Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kapland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Portugiserne til Opretholdelse af Forbindelsen
med deres Kolonier i Indien, gjorde de dog
intet for at befæste deres Herredømme i dette
Land, som i Slutn. af 16. Aarh. under
Portugals Afhængighed af Spanien besattes af
Hollænderne. I Aaret 1601 sendte det
hollandsk-ostindiske Handelsselskab en Koloni af Bønder
til K. og grundlagde 1651 et Fort, der hvor nu
Kapstaden ligger. De holl. Kolonister maatte
i Beg. udstaa meget af de indfødte Hottentotter
og Buskmænd og begyndte snart en blodig
Udryddelseskrig mod disse, der havde
Undertvingelsen af den vestlige Del af Landet til Følge.
Man tvang Hottentotterne til Slavetjeneste og
berøvede dem deres Kvæg, 1774 indførtes det
berygtede Kommandosystem, der bestod i, at
Hottentotterne fangedes ell. dræbtes, deres
Kvæg røvedes, en Trafik, der endog fortsattes
en Tid, efter at Englænderne havde bemægtiget
sig Landet. I Løbet af 18. Aarh. var de holl.
Kolonister trængte frem over hele det af
Hottentotter beboede Omraade og stødte nu mod
Ø. paa de kraftigere Kaffere, der ikke saaledes
lod sig udrydde. Imidlertid var Englænderne
optraadte i Sydafrika. 1785 viste de sig i
Alagoa-Bugten, og under Hollands Afhængighed af
Frankrig bemægtigede de sig (1795) K., gav
det atter tilbage 1803, erobrede det paa ny
1806 og lod sig det afstaa ved Paris-Freden
(1814), fra hvilken Tid de har været i stadig
Besiddelse af Landet. I den første Fjerdedel af
19. Aarh. udvidedes Kolonien med
Kafferlandet. Under Kampene om denne Landstrækning
fik Englænderne kraftig Støtte af de holl.
Kolonister (Boers ell. Afrikanders), men
snart opkom Tvistigheder. For at styrke det
britiske Element fandt 1820 en
Masseindvandring af Skotlændere Sted, der nedsatte sig
ved Alagoa-Bugten og grundlagde Port
Elizabeth. Hvad der især bidrog til at gøre
Forholdet spændt mellem Englændere og Boere, var
Englændernes Uvilje mod Boernes Slavehold,
der ved Kafferkrigene var tiltaget i Omfang.
Paa Opfordring af eng. Missionærer besluttede
Regeringen sig 1834 til at erklære Slaveriet for
ophævet. Da Boerne saaledes meget pludselig
blev berøvet deres Arbejdskraft, og saa godt
som ingen Erstatning modtog fra Regeringen,
og da denne endvidere nægtede at yde
Grænseboerne Hjælp mod Kaffernes Overfald, samtidig
med at den forbød de Hvide at føre Vaaben
mod de Farvede, besluttede Boerne sig i
Massevis til at udvandre fra Kolonien til de ukendte
Egne mod N. (det »store Træk«), og under
stadige Kampe med Kafferne og Griquaerne
grundlagde de først Oranje Fristaten og Natal, senere
Transvaal Republikken (1848). Englænderne
søgte vel at gøre deres Højhedsret gældende
over de af Boerne erobrede Landstrækninger,
idet Boerne var britiske Undersaatter, men de
stadige Kafferkrige hindrede dem i at skride
virksomt ind. Tillige udbrød ny Uroligheder bl.
de paa britisk Territorium tilbageblevne Boere,
da Regeringen trods Befolkningens Protest
havde besluttet at kolonisere Landet med
Straffefanger. Da (1849) et Skib med 280
Straffefanger ankom til St Simon, steg Urolighederne
i en saa foruroligende Grad, at Regeringen saa
sig nødsaget til at give efter og sende Fangerne
til Tasmanien. Kolonisterne var dog ikke
tilfredse hermed, men forlangte yderligere
Delingen af Kolonien i en østlig og en vestlig
Halvdel og Forbedringer i Regering og Retspleje.
1850 udbrød en ny Kafferkrig under Høvdingen
Sandili. Efter fl. Nederlag lykkedes det endelig
Briterne (1853) at underkaste sig Kafferne, men
Krigen havde kostet dem 4—500 Soldater og 2
Mill. L. Sterl. Kosa-Kafferne blev fordrevne
hinsides Kei-Floden, og deres Land blev overladt
til den engelskvenlige Fingo-Stamme, der efter
at have antaget Kristendommen har ført en
blomstrende Tilværelse og er tagen stærkt til i
Tal. Kafferne stod imidlertid stadig truende
hinsides Kei-Floden, saa at Englænderne ikke
ansaa det for raadeligt at indlade sig i Strid med
Boerne paa Nordgrænsen. 1854 anerkendte de
derfor Oranje-Fristatens Uafhængighed. Den
fjernere Transvaal-Stat var allerede anerkendt
som uafhængig 1852.
Imidlertid havde K. i Juli 1854 faaet en fri
Forfatning, og Indvandringen tog stærkt
Opsving p. Gr. a. de paa fl. St. opdagede
Guldlejer. Senere har Kolonien faaet ikke
ubetydelige Udvidelser. 1871 indlemmedes de
nyopdagede Diamantegne i K. efter nogen Strid med
Oranje-Fristaten, 1874 fulgte Østgriqua-Land
efter, 1876 Transkei-Distriktet, 1881
Vestgriqua-Land. 1877 forsøgte Koloniministeren at bringe
et Forbund i Stand mellem K., Natal og de to
Boerrepublikker. Da dette mødtes med Uvilje
i Fristaterne, og Transvaal søgte at træde i
Forbindelse med Tyskland, besatte
Englænderne 1877 denne Republik og indlemmede den
i K., men maatte dog atter efter en uheldig
Krig opgive den (1881). Imidlertid søgte
Englænderne at udelukke Transvaal, der senere
førte Navnet den Sydafrikanske Republik, fra
Forbindelsen med Havet og har i den
Anledning stillet Sululand (1887) og Tongoland (1888)
under deres Protektorat, hvorved de britiske
Besiddelser er udstrakte til Delagoa-Bugten,
hvor de støder til portugisisk Østafrika.
Ligeledes mod V. og N. bredte de britiske Kolonier
sig omkr. Boerstaterne. Det politiske Liv
kendetegnes i Aarene efter 1880 af den hollandske
Bondebefolknings stigende Indflydelse og
Partistridighederne mellem de engelsksindede
Progressister og det holl. Landmandsparti, hvis
Kerne var Afrikander Bond (se
Afrikander). Progressisternes geniale Leder Cecil
Rhodes var Premierminister 1890—96, i hvilken
Tid han skabte et stort britisk Kolonirige i
Sydafrika, Betschuanaland og Rhodesia, men han
styrtedes som Følge af sin Indblanding i
Transvaal indre Anliggender (Dr. Jameson’s raid).
Hans Efterfølger Spriggs maatte 1898 vige for
Afrikanderen Sehreiner, som ved den store
Boerkrigs (1899—1902) Udbrud gjorde et
frugtesløst Forsøg paa at holde Kolonien neutral,
men siden iagttog streng Loyalitet mod den
britiske Krone, selv da et Boerindfald
fremkaldte Oprør i K. Dette afværgedes af Lord Alfred
Milner, der var Guvernør fra 1897—1901 og
High commissioner for Sydafrika til 1905. Ved
Valget 1904 sejrede Progressisterne med et
ringe Flertal, og Dr. Jameson blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
