger paa Land Plovmanden for at tage Orme
og Insekter; ved deres Færd kommer de i saa
nær Berøring med Mennesket, at de for
Kystbeboerne hører til de bedst kendte Fugle,
hvortil ogsaa bidrager deres smukke, let kendelige
Udseende. Selv om de om Dagen færdes ved
Indsøer ell. inde i Fjorde, tilbringer de oftest
Natten ved den aabne Kyst, svømmende paa
Vandet ell. siddende paa Skær, Sandbanker ell.
Isflager. Stemmen er kraftig, høres mest
vedholdende i Parrings- og Yngletiden; Ungerne
lader høre en fin Piben. M. yngler næsten altid
i større ell. mindre Kolonier, ofte fl. Arter
sammen, ell. i Fællesskab med andre Fugle,
paa Holme, Fjeldsletter ell. paa lodrette, oftest
lige ned i Havet gaaende Fjeldsider. Æggene,
2—3 i Tal, af brunlig ell. grønlig Farve med
mørkere Pletter, lægges enten paa det bare
Jordsmon ell. i en ret omhyggelig bygget Rede;
begge Køn ruger, og Ungerne forlader snart
efter Udrugningen Reden, for saa vidt den
ikke ligger paa en Klippevæg. De mades af
de Gamle og følges af dem nogen Tid efter,
at de er flyvefærdige. M.’s Udbredelse
strækker sig omtr. over hele Jordkloden, største
Delen bebor dog de nordlige Lande; naar Isen
hindrer dem i at søge Føde, drager mange
bort om Vinteren, og nordlige Arter træffes da
ved Kysterne langt mod S. Den langt
overvejende Del af M. er samlede i Slægten Larus,
medens nogle faa Arter p. Gr. a. mindre
Forskelligheder regnes at tilhøre nogle andre
Slægter. Til de mest kendte Arter hører:
Svartbag (L. marinus L.) (Sort
Hav-M., Gaase-M., Aale-M.; norsk ogsaa
Hav-M.), den største af alle M., mellem 70 og 80
cm i Længden. Den gl. Fugl er snehvid, kun
med sorte Skulder- og Vingefjer, der dog har
hvide Spidser, som, naar Vingen udfoldes,
danner et hvidt Baand paa dens Bagrand.
Næbbet er gult med en rød Plet ved
Undernæbbets Vinkel, Fødder og Løb blegt rødgraa.
De unge Fugle har paa alle Fjer graabrune
Længde- ell. Tværstreger, der i Afstand giver
dem et mørkegraat Udseende. Svartbagen
yngler i en stor Del af Nordeuropa, i Grønland,
Nordamerika og det nordlige Asien, hvor den
mod Ø. afløses af en nærstaaende Form. I
Norge yngler den alm. langs hele Vestkysten,
hyppigst mod N.; i Danmark er Svartbagen
alm. Sommer og Vinter ved Kysterne, men
yngler næppe. Svartbagen er en kraftig og
statelig Fugl, der delvis lever som Rovfugl.
Den yngler paa Skær ved Kysten eller paa
Fjelde, lægger sine Æg i første Halvdel af Maj,
ofte i streng Frost.
Silde-M. (L. fuscus L.), en Del mindre end
Svartbagen, kun mellem 50 og 60 cm lang,
ellers væsentlig kun adskilt fra den ved, at
Benene er orangegule, yngler noget længere
mod S., særlig i Nordeuropas østlige Del, i
Norge meget alm. paa Øerne langs Kysten, ses
om Vinteren ret jævnlig i Danmark, hvor den
ikke yngler. Det er særlig denne M., der ved
i stort Tal at følge Sildestimerne forkynder
Fiskeren Sildens Ankomst. Æggene lægges paa
Holme ell. Græssletter, ofte i store Kolonier.
Graa-M. (Larus glaucus Brünn.) (Perle-M.,
Stor hvidvinget M., norsk ogsaa
Islandsmaake), en højnordisk Form, næsten
saa stor som Svartbagen, ja undertiden
overgaaende den i Størrelse, er hvid med lys
perlegraa Overside, hvide Svingfjer; Næb og Fødder
som Svartbagen. De yngre Fugle har lyst
brungraa Pletter paa alle Fjer, er undertiden, før
de faar de Gamles Dragt, næsten helt hvide.
Graa-M. bebor Polaregnene, yngler alm. i
Grønland og paa Island, træffes Sommer og Vinter
hyppig i Norge, hvor den ikke yngler, om
Vinteren ikke sjælden i Danmark. I Levevis
ligner den Svartbagen. Mindre og spinklere, men
i Farve fuldstændig lignende Graa-M. er
den som Ynglefugl væsentligst til Grønland
indskrænkede Hvidvingede M. (L.
leucopterus Faber). Den træffes af og til i det
nordlige Norge, sjælden i Danmark.
 |
| Fig. 1. Svartbag (Larus marinus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
