Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirsten Pils Kilde - Kirtel (fysiol.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Bakken bag Kilden, i Brug som Kumme for
Kildevandet. (Litt.: foruden de anførte
Værker: Werlauff, »Antegnelser til Holberg’s
18 første Lystspil« [Kbhvn 1858]; Gigas, »Nogle
hist. Antegn. t. Oehlenschläger’s »Skt
Hansaften-Spil« i »Museum« [1894]; Eiler Nystrøm,
»Offentl. Forlystelser i Fr. VI’s Tid« [Kbhvn
1913]; Samme, »Gentofte Sogn i Nutid og
Fortid« [Kbhvn 1916]).
B. L.
Kirtel (fysiol.) (lat. Glándula), K. kalder
med et Fællesnavn en Gruppe Organer i den
dyriske Organisme, der fra Blodet og Lymfen
optager visse Stoffer, som de dels omdanner til
andre Stoffer, dels lader passere uforandret
igennem sig og udtømmer enten gennem en
særlig Udførselskanal ell. i Blodet og Lymfen
ell. ad begge Veje. K., som udtømmer et Sekret
gennem en Udførselsgang, kaldes K. med
ekstern (ydre) Sekretion. K., som afgiver
Sekretionsprodukter direkte til Blodet (ell.
Lymfen), kaldes K. med intern (indre)
Sekretion. Det mest iøjnefaldende ved disse
Organers Funktion bliver da deres Afsondring
af forsk. Vædsker (Sekreter), som man, efter
som de bliver brugte i Organismen ell. ej, har
delt i egl. Sekreter og Ekskreter.
K.’s Udvikling og alm. Bygning.
Alle egl. K. udvikler sig i Fosterlivet fra
Epitheler. Paa et givet St. af et saadant Epithel
sker der hos Fostret en stærk Formerelse af
Cellerne, der derved kommer til at danne en
Hob ell. en Tap, der trykkes ned i det
underliggende Væv (se Fig. 1). Undertiden er denne
Tap fra Beg. hul (Fig. 1 a, b og c), undertiden
er den til at begynde med massiv (Fig. 1 d),
men efter kort Tids Forløb dannes der et
Hulrum, som kommer til at staa i Forbindelse med
Epithelets Overflade (Fig. 1 e og f). Begge disse
bliver til aabne K. med Udførselsgang. Men
i andre Tilfælde foregaar Processen saaledes,
at Epitheltappen efter at være vokset ned i
det underliggende Væv snøres af foroven, saa
at den taber Forbindelsen med Epithelets
Overflade. Der dannes herved de saakaldte
lukkede K. uden Udførselsgang.
Grundformen for de aabne K. er altsaa et
forneden lukket Epithelrør. Omkr. dette
fortætter Bindevævet sig til et særligt Hylster
(membrana propria) med stærk Tilblanding og
Ivævning af glatte Muskelceller, og saavel
Blodkar som Lymfekarrene udvikler sig til et rigt
Kapillarnet, der omspænder hele K. Visse af
Legemets K. bliver staaende paa dette Punkt og
bliver rørformede K., (tubuløse K.),
saaledes f. Eks. Svedkirtlerne, der er lange
Epithelrør, hvis nederste lukkede Ende er rullet
op i et Nøgle, og visse af Tarmens K.
(Lieberkühn’ske K.). Andre K. undergaar imidlertid
videre Omformninger. Enkelte deler sig
saaledes, at vi faar grenede-rørformede
K., saaledes Mavesaftkirtlerne (Fig. 2 c). Hos
andre K. svulmer den nederste Ende op til en
drueformet Blære, der i sin tynde
Afsondringsgang hænger som et Bær paa sin Stilk
(simple, drueformede K.), men hyppigere deler
ogsaa denne sig, saa at vi faar
sammensatte, drueformede (acinøse) K., som f.
Eks. Mælkekirtelen, Ørespytkirtelen o. fl. a., og
endelig samler fl. af disse K. sig til hele
Organer, der atter afsondres fra det omliggende
Væv ved Bindevævsmembraner. Det bør
endvidere bemærkes, at man altid i den udviklede
K. finder en vis Forskel mellem Cellerne i
Bunden (de egl. Kirtelceller) og dem, der
højere oppe beklæder Udførselsgangen
og Overgangspartiet til det ydre Epithel, og
endelig bør det bemærkes, at man undertiden
(og ikke sjælden) finder to Slags egl.
Kirtelceller i samme Kirtelacinus (blandede K.),
saaledes i Underkæbespytkirtelen og visse
Mavesaftkirtler (Funduskirtlerne).
Blodkar, Lymfekar og Nerver i K.
Vi har allerede sagt, at K., saaledes som det
nødvendiggøres af deres Funktion, er forsynede
med et overmaade rigt Blodkarnet og
Lymfekarnet. Under selve K.’s Afsondring udvides
Blodkarrene under Paavirkning af de
karudvidende Nerver (se Blod) og en endnu
rigeligere Blodstrøm end før løber forbi. Til K. gaar
endelig Nerver, der har den allerstørste
Bet. for deres Stofomsætning og Afsondring,
Afsondringsnerver (sekretoriske
Nerver). For fl. K.’s Vedk. kender vi endog
to Arter af Afsondringsnerver med ganske forsk.
Indflydelse paa Afsondringens Forløb og paa
Sekretets Sammensætning.
Afsondringens Mekanisme. De
ældre Fysiologer mente, at K.’s Afsondring
foregik ved en Udsvedning af visse af Blodets og
Lymfens Bestanddele. I den sidste Del af 19.
Aarh. blev det imidlertid erkendt, at denne
Opfattelse var ganske utilstrækkelig til at forklare
Oprindelsen til de forsk. Stoffer, som
Sekreterne indeholder, idet man fandt, at mange af
disse aldeles ikke findes i Blodet og Lymfen.
Det blev da klart, at der her, i hvert Fald i
mange Tilfælde, kun kunde være Tale om en
Stofnydannelse i K., og mikroskopiske
Undersøgelser viste snart, at det Element, mod
hvilket man i denne Henseende maatte rette
Opmærksomheden, var Epithellaget,
 |
| Fig. 1. Skema af Kirtlernes Udvikling. |
 |
| Fig. 2. Skema af Kirtlernes Bygning. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
