Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lys, Lysteorier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Farver er karakteriserede ved forsk.
Svingningstal; sædvanlig betegner man dem dog ved
Bølgebredden i det tomme Rum (Svingningstal
multipliceret med Bølgebredde er lig
Lyshastigheden), og rødt L. faar da Bølgebredden c.
8 · 10—5 cm, violet c. 4 · 10—5 cm; men den
førstnævnte Karakteriseringsmaade er at
foretrække, dels fordi Bølge bredden varierer fra
Stof til Stof (i et Stof med Brydningsforhold n
er den n Gange mindre end i det tomme Rum),
medens Svingningstallet forbliver konstant, og
dels fordi det er Svingningstallet, som indgaar
i alle de moderne Teorier ang. L.’s Udsendelse
fra Legemernes Atomer og om Spektrenes
Struktur, saaledes som disse Teorier er
udviklede af Danskeren N. Bohr (se
Spektralanalyse). Svingningstallet for rødt L. er c.
4 · 1014 og for violet L. c. 8 · 1014 i Sek. Størst
Vanskelighed voldte Forklaringen paa L.’s
retlinede Gang efter Bølgeteorien, idet man maatte
vente, at Lysbølgerne vilde »bøje om Hjørner«,
ligesom alle andre Bølger, f. Eks. Vandbølger
og Lydbølger, gør det. Allerede Grimaldi
(1613—1663) havde imidlertid opdaget, at saadan
Bøjning virkelig finder Sted, men det var først
Fresnel, der 1818 gav en tilfredsstillende
Forklaring paa Forholdene, idet han gjorde nøje
Rede for de optrædende Interferensfænomener
(se Interferens). Grunden til, at man i
Alm. ikke bemærker denne Bøjning, er, at L.’s
Bølgebredde er saa uhyre lille i Forhold til de
Skyggegivere og de Lysaabninger som f. Eks.
Vinduer og Døre, som man har med at gøre i
Praksis (jfr Bøjning). — Ved de her omtalte
Betragtninger er der ikke gjort spc.
Forudsætninger om Naturen af de Bølger, hvoraf L.
bestaar, og det er da simplest at tænke sig L.
som en Art mekaniske Svingninger i Æteren.
Denne Anskuelse kan imidlertid ikke
opretholdes. 1808 opdagede Malus nemlig, at L. kan
polariseres (se Polarisation), og heraf
følger nødvendigt, at L. maa være
Tværsvingninger. Nu viser den alm. mek. Fysik
imidlertid, at der ikke kan eksistere Tværsvingninger
inde i en Vædske ell. en Luftart, men kun i et
fast Legeme; men man kan ikke ret vel
forestille sig Æteren som et fast Legeme, idet den
jo samtidig maa være saa letbevægelig, at den
ingen Modstand gør mod f. Eks.
Himmellegemernes Bevægelse. Denne Vanskelighed blev
overvundet i den sidste Halvdel af forrige Aarh.
ved Fremsættelsen af den
elektromagnetiske Lysteori. Englænderen C. Maxwell
viste (1873), at den alm. Elektrodynamik havde
som en nødvendig Konsekvens, at der maa
kunne eksistere elektromagnetiske Bølger, som,
hvis de eksisterer, vil brede sig i det tomme
Rum med en Hastighed, som netop er lig L.’s
Hastighed. Ved en elektromagnetisk
Bølgebevægelse findes der i hvert enkelt Punkt i det
Rum, som Bevægelsen passerer, en elektrisk og
en magnetisk Kraft, som staar vinkelret paa
hinanden og vinkelret paa Straaleretningen; de
to Kræfters Styrke og Retning varierer med
en ganske bestemt, regelmæssig Periode; de har
begge samme Fase, er altsaa begge Maksimum
samtidig og begge Nul samtidig. Maxwell
godtgjorde kun den teoretiske Mulighed for
Eksistensen af saadanne Bølger, men 1888 lykkedes
det H. Hertz at frembringe elektromagnetiske
Bølger af en saadan Bølgebredde (66 cm), at
han kunde arbejde med dem i sit
Laboratorium, og han viste da, at de havde lgn.
karakteristiske Egenskaber som Lysbølger: de kunde
tilbagekastes, brydes og polariseres ganske som
L., og de forplantede sig ud i Rummet med
samme Hastighed som L. Nu til Dags antages
det alm., at L. er elektromagnetiske Bølger,
saaledes at L. er Bølger af ganske samme Art
som dem, der anvendes i den traadløse
Telegrafi, og som Røntgenstraalerne, idet
Forskellen blot bestaar i en Forskel i Bølgebredde.
Ud herfra har man kunnet udarbejde det
teoretiske Grundlag for den overvejende Del af de
kendte optiske Fænomener, og navnlig er det
kun ud fra denne Teori muligt at forstaa den
Virkning, som stærke magnetiske og elektriske
Felter har paa Legemernes optiske Egenskaber;
Virkningen af et Magnetfelt blev opdaget af
Hollænderen Zeeman 1896 (se
Zeeman-Effekten), og Virkninger af et elektrisk Felt
af Englænderen Kerr 1875 og Tyskeren Stark
1913 (se Elektrooptik). Ved Forklaringen
heraf samt af hvorledes L. udsendes fra
Legemerne har man dog ikke kunnet nøjes med
den alm. Elektrodynamik, men har maattet tage
Kvanteteorien til Hjælp (s. d.). — Med
Fremsættelsen af den elektromagnetiske
Lysteori er imidlertid Æterspørgsmaalet ikke løst;
ganske vist skal Æteren nu ikke være Bærer
af mekaniske, men derimod af
elektromagnetiske Bølger, men Vanskeligheden ligger nu i
Spørgsmaalet om, hvorvidt Æteren helt ell.
delvis følger med Jorden i dens Bevægelse
gennem Verdensrummet, ell. om Æteren ligger
stille, saa Jorden bevæger sig gennem den uden
at føre den med sig. I sidste Tilfælde maatte
man efter de sædvanlige Love for Hastigheders
Sammensætning vente, at L. i Forhold til Jorden
vilde have større Hastighed, naar Jorden gik
L. i Møde, end naar den gik bort fra Lyskilden;
om end Forskellen kun er yderst ringe, da
Jordens Bevægelseshastighed er saa lille i
Sammenligning med L.’s, saa skulde den dog kunde
maales med fuld Sikkerhed ved
Interferensforsøg. Saadanne Præcisionsforsøg er 1881
anstillede af Michelson og 1887 af Michelson og
Morley, men uden at de kunde iagttage nogen
Hastighedsforskel; disse Forsøg tydede derfor paa,
at Jorden førte Æteren med sig. Men samtidig
tyder Aberrationen afgjort paa, at Jorden ikke
fører Æteren med sig; der er her en
Uoverensstemmelse, som næppe kan siges at være
opklaret endnu (se nærmere herom under
Relativitetsteorien).
L.’s Virkninger er mangeartede og
ganske overordentlig betydningsfulde for hele den
organiske Verden. Den Virkning, som mest
umiddelbart iagttages, er Synsindtrykket, som
L. frembringer paa Øjets Nethinde. Øjet er
imidlertid kun følsomt for elektromagnetiske
Bølger med en Bølgebredde, som i det tomme
Rum ligger mellem 0,4 og 0,8 Tusindedele mm;
Grænserne, som er noget forsk. for de forsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
