Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Live gøres han til Dels til Genstand for
Dyrkelse (se Kejserkultus). — I stærk
Modsætning til denne Udviklingsrække, der i det
mindste i væsentlige Punkter støttede sig til
Forholdet udad lige over for andre
Statssamfund, staar en anden, der vokser op indenfra
som Modstand mod Kongedømmets
despotiske Tendenser. I Oldtiden er det dog kun i
meget begrænset Omfang, at saadanne
Bestræbelser lykkes ell. endog blot viser sig i
Overfladen. Vigtigst og mest udbredt var
Bevægelsen i den gr. Verden, hvor i Aarh. før
Perserkrigene efterhaanden overalt (Sparta og
Epeiros undtagne) K. afskaffedes, og Fristater
oprettedes. Eksemplet fulgtes bl. a. af Karthago,
hvis Regeringsform allerede før Aristoteles var
gaaet over fra monarkisk til aristokratisk med
saakaldte K., der valgtes blot for et Aar. Ogsaa
paa ital. Jordbund greb Bevægelsen om sig, og
særlig berømt er Roms Erstattelse (509 f. Kr.)
af K. med to aarlig valgte Konsuler. Her var
det dog mere K.’s Person end den af ham
udøvede Magt og Myndighed, som afskaffedes.
Tværtimod vedblev denne, om end kollegialt
repræsenteret, i Princippet at danne det
sociale Grundlag for den rom. Statsforfatning og
formaaede herigennem at virke
sammenholdende og organiserende paa det efterhaanden saa
overordentlig stærkt voksende Rige. I enkelte
formelle Anvendelser benyttede man endog
fremdeles Benævnelsen K.; saaledes udførtes
visse religiøse Handlinger af en rex sacrorum,
og, hvad der navnlig har principiel Bet., i
Tilfælde af fuld Ledighed i den øverste
Magistratur krævedes en »midlertidig K.« (inter-rex)
for at indsætte en ny Konsul i hans Embede.
Denne konsekvente Fastholden ved
Kongedømmets funktionelle Indhold trods Fjernelsen af
dets ydre Organisation tjener omvendt ogsaa til
at forklare Muligheden af den senere, ved
Kejserne fuldbyrdede Genindførelse af Monarkiet
med Bibehold af de formelle Hovedtræk i den
republikanske Ordning. — Overhovedet viste
Oldtidens Fristater sig ikke i Længden
levedygtige. Navnlig truedes de gr. stadig med den
Skæbne at komme under Beherskelse af en
»Tyran«. Under Romerne sank de ned til
Stadskommuner med indre Selvstyre. Ogsaa det
tidligere af Israelitterne grundede Præstevælde
uden K. maatte af Hensyn til Forsvaret
ombyttes med et Kongedømme, der under hele sin
Bestaaen vaklede mellem Teokrati og Despoti.
Den antikke Kultur gik saaledes til Grunde uden
at have evnet at frembringe institutionel
Ligevægt mellem Konge- og Folkemagt. Heller ikke
skabte den en sikker Valg- ell. henh.
Arvefølgeordning. Uagtet der saa godt som overalt
viste sig Tilbøjelighed til at gøre
Kongeværdigheden i en vis Grad arvelig, krydsedes
Hensynet hertil idelig dels af Folkeforsamlingernes
Krav paa i det mindste formelt at foretage et
Valg (saaledes det rom. Senat under Kejserne),
dels af alle Haande personlige ell. faktiske
Forhold, der gjorde Successionen mere ell. mindre
direkte afhængig af Magtsprog, Hofintriger,
Soldaterrejsninger og Tronrevolutioner.
Den middelalderske K. befinder sig efter
den herskende Lære i en fra den antikke forsk.
Stilling. Hos Germanerne var nemlig
Kongedømmet opr. ikke i Brug, hvorimod
Folkeforsamlingen (Folketinget, i Norden Altinget)
her dannede Statslivets Kerne. Trods Perioder
af Svækkelse vedblev dette Led i
Organisationen i det store Hele at gøre sig effektivt
gældende. Efter som de germaniske Stammer under
den Uro og Fare, som gik forud for og
ledsagede Folkevandringerne, fandt sig
opfordrede til at tage sig K., blev Tinget derfor ikke
alene et virksomt Kontrolmiddel over for K.’s
Magtmisbrug, men i Reglen tillige Udtryk for
en selvstændig, med K. konkurrerende
Myndighed. Under Udviklingens videre Løb fremgik
heraf den statsretlige Ordning i det
»konstitutionelle« Monarki, der er bygget paa en
Fordeling af Statsmagten og dens
Funktioner mellem K. og Nationalforsamling med
Bibehold for den første af selve
Statssuverænitetens Udøvelse.
Tidligst optræder bl. Germanerne
Kongedømmet i Ø. (hos Goterne), senere i V. og N. K.’s
ældste Benævnelse, got. þiudans, oldn. þióðann,
er afledet af Ordet for »Folk« (got. þriuda, oldn.
þiöð), hvorved han altsaa betegnedes som hele
Folkets (Stammens) Hoved, i Modsætning til
Høvdingerne for de snævrere Kredse, hvilke af
Tacitus kaldes principes og hos Germanerne selv
har ført forsk. Navne (som f. Eks. Jarl og
Herse). For K. forekommer ogsaa oldnordisk
dróttinn (af dróit, se ndf.), et Ord, der endnu
er bevaret i »Dronning« (oldn. dróttning).
Yngst, men til sidst alment benyttet, er selve
Benævnelsen »K.« (oldtysk chuning, oldn.
konungr, af kunni, kyn. Slægt, gens), hvis egl.
Bet. er en Mand af høj Byrd, og som fra først
af anvendtes paa ethvert Medlem af
Kongeætten. Herved fremhævedes følgelig en af de
Hovedfordringer, som stilledes til K., nemlig at
han skulde tilhøre en af Folkets ypperste
Ætter, og, efter som en af disse formaaede at
hævde sin Forrang, at K. skulde være af Kongeæt.
Med denne Begrænsning forbeholdt imidlertid
Tinget sig en Valgfrihed, der dog hos de fleste
Stammer indsnævredes til en formel
Anerkendelsesret, udøvet i Form af en Dom, der
tilkendte Efterfølgeren Riget som ham
tilkommende. Kongeværdigheden ansaas m. a. O.
efterhaanden som et Kongeætten privatretlig
tilhørende Retsgode (dens »Odel«, som man i
Norge udtrykte det), og denne Opfattelse ledede
saa igen til, at Riget mangesteds deltes som en
anden Arv. Dog søgte man i saa Fald som
oftest at redde i det mindste dets ideelle Enhed
ved visse Vilkaar af offentligretlig Art,
hvoriblandt ogsaa forekom et virkelig
Samkongedømme. For øvrigt var den germanske K. iflg.
sin Oprindelse i udpræget Grad Høvding i Krig
og i Forbindelse hermed Bevarer af »Freden«
indenlands. I disse Egenskaber samlede han om
sig et »Følge« af gode Stridsmænd, hvilket i
Fred udgjorde hans Hædersvagt, i Krig hans
personlige Værn. Følget (i Norden opr. drótt,
d. e. Skare, senere hirð) dannede tillige en
hensigtsmæssig Forskole for de af K. ansatte
militære og civile Statsembedsmænd. Ogsaa
hændte det og blev i urolige Tider Skik, at
højbaarne Mænd, især af kgl. Herkomst, blot ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
