Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knud Lavard - Knud Henriksøn - Knud Valdemarsøn - Knud Danaast - Knud Prizlavsøn - Knude (se Knob) - Knude (Navn for Ferskvandskvabben) - Knudearve - Knudebrænde - Knudedyb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
utvivlsomt var, at udføre deres Plan, at dræbe K.
Efter gentagne forgæves Forsøg besluttede de
at benytte Lejligheden, da K. var taget nogle
Dage i Besøg hos Knud den Hellige’s Datter
Cæcilia og hendes Mand, Erik Jarl, der boede
i Haraldssted ved Ringsted. De Sammensvorne
lagde sig paa Lur i Skoven ved Haraldssted,
og tidlig om Morgenen 7. Jan. 1131 sendte
Magnus Bud efter K. til en Sammenkomst, som han
allerede tidligere havde anmodet K. om under
Foregivende af, at han agtede sig paa
Pilegrimsfærd; K., der trods Advarsler ikke vilde
mistænke Magnus, tog kun 2 Mænd med sig, og
ved selve Stævnet gik han Magnus alene i
Møde. Efter et kort Ordskifte greb Magnus sit
Sværd; de Sammensvorne brød frem, og inden
K. fik sit Sværd draget, havde Magnus kløvet
hans Hoved. Da Mordet blev kendt, vakte det
stor Forbitrelse og affødte store
Tronstridigheder, idet K.’s yngre Broder, Erik Emune,
rejste Sjællænderne mod Nils og Magnus. K.,
jordedes i Ringsted Klosterkirke, og
Medlidenheden med den uskyldig Myrdede gjorde snart,
som saa ofte i Middelalderen, denne til en
Helgen i Folkets Bevidsthed; der skete Jærtegn
ved Graven, en Kilde sprang frem ved
Drabsstedet, og her rejstes et Kapel (se
Haraldssted). K.’s Helgendom havde fra første Færd
et stærkt politisk Præg, og da hans Søn
Valdemar havde naaet Enekongedømmet, var det
ham selvfølgelig magtpaaliggende at faa sin
Fader kanoniseret. Dette skete 1169, og hans
Ben skrinlagdes højtidelig ved en stor Fest i
Ringsted 1170, ved hvilken ogsaa Valdemar’s
lille Søn Knud kronedes til Konge. — K. var en
tapper og ridderlig Skikkelse, hvis
Personlighed i Landets Ulykkestid peger frem mod
Valdemarernes stolte Tidsalder; man sporer hos
ham de samme Karaktertræk, der i endnu
højere Grad og under gunstigere Forhold kom til
Udfoldelse hos hans Søn og Sønnesøn. —
Foruden Sønnen Valdemar, der fødtes efter K.’s
Drab, havde K. 3 Døtre: Margrete, Kirsten (s.
d.) og Karen ell. Catharina, som i sit Ægteskab
med Venderfyrsten Prizlav havde Sønnen Knud,
der spillede en vis Rolle ved Valdemar I’s Hof.
— Allerede under Erik Emune havde en eng.
Munk, Robert af Ely, skrevet en Biografi af K.;
senere forfattedes et Helgenlevned i Ringsted;
kun dette er bevaret fuldstændig. (Litt.:
Helgenlevnederne er udg. af Gertz i Vitæ
Sanctorum Danorum [1908—12], og overs. i H.
Olrik, »Danske Helgeners Levned«; Samme,
»K. Lavard’s Liv og Gerning« [Kbhvn 1888]).
J. O.
Knud Henriksøn, Hertug i
Sønderjylland, d. 1162, var Søn af Henrik Skatelaar og
indsattes af Knud Magnussøn til Hertug, men
fordreves af Kong Sven Grade’s Kandidat til
Hertugstillingen, Knud Lavard’s Søn Valdemar.
Senere gjorde Valdemar dog atter (1157) K. til
Hertug; Buris blev hans Efterfølger.
J. O.
Knud Valdemarsøn, Hertug, d. 1260,
var Søn af Valdemar II og Esbern Snare’s
unge Enke Helene Guttorinsdatter og var født c.
