Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkeret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opnaaede ingensteds Lovfæstelse. Overhovedet
opstod der i dette Tidsrum en stærk
Meningsforskel mellem verdslige og hierarkiske
Synsmaader ang. K. Et af Hovedstridspunkterne var
Tiendens ensartede og for Gejstligheden
gunstige Omordning i samtlige Bispedømmer. Da
Kong Magnus Lagabøter under sin Lovreform
ogsaa vilde medtage K., stødte han derfor paa
afgørende Modstand fra gejstligt Hold, og de
tvende Udkast, som er os levnede fra hans
Syslen i denne Retning (»Nyere Borgar- og
Gulatings-Kristenretter«), fik ikke praktisk Bet.
Fra modsat Side udarbejdede nu Ærkebiskop
Jon Raude en ny K., hvori han optog talrige
Bestemmelser fra Eystein’s og Sigurd’s og
sammenstøbte det hele til en fra kirkeligt
Synspunkt fuldt tidsmæssig Lov, hvori man tillige
finder saadanne Emner som Sacrilegium,
Mened, Testamenter, Aager o. fl. dels nyoptagne,
dels behandlede under ny Synsvinkel, ligesom
for øvrigt det ældre Lovstof er underkastet
en indgaaende Revision. Ved Konkordatet til
Tønsberg 1277 blev denne K. godkendt af
Kongen; men da der 1280 udbrød en voldsom
Kamp mellem Hierarkiet og den verdslige Magt,
hvorunder bl. a. Tiendebestemmelserne
fremdeles spillede en Hovedrolle som
Stridsgenstand, nægtedes ogsaa den ny K. Gyldighed;
ved det endelige Forlig 1290 blev den ældre
K.’s Regler om Tiende, Pengebøder o. a.
Pligter, som paahvilede Almuen overfor
Gejstligheden, atter sat i Kraft; men for øvrigt blev
Jon’s K. gældende. Først 1458 anerkendtes fra
Kongemagtens Side Gyldigheden af Jon’s K.
i sin Helhed. — Efter Reformationen befandt
den norske K. sig i samme statsretlige Stilling
som den danske, saa meget mere som den
væsentlig støttede sig til de samme kgl.
Lovudfærdigelser. Man var dog under
Udarbejdelsen af den danske Kirkeordinans blevet
opmærksom paa, at denne ikke i alle Dele var
anvendelig i Norge, og Christian III lovede at
foretage de nødvendige Ændringer, naar han
personlig kom dertil. Dette skete ikke, og derfor
vedblev de ældre Kristenretter at have deres
Gyldighed i dette Land, og flere af dem blev
oversatte til Dansk. Først 2. Jan. 1604 fik de
norske Biskopper, som alle var af dansk
Nationalitet, Kongens Mandat til at udarbejde en
egen Kirkeordinans for Norge. Et saadant
Udkast blev gjort af Oslo-Bispen Anders Bendsøn
Dall og videre bearbejdet paa et Møde i
Bergen mellem ham og Biskopperne Anders Foss
i Bergen og Isak Grønbek i Trondhjem.
Udkastet var i fl. Henseender en Forbedring af
den danske Ordinans og tog Hensyn til Norges
ejendommelige Forhold. Det blev dog ikke
godkendt af det danske Kancelli, som fandt det
for meget afvigende fra den danske Kirkelov.
Kancelliet udarbejdede derfor et nyt Udkast,
som mere harmonerede med den danske
Ordinans, og dette blev under 2. Juli 1607 godkendt
som Norges Kirkeordinans og trykt sammen
med Ægteskabsordinansen af 1582, publiceret i
Norge 1589. Bortset fra Reglerne om
Gejstlighedens Indtægter sluttede denne Ordinans sig
saa nøje som muligt til den danske K. Det
samme blev Tilfældet med den endnu for
største Delen gældende anden Bog af Christian
V’s N. L. jævnført med D. L. Kirkens Forhold
til Stat og Konge var overhovedet i begge
Lande identisk. — Ved Norges Adskillelse fra
Danmark besluttede Rigsforsamlingen paa
Eidsvold fri Religionsøvelse; men samtidig
bestemtes i Grl. 1814, at »den evangelisk-lutherske
Religion forbliver Statens offentlige Religion.
De Indvaanere, som bekender sig til den, er
forpligtede til at opdrage deres Børn i samme«.
I Henhold hertil har Norge altsaa beholdt sin
Statskirke, hvis øverste Administration tilligger
Kongen, som efter Grl.’s § 16 har Myndighed til at
omordne al Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder
og Forsamlinger ang. Religionssager. Denne
Kongens indre kirkelige Lovgivningsmyndighed
er et Udtryk for hans Stilling som Kirkens
summus episcopus. Som al anden kgl.
Regeringsmyndighed maa den udøves i Statsraad;
men efter en Grundlovsændring af 1919 maa
alle statskirkelige Sager behandles i et
Statsraad, som kun bestaar af Medlemmer af
Statskirken. Sin kirkelige Forvaltningsmyndighed
udøver Kongen gennem Kirkedepartementet,
medens den kirkelige Lovgivningsmyndighed
for øvrigt tilhører de alm. Lovgivningsfaktorer,
hvilke imidlertid hidtil kun sparsomt har gjort
Brug deraf (se Kirkekommissioner).
Navnlig er Bekendelsesskrifterne fremdeles de
samme som de danske. Bl. nyere Lovændringer
er at mærke, at Jøderne, som iflg. Grl. 1814
var »udelukkede fra Adgang til Riget«, fik
saadan Adgang ved Grundlovsbestemmelsen 21.
Juli 1851, samt at »Munkeordener«, som Grl.
1814 ligeledes forbød, ved
Grundlovsbestemmelsen 3. Aug. 1897 har opnaaet fri Virksomhed;
kun Jesuitter »taales« fremdeles ikke.
Fremadskridende Befrielse for konfessionelle Baand
har ogsaa Startens egne Embedsmænd opnaaet;
iflg. Grundlovsbestemmelsen 15. Juni 1878, 4.
Juni 1892 og 15.—24. Maj 1919 samt L. 21.
Juli 1894 skal Kirke- og visse Skoleembedsmænd,
Universitetslærere i Teologi, alle offentlige
Religionslærere og over Halvdelen af
Statsraadets Medlemmer bekende sig til Statsreligionen.
Forholdet til Dissentermenighederne er senest
ordnet ved L. 27. Juni 1891, der indrømmer
kristne Dissentere, Jøder og (iflg. Tillægslov 27.
Juli 1897) Unitarer Ret til at danne
Menigheder med egne Præster ell. Forstandere og
med fuldt indre Selvstyre. Temmelig
indgribende Forandringer er i allernyeste Tid
Reglerne for Gejstlighedens Underhold blevne
underkastede. L. 14. Juli 1897 fastholder vistnok
for det enkelte Embede dets hidtidige faste
Indtægter; men den overfører Inddrivelsen
deraf fra den gejstlige Embedsmand selv til
Statens alm. Oppebørselsbetjente, hvorhos den
aabner Adgang til at erstatte de uvisse
Indkomster, navnlig Højtids- o. a. Ofre, med
faste Beløb, der udredes af Kommunekasserne.
For kirkelige Handlinger, der udføres i
Forbindelse med den alm. Gudstjeneste, erlægges
herefter ingen Betaling. En anden Lov af s. D.
giver ny Bestemmelser for Brugen af de
gejstlige Embedsgaarde. Disse skal for øvrigt iflg.
L. 19. Juni 1882, naar de er over en vis
Størrelse, formindskes ved Frasalg af Parceller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
