Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kommune
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stor Udstrækning er bevarede i K.’s Besiddelse,
benyttes de helt eller delvis vederlagsfrit
af K.’s Medlemmer (Eksempler herpaa kendes
navnlig i Frankrig og Schweiz); men de for
Private herigennem erhvervede Indtægter
berører ikke Finansvidenskaben. Skelnes maa der
mellem kommunale Ejendomme, der er
bestemte til at give Udbytte, og saadanne, der tjener
alm. Forvaltnings- ell. offentlige Formaal
(offentlige Gader og Pladser, Broer, Bygninger
bestemte til offentlige Formaal, f. Eks.
Skolebygninger m. m.). I Kbhvn’s K.’s Status for
1920—21 er de faste Ejendomme, der har alm.
økonom. Bet., opførte for en Sum af c. 103 Mill.
Kr, foruden Belysningsvæsenets Ejendomme c.
63 Mill. Kr, medens de Ejendomme, der
tjener offentlige Formaal, er satte til en Værdi
af c. 89 Mill. Kr. Hyppigst griber Staten
stærkt regulerende ind i K.’s Dispositionsret
over deres Domæner, idet Lovgivningen f. Eks.
fastsætter, at ingen kommunal Grund maa
sælges uden Statens Samtykke, og K.’s Skove skal
være underkastede Statens Kontrol ell. ligefrem
drives af Statens Embedsmænd. Dette sidste
er for Eksempel for en stor Del Tilfældet i
Frankrig.
Vigtige Indtægtskilder besidder mange
Bykommuner i store industrielle Foretagender,
som iflg. deres Natur kræver en organisk
Helhedsplan for Anlæg og Drift, som kun fuldt ud
kan sikres ved Monopoler, der da i K.’s
Besiddelse giver bedre Værn mod Misbrug end i et
privat Aktieselskabs Hænder. I første Række
maa man nævne Belysnings- (Gas- og
Elektricitetsværker og Vandværker. Til Fordel for
kommunal Drift kan ogsaa anføres, at disse
Anlæg kan ledes efter en forudlagt Plan, at
de tjener offentlige Formaal (Gaders Belysning,
Brandvæsen m. m.), hvor det altsaa kan være
af Bet., at K. har uindskrænket Raadighed
over samme, at de tager kommunal Ejendom i
Brug (Gadenettet til Vand- og Gasledninger),
samt endelig lægger Beslag paa store Kapitaler,
som K. er i Stand til at laane billigere end
private Selskaber. Men mange større
Bykommuner udstrækker allerede deres Virksomhed
til andre Foretagender af beslægtet Art:
Telefoner, lokale Jernbaner, Sporveje o. s. v.
Nævnes maa ogsaa her kommunale
Arbejderboliger, Logihuse, hvis Oprettelse er fremkaldt ved
den i de store Byer herskende Bolignød.
Navnlig har fl. eng. Storstæder her udøvet en
betydelig Virksomhed, der undertiden staar i
Forbindelse med Ombygning af usunde Bydele.
Ogsaa i Kbhvn er man i de sidste Aar p. Gr. a.
Bolignød kommet ind paa Opførelse af
kommunale Arbejderboliger i ret stor Stil.
Det er imidlertid kun for en ringe Del, at
de kommunale Udgifter i Nutiden kan dækkes
ved Erhvervsindtægter. Ligesom Staten maa K.
hovedsagelig bygge deres Finansøkonomi paa
Gebyrer og Skatter. For disses nærmere
Ordning bliver de kommunale Formaals særegne
Karakter af Bet., og her viser det sig, at K.
langt højere Grad end Staten træder i direkte
Berøring med de enkelte Borgeres økonomiske
Interesser, og at Nytteprincippet derfor i større
Omfang lader sig benytte som Grundlag for
Paaligning af de off. Byrder. Dette har saaledes ført
til en ret udstrakt Anvendelse af Gebyrer, f.
Eks. ved Skolevæsenet, ved Benyttelsen af visse
kommunale Institutioner som justeret Maal og
Vægt, ved Slagtehuse, Kødkontrol,
Renovationsvæsen. Ogsaa paa Begravelses- og
Kirkegaardsvæsenets Omraade spiller Gebyrerne en ikke
uvigtig Rolle. Undertiden opstiller man i
Modsætning til de egl. Gebyrer de saakaldte
Bidrag, som tvangsmæssig opkræves af en Gruppe
Personer, hvem visse Foranstaltninger af lokal
Natur (enkelte Gaders og Pladsers Anlæggelse,
Udvidelse ell. Forskønnelse) fortrinsvis kommer
til gode. Men ved Siden heraf er der en stor
Del af K.’s Virksomhed, som vel ikke tjener
enkelte Personers Interesser, men dog
fortrinsvis kommer bestemte Klasser af Befolkningen
til gode ell. er foraarsaget af dem, hvorfor man
til Dækning af de dermed forbundne Udgifter
bør vælge Skatter, der for en stor Del paalignes
de samme Befolkningsklasser. Mange
kommunale Udgifter er saaledes af særlig Interesse for
Grundejerne og bidrager til at forøge de faste
Ejendommes Værdi (f. Eks.
Samfærdselsmidlernes Udvikling, Ejendommenes Afløbsforhold,
Gadernes Belysning og Vedligeholdelse), og der
kan derfor være god Mening i at lade
Grundejerne som Klasse betragtet bære en Del af de
dermed forbundne Udgifter. Dette kan ske
enten ved alm. Ejendomsskatter ell. ved en
Gnmdværdistigningsskat (se under
Værdistigningsskat). Men ogsaa de
Næringsdrivende kan have særlige Fordele af K.’s
Virksomhed, og i saa Tilfælde kan der efter
Omstændighederne paakræves en Næringsskat.
Her har det Interesse at bemærke, at ved den
Preuss. kommunale Skattelov af 1893 blev
Ejendomsskatterne og Næringsskatten helt overvist
til K.
Men den overvejende Del af K.’s Virksomhed
tjener dog til at opfylde en alm. Samfundspligt
(f. Eks. Skole- og Forsørgelsesvæsen), og til
disse Udgifter bør enhver bidrage, hver efter sin
Evne. Mest ligetil fuldbyrdes Evneprincippet
gennem Indkomstskatten, og denne har derfor
ogsaa sin Berettigelse inden for den
kommunale Husholdning og bør her udformes
væsentlig efter de samme Regler, som gælder for
Statens Indkomstskat, f. Eks. være progressiv, tage
Hensyn til personlige Forpligtelser og til
Indtægtens Art som hidrørende fra Kapital eller
personlig Virksomhed. Naar en Person ikke bor
i sin Erhvervskommune, bør den af Erhvervet
flydende Indtægt deles efter et vist Forhold
mellem denne og Boligkommunen, saaledes som
det ogsaa er gennemført i vor kommunale
Skattelovgivning. Men ogsaa andre Skatter, der
tillader en Udmaaling efter Evnen, passer godt
ind i den kommunale Husholdning, saaledes
visse Luksusskatter, f. Eks. paa Hunde, Heste,
Køretøjer, Automobiler og den dermed efter
sin Art beslægtede Forlystelsesskat, der f. Eks.
i mange tyske Byer er en ren kommunal
Afgift, medens den i Danmark deles efter et vist
Forhold mellem Staten og K. Endvidere maa
paa dette Sted nævnes Huslejeskatten, der,
ved at lade smaa Lejligheder skattefri og
anvende Progression, kan afpasses efter Lejernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
