Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samle om sig et Krigerfølge og med dette give
sig ud paa Stridsfærd erkendtes som titulær
K., uagtet han ikke som saadan var »kaaret«
af Folket og derfor heller ikke som den
virkelige K. kunde »opbyde« Folkets værnepligtige
Masse til Udførelse af denne Pligt. Ogsaa paa
Høvdinger af anden og ældre Oprindelse
overførtes til Dels K.’s Titel (f. Eks.
»Heredskonger«, »Fylkeskonger«). Derimod var det
germanske Kongedømme i langt mindre Grad end
det orientalsk-antikke teokratisk farvet. Vistnok
udførte K. Ofringer, og det blev ogsaa blandt
Germanerne alm. at udlede deres Herkomst fra
Guderne. Men som udgaaende af Tingets Valg
ell. i det mindste tiltrængende dets
Anerkendelse og delende sin Magt med dette, kunde de
ikke anses om Udtryk for Gudernes Villie. Først
da en Række germanske Folk havde nedsat sig
paa rom. Grund, kom de i Italien, Frankrig og
Spanien under Indflydelse af Antikkens gennem
Kristendommen formidlede Kongebegreb, og
der opstod herved Forskydninger og
Uforligelser i Retsopfattelsen, der ledede dels til indre
Stridigheder, dels til Magtmisbrug og varige
Overgreb fra K.’s Side. Senere hemmedes en
Tid lang K.’s Begær efter at udøve den antikke
K.’s vilkaarlige Herredømme ved den kat.
Kirkes parallelle Bestræbelser for at gøre sig
Kongemagten underdanig og ved dens i dette
Øjemed formulerede yngre Teori om de to Sværd,
det aandelige og det verdslige, hvilke
begge af Gud var betroede Paven, som igen havde
overdraget K. det verdslige. Først med
Kroningen faar K. Ret til at kalde sig »K. af Guds
Naade«, og i Kroningseden forpligter han sig
til at være Kirkens trofaste Beskytter. Først fra
dette Øjeblik er Kongen i den senere
Middelalders Øjne i Besiddelse af den fulde
Regeringsmyndighed. Ved at unddrage en Konge sin
Kroning kunde Kirken undergrave hans
Autoritet. Men fra 12. og 13. Aarh. af udviklede der
sig under Ledelse af K. som Filip August og
Filip den Smukke af Frankrig og Frederik II
af Tyskland (den norske K. Sverre danner et
mærkeligt Led i den samme Række) en modsat
Opfattelse, ifølge hvilken det verdslige Sværd
var betroet K. umiddelbart af Gud. Denne
Opfattelse blev styrket gennem Studiet af den
romerske Ret, og enkelte kirkelige
Statsretslærere, som Marsilius af Padua og William
Ocoam, tillagde K. en Overhøjhed ogsaa over
Kirken. De flg. Aarh. viser nu den »absolutte« K.
i hans fremadskridende Magtudfoldelse og
Glans, indtil han kulminerer i »Solkongen«
Ludvig XIV, Det saa en Tid lang virkelig ud
til, at den orientalsk-antikke K. ogsaa i den
nyere Historie skulde besejre den germanske.
Det skete dog ej. Rundt om i Europa fandtes
spredte Levninger af den ældgamle
Folkeforsamlingsret, og i nogle Kongeriger, især
England, Sverige, Danmark og Polen havde
Repræsentationen bevaret en betydelig Magt, navnlig
som bevilgende Myndighed. Fra Middelalderen
af havde desuden en Række ital. og tyske
Stæder forstaaet, i Lighed med de oldgræske, for
kortere ell. længere Perioder at hævde et
republikansk Selvstyre, om end til Dels under
nominel Overhøjhed af en ell. anden Fyrste.
Endelig havde Nederlandene, ligeledes i
republikanske Former, løsrevet sig fra K. af
Spanien. Under Indflydelse af disse Momenter trak
det efterhaanden op til en Styrkeprøve mellem
det absolutte og det konstitutionelle
Kongedømme. I Danmark gik K. af med Sejren, i
Sverige (dog efter et halvt Aarh.’s saakaldet
Enevælde) og i Polen Repræsentationen, begge
Steder med skadelige Følger for Landet; i
England førte Striden derimod til et Kompromis,
der blev af indgribende Bet. for den fremtidige
Udvikling, idet den eng. Konstitutionalismes
Hovedgrundsætninger, skønt til Dels fortegnede
og misforstaaede, gennem 18. Aarh.’s fr. Forf.
gjordes til det liberale Europas Fælleseje, for
til sidst som dets Program gennem allehaande
indre og ydre Rystelser foreløbig at anerkendes
som Grundlag for den moderne
Statsorganisation. Revolutionerne i 1917—18 har derimod
overalt haft Kongedømmets Afskaffelse til Maal.
Ligesom hos Germanerne overhovedet synes
ogsaa i det skandinaviske Norden K.’s
første Fremtræden at skyldes Kravet paa et
kraftigt Forsvar, ell. henh. Angreb. De
nordiske Stammer, der tidligst ses styrede af K.,
er Sviarne, Gauterne, Danerne og Jyderne.
Frem af disses indbyrdes Rivalisationer, hvis
Udslag tilhører Sagnhistorien og selv i denne
til Dels kun har afsat sig utydelige Spor, udgik
to Hovedriger, det sv.-gotiske med Kongesæder
i Sigtuna og Upsala, det dansk-jyske med
Kongesæde i Lejre (se Skjoldunger). Senere
Begivenheder synes derpaa atter delvis at have
løsnet disse Rigers Sammenføjninger; men fra
9. Aarh. af konsolideredes de for stedse.
Norge synes derimod i det væsentlige at have staaet
uden for disse Bevægelser, uden for saa vidt
dets sydøstlige Del, Viken, lejlighedsvis lagdes
ind under sv. og især danske K. Efterhaanden
forplantede Konge værdigheden sig, næppe uden
Indvirkning af det ældste Vikingeliv, hvis
Færder Sagnhistorien fortrinsvis henlægger
inden for Nordens egne Grænser, ogsaa til det
sønden- og vestenfjeldske Norge. I det
Throndhjemske slog den derimod først Rod, da
Harald Haarfagre i 2. Halvdel af 9. Aarh.
efterlignende de Forbilleder, samtlige Nabolande
frembød, fra Viken og Oplandene af underlagde sig
det hele Land. Den gl. nordiske K. var for
øvrigt som Statsorgan typisk germansk. Han var
først og fremmest Krigshøvding, og dannede
i denne Egenskab opr. det eneste institutionelle
Forbindelsesled mellem sit Riges forsk.
»Lande«. Derimod tilhørte Lovgivnings- og
Domsmyndigheden Tingene. Vistnok øvede K.
gennem sit Initiativ faktisk betydelig Indflydelse
ogsaa paa Lovenes Udvikling; men selvstændig
Ret til at udfærdige Lovbud, fik han først, efter
som de forsk. offentlige Statsfunktioner
inddroges under hans Besættelses-, Befalings- og
Instruktionsret. Navnlig paa Administrativrettens
Omraade i videste Forstand blev disse
Kongebud til Embedsmændene af grundlæggende Bet.
Ad lgn. Vej, dels ved at tiltage sig Retten til
de højere Dommerstillingers Besættelse, dels
ved som Haandhæver for den almene Fred at
udfærdige Straffebud og Instruktioner for
Dommerstanden, kom K. til sidst ogsaa i Udøvelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