1205; efter Estlands Erobring 1219 gjorde
Faderen ham til Hertug i dette Land; men i de
flg. for Valdemar ulykkelige Aar kunde K. ikke
holde sig i Estland og vendte tilbage til
Danmark, hvor han fik Blekinge og senere Lolland
til Len. K. deltog 1246 i Abel’s og Christoffer’s
Rejsning mod Erik Plovpenning. Af hans
Sønner blev den ene ved Navn Erik Drost og
Hertug i Sønderhalland.
J. O.
Knud Danaast var iflg. Sagaerne Navnet
paa den danske Kong Gorm’s ældste Søn; hans
Tilnavn betegner »de danskes Kærlighed«. Han
skal efter dansk og isl. Overlevering være
faldet paa et Vikingetog mod V.; til hans Fald
knyttes det kendte Sagn, at Gorm havde
forbudt enhver under Livsstraf at forkynde ham
Sønnens Død, og at Dronning Thyra derfor
maatte omgaa dette Forbud med List — et
Sagnmotiv, som ogsaa kendes andetsteds fra.
Hverken dette Sagn ell. Udmalingen af
Modsætningsforholdet mellem K. og Broderen Harald
Blaatand er der Grund til at anse for andet end
Digtning, og i samtidige Kilder omtales K. ikke;
dog er det muligt, at den yngre Overlevering
om de to Brødres Vikingetog i Vesterleden
rummer en hist. Kerne. (Litt.: Steenstrup i
»Hist. Tidsskr.«, 4. Rk., VI; Storm i »Norsk
hist. Tidsskr.«, 2. Rk., II).
J. O.
Knud Prizlavsøn, Søn af Venderfyrsten
Prizlav og Knud Lavard’s Datter Catharina, d.
1183. K. var nøje knyttet til Valdemar I og
deltog i Vendertog under denne Konge; han havde
Lolland i Forlening, og det er sandsynligt, at
Anlæggelsen af Nyborg paa Fyn skyldes ham.
I sine senere Aar indgik han Broderskab med
Munkene i Skt Knud’s Kloster i Odense og
testamenterede dem sine betydelige fædrene
Godser paa Als.
J. O.
Knude, se Knob.
Knude er et paa Skanderborgegnen brugt
Navn for Ferskvandskvabben.
Ad. J.
Knudearve (Centúnculus L.), Slægt af
Kodriver-Familien, nær Arve, smaa, enaarige
Urter med spredte ell. forneden modsatte Blade
og med smaa 4- ell. 5-tallige Blomster i
Hjørnerne af Bladene. Kronen er mindre end
Bægeret, og Støvdragerne er fæstede til Svælget.
3 Arter. Liden K. (C. minimus L.) bliver 2—5
cm høj og har ægdannede Blade og 4-tallige
Blomster med hvid Krone. Den vokser paa
fugtige Steder hist og her i Danmark, sjælden
i Norge, og blomstrer i Juni—August.
A. M.
Knudebrænde kaldes i Skovbruget den
Vare, bestemt til Brændsel, som dannes af
Stammer ell. Grene over 15 ell. 20 cm Tykkelse, naar
Veddet er saa knastet ell. paa anden Maade
uregelmæssig bygget, at det ikke lønner sig at
kløve det inden Salget; K. forhandles i
»Rummeter«.
C. V. P.
Knudedyb, 1) skærer sig fra Fanø Bugt i
Nordsøen ind mellem Øerne Fanø og Manø med
Dybder fra 10—15 m og forgrener sig mellem
Sandene, hvor det er hyppige Forandringer
underkastet. Mod Ø. staar det ved en Kanal i
Forbindelse med Ribe Aa. I Mundingen af
Dybet er der en Barre, paa hvilken der med
Lavvande kun er 2 3/4 m, og som derfor i høj Grad
forhindrer dets Besejling. Der findes fl. gode
Ankerpladser, som i daarligt Vejr søges af
mindre Skibe.
2) En lang, snæver og kroget Rende, der fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
