Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kikkert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gennem et Ræsonnement, som er os opbevaret, at
opfinde K. paa ny. Og med denne gjorde han
alle de Opdagelser paa Himlen, som med eet
Slag skaffede ham et Navn (se Galilei).
Galilei’s første K. forstørrede 3 Gange, de senere
8, og han drev det til 33 Gange. Denne K. er
nu som Observationskikkert ganske fortrængt af
den af Kepler 1611 opdagede og efter ham
benævnte Kepler’ske eller astron. K., der
har som Objektiv en Samlelinse. Det af denne
dannede omvendte reelle og formindskede
Billede ab (Fig. 2) iagttages gennem Okularet som
gennem en Lupe; dette er derfor en
Samlelinse, og man faar derved et virtuelt forstørret
og omvendt Billede a’b’ af Genstanden AB.
Kepler synes ikke at have lavet sig en saadan K.;
man ved, at han havde forfærdliget sig en
Galilei’sk. Pater Scheiner blev den, som c. 1613
forfærdigede den første astron. K., som han
benyttede til objektiv Fremstilling af Solbilledet.
Ulempen ved, at Billedet var omvendt, havde
Kepler afhjulpet, idet han viste, at man fik
Billedet opret ved at anbringe nok en Linse
mellem Objektivet og Okularet, saaledes som
Pater Schyrlaeus i Klostret Rheit 1645 lod
udføre.
Den Kepler’ske K. fortrængte snart den
Galilei’ske; thi denne staar bl. a. i Synsfelt —
det Rum, som begrænses af en Kegleflade, hvis
Spids er i Objektivets Midte, og hvis
Grundflade er Okularet — betydelig under den astron.
K., og da Synsfeltet aftager, naar man øger
Forstørrelsen — det Forhold, der
bestaar mellem den Vinkel, hvorunder Genstanden
ses i Kikkerten, og med det blotte Øje, hvilket
tilnærmelsesvis er lig Forholdet af Objektivets
og Okularets Brændvidder — vil den
Galilei’ske K. kun taale en svag Forstørrelse. Nu
bruges denne K. kun, hvor man ikke forlanger
større Forstørrelse, og dets kortere Rør —
Røret er lig Differensen mellem Brændvidden af
Objektivet og Okularet — gør den til en hændig
Haandkikkert (Teaterkikkert). Til
videnskabeligt Brug benyttes kun den Kepler’ske. Denne
søgte man straks efter dens Opfindelse at gøre
bedre og bedre, men man stødte straks paa
Vanskeligheder, som ikke ganske kunde
overvindes. Den ved Linsen optrædende sfæriske
Aberration (se Linse og Spejle) søgte
Cartesius at ophæve ved at gøre Linsens Flader
parabolske ell. elliptiske, uden at han
opnaaede noget bedre Resultat. Huygens fik denne
Fejl reduceret ved at gøre Brændvidden ved
samme Aabning ell. Apertur af
Objektivet, ɔ: dets Diameter, saa meget desto større.
Huygens, Cassini og Hevel konstruerede og
benyttede K. af 30, 40 og 50 m’s Brændvidde, og
mange byggede simpelt hen saakaldte
Luft-K. (telesc. aëriens), der først blev bragte i
Forslag af Huygens 1684; de indeholdt kun
Objektiv og Okular uden Kør, men man forbandt de
to Linser med en lang Stang ell. anbragte
Objektivet paa en høj Søjle, medens Okularet var
i Nærheden af Jorden. Men disse K. af lige til
200 m’s Brændvidde var saa ubekvemme at
arbejde med, at det ikke er at undres paa, at
man saa sig om efter et andet Middel til at
kunne se fjerne Genstande under stor
Forstørrelse. Og da nu Newton havde paavist, at
Hovedaarsagen til Billedernes store Mangler ikke
var at søge i den sfæriske, men i den
kromatiske Aberration (se Linse), og han tillige kom
til det Resultat, at denne Fejl ikke vilde kunne
hæves, saa fandt han videre Forsøg med at
forbedre Refraktorerne for frugtesløse. I
Spejlteleskoperne, som allerede 1616 var konstruerede
af Zucchi, og hvor den kromatiske Aberration
ikke optraadte, vilde man efter hans Mening
opnaa, hvad man forgæves havde stræbt efter ved
Linse-K. Selv gik Newton 1668 i Gang med at
konstruere et Spejlteleskop. De ældste havde
den Ulempe ved sig, at Iagttageren vendte
Ryggen til det Objekt, han betragtede i Teleskopet.
Dette havde Gregory 1663 afhjulpet ved at
anbringe et lidet Hulspejl i Aksen af
Objektivspejlet og lade det fra dette reflekterede Billede
blive betragtet gennem et Okular, der er
anbragt i Midten af det store Spejl, som der er
gennemboret. Short indførte senere den
Forbedring at anbringe det lille Spejl i Forbindelse
med en Stang (mn Fig. 3), hvorved dets
Stilling lettere kunde reguleres. Cassegrain brugte
i Stedet for det lille konkave Spejl et konveks.
Men begge disse Konstruktioner gav ikke det
ønskede Resultat. Newton forlod derfor disse
Typer, beholdt det store Spejl ubeskaaret, men
anbragte i dets Akse et Planspejl under 45°
med Aksen (Fig. 4), hvorved Billedet af
Genstanden kastedes ud til Siden og her blev
betragtet gennem et Okular. Det var med et
saadant Spejlteleskop, at Herschel gjorde sine
 |
| Fig. 2. Den astronomiske Kikkert. |
 |
| Fig. 3. Gregory’s Spejlteleskop. |
 |
| Fig. 4. Newion’s Spejlteleskop. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
