Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvanteteori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammen med, at Linierne i den principale Serie
aif Natriumspektret som bekendt er
Dobbeltlinier; for hver Prik i den anden Række i Fig.
3 skulde der egl. have været tegnet to Prikker,
som dog ikke med den benyttede Maalestok
vilde kunne skelnes fra hinanden. Vi skal ikke
gaa ind paa disse Forhold, men nøjes med at
meddele, at Forsøgene i alle Enkeltheder
bekræftede de Anskuelser, man efter K. har om
Emissionen af Liniespektre.
Sammenstød mellem Elektroner
og Atomer. Som omtalt under
Katodestraaler har Franck og Hertz,
Davis og Goucher o. a. udarbejdet Metoder,
hvorved Sammenstød mellem Atomer og
Elektroner af forsk. Hastighed kan undersøges, og
man har herved, navnlig gennem Arbejder af
J. Franck og forsk. Medarbejdere, opnaaet
Resultater, som er af meget stor Bet. for K. Det
har vist sig, at naar et Atom af en enatomig
Luftart ell. Damp rammes af en Elektron, hvis
Hastighed er saa ringe, at Elektronens
kinetiske Energi er mindre end den Energimængde,
som udkræves for at føre Atomet fra dets
normale stationære Tilstand, i hvilken Atomets
Energi har sin mindst mulige Værdi, til den
stationære Tilstand, som svarer til den
næstmindste Værdi af Atomenergien, vil
Sammenstødet være »elastisk«, d. v. s. Elektronen
forlader Atomet uden at have afgivet ell.
modtaget Energi og uden at have frembragt
Blivende Forandringer i Atomet. Er
Elektronhastigheden større, vil Sammenstødet kunne
resultere i, at en af de ydre Elektroner i Atomet
føres ud i en stationær Bane, som ligger
længere fra Kernen end dens normale Bane, og
den stødende Elektron vil da netop have
afgivet saa meget af sin kinetiske Energi, som er
fornødent hertil. Maaler man de stødende
Elektroners Hastigheder før og efter, at de har
passeret Luftarten og lidt Sammenstød med dens
Atomer, vil de Hastighedstab, som
Elektronerne har lidt, give direkte Oplysninger om
Energiforskellene mellem Atomets stationære
Tilstande. Har de stødende Elektroner en kinetisk
Energi, som er større end ell. lig det Arbejde,
som udkræves for at fjerne en Elektron helt
fra Atomet, vil dette kunne ske ved
Sammenstødet; Atomet siges da at ioniseres ved
Elektronstødet. Ved at iagttage, hvor star en
Hastighed Elektronerne maa have for at
frembringe Ionisation af Luftarten, faar man
Oplysning om Størrelsen af Ioniseringsarbejdet ell.
den Fasthed, hvormed den ell. de ydre, løsest
bundne Elektroner er bundet. At den her
givne Tydning af Elektronstødforsøgene er
rigtig, fremgaar af, at man for
Ioniseringsarbejdet og Energiforskellene mellem stationære
Tilstande i alle Tilfælde, hvor disse Størrelser i
Forvejen var kendt, f. Eks. fra
Absorptionsspektret, har fundet Værdier, som udmærket
stemte med de allerede kendte. I enkelte
Tilfælde, f. Eks. for Helium, har de Oplysninger,
som Elektronstødforsøgene har givet, været
overordentlig værdifulde for Spørgsmaalet om
Atomets Bygning, idet de Linier, som udsendes
ell. absorberes ved Overgange til ell. fra den
normale, mest stabile, stationære Tilstand,
ligger saa langt ude i det ultraviolette, at de ikke
var iagttaget ved optiske Metoder. Naar en af
de ydre Elektroner i et Atom ved
Elektronstød er ført ud i en stationær Bane med større
Energi end dens normale Bane, vil den i Alm.
kun bevæge sig der en forholdsvis kort Tid,
hvorefter den søger tilbage til sin normale
Bane under Udsendelse af elektromagnetisk
Straaling. Elektronstødene giver altsaa
Anledning til Lysemission, og forøger man
efterhaanden de stødende Elektroners Hastighed, vil der,
naar ganske bestemte Hastighedsværdier naas,
fremkomme ny Linier i det Spektrum, som
udsendes. Som oftest benytter man den ved
Elektronstødene fremkaldte Straalings lyselektriske
Virkning til Bestemmelse af de
Energimængder, som kan overføres fra en stødende
Elektron til en vis enatomig Luftarts Atom. I
enkelte Tilfælde har man fundet, at et Atom ved
Elektronstød kan føres over i en stationær
Tilstand, hvorfra det ikke uden ydre Paavirkning
kan vende tilbage til Normaltilstanden; en
saadan stationær Tilstand siges at være metastabil.
Saaledes vil Heliumatomer, naar de rammes af
Elektroner, der har en saa stor Hastighed,
som den de opnaar ved at passere et elektrisk
Felt paa 20,5 Volt, som opdaget af J. Franck,
kunne føres over i en metastabil Tilstand. For
at iagttage dette Fænomen maa man anvende
yderst ren Helium, da selv meget smaa
Forureninger af fremmede Luftarter vil bevirke,
at de metastabile Heliumatomer ret hurtigt
efter deres Dannelse omdannes til normale
Heliumatomer under Udsendelse af Straaling.
Opdagelsen af metastabilt Helium har haft stor
Bet. for Spørgsmaalet om Heliumatomets
Opbygning; man har nu saa nøje Kendskab
hertil, at man ved Hjælp af
Korrespondensprincippet kan indse, at Sandsynligheden for en
Overgang fra den metastabile til den normale
Tilstand maa være yderst ringe. Forsøgene
over Sammenstød mellem Elektroner og Atomer
har tydelig vist, at de Love, som er fundet for
alm. Legemers Vekselvirkning, slet ikke har
Gyldighed for Vekselvirkningen mellem
Elektroner og Atomer ell. disse indbyrdes, og
Forsøgene har givet Bohr’s Teori om stationære
Tilstande en meget haandgribelig Bekræftelse.
Røntgenspektre. Et Grundstofs
Buespektrum udsendes, som det fremgaar af det
foregaaende, ved en Proces, hvorved den
yderste ell. sidste Elektron bindes fastere og fastere
i Atomet og til sidst havner i sin normale, mest
stabile stationære Bane. I Modsætning hertil
maa man antage, at Stoffets karakteristiske
Røntgenspektrum (se Røntgenstraaler)
fremkommer ved Processer i Atomets Indre.
De grundlæggende Arbejder over
Røntgenspektre skyldes Moseley, der ganske kort
efter Bohr’s første Arbejde over Atomtbygning
gjorde den overordentlig vigtige Opdagelse, at
Svingningstallet vK for den stærkeste Linie i den
mest kortbølgede, saakaldte K-Gruppe af Linier
varierer yderst regelmæssigt, naar man gaar
fra Stof til Stof i den Rækkefølge, hvori disse
er ordnet i det periodiske System, og at det
samme gælder for den stærkeste Linie i den
saakaldte L-Gruppe. Han fandt, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
