Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forhandlinger, men Kongens eneste ell. blot
vigtigste Raadgiver i disse Sager var han ikke
altid, særlig ikke i 17. Aarh., hvor Ledelsen
i lang Tid var splittet paa mange Hænder.
Særlig bidrog det til at begrænse hans Indflydelse,
at der, som udviklet under Kancelli, siden
Frederik I’s Tid bestod et særligt tysk
Kancelli, hvorigennem største Delen af den
diplomatiske Korrespondance besørgedes. I hvert
Fald bortset fra tyske Kancellis Virksomhed
m. H. t. Hertugdømmerne, var det vel nok opr.
tænkt som en blot Afdeling af Kancelliet,
underlagt K., men ofte, navnlig under Kristian
IV, var det faktisk uafhængigt af ham, og man
træffer ogsaa under denne Konge, ligesom for
øvrigt i 16. Aarh., fl. Embedsmænd med Titlen
tysk K. ell. Vicekansler, saaledes navnlig Ditlev
Reventlow, der beklædte Stillingen 1632—48. —
Rigskanslerembedet undergik ikke efter
Reformationen væsentlige Forandringer, kun blev det
stadig mere anset og gav siden 1646 ubetinget
Sæde i Rigsraadet, hvor Rigskansleren rangerede
som Nr 5 efter de andre ovf, nævnte
Rigsembedsmænd. Det mest kendte Navn bl.
Rigskanslerne er Historieskriveren Arild Huitfeldt
(1586—1609). — Medens Embedet som Rigens
K. forsvandt ved Enevældens Indførelse
sammen med Kongens Retterting, var det samme
ikke Tilfældet med de andre Kanslerembeder.
1660 udnævntes baade en dansk og en tysk K.
(Peder Reetz og Theodor Lente), og medens
Lente ved sin Afgang 1668 ingen Afløser fik,
efterfulgtes Reetz af Griffenfeld, der førte
Titelen Rigskansler (1673—76), og han igen af
Frederik Ahlefeldt (1676—86).
Derefter var Embedet kun besat med Afbrydelser,
1699—1708 med Konrad Reventlow og 1721—30
med Ulrik Adolf Holstein, hvilke begge kaldtes
Storkansler. 1730 forsvandt Embedet
derefter definitivt. 1670—90 var der under K. ansat
en Vicekansler. Ang. de nævnte
Embedsmænds Retsstilling, der var en anden end før
Enevælden, henvises til Kancelli. — Om
Ordenskansleren, s. d.
V. I Norge udviklede Embedet som K. sig
ligesom i Danmark af Stillingen som Kongens
Kapellan. Endnu ved Midten af 13. Aarh. var
Kapellan Benævnelsen for den, der besørgede
Udfærdigelsen af Kongebrevene, men under
Magnus Lagaböter omtales 1266 første Gang en
K., og dennes Embede, der i Norge regnedes
til Hirdembederne, blev derpaa under samme
Konge nærmere ordnet ved Hirdskraaen,
hvorefter K. hørte til Kongens højeste Raadgivere
med Lendermands Rang og foruden de
sædvanlige Kanslerpligter ogsaa havde det Hverv at
føre Bog over Kronens Jordegods. Ved en
senere Frd. af 1314 blev Kanslerembedet
vedvarende forenet med Provstiet ved Mariakirken
i Oslo, en Forbindelse, som med en Afbrydelse
i Beg. af 15. Aarh. opretholdtes indtil 1542, og
det bestemtes derhos, at Kongen med K.’s Raad
skulde udnævne en af Hirdpræsterne til
Vicekansler, for at der altid kunde være en K. hos
Kongen, naar den egl. K. var forhindret. I
Unionstiden mistede Stillingen en stor Del af sin Bet.,
idet det norske Rigssegl førtes til Danmark,
gennem hvis Kancelli der nu ogsaa
udfærdigedes Kongebreve vedrørende Norge. K. i Norge
udstedte kun visse Kategorier af Breve, der
særlig vedrørte Strafferetsplejen, og hans
Indflydelse beroede mest paa hans Stilling som
Medlem af Rigsraadet. Efter 1542 stod Embedet
ledigt i nogle Aar, og det saa ud, som om det
skulde forsvinde sammen med den øvrige
norske Centralstyrelse, men 1547 udnævntes dog
paa ny en norsk K., og Embedet holdt sig
derefter med nogle kortere Afbrydelser indtil 1679.
K. var i denne Periode en verdslig Adelsmand.
Fra først af var han i Reglen Dansker, men
ved Privilegierne for den norske Adel af 1591
bestemtes det, at han skulde være født i Norge
ell. dog »der befriet og bosiddende«, hvorhos
den norske Adel fik Ret til at vælge ham med
Kongens Stadfæstelse. Hvad hans Forretninger
angaar, svarede de nærmest til den danske
Rigskanslers, idet hans vigtigste Hverv var at
lede Retsplejen, dels ved Udstedelse af
herhenhørende Kongebreve, dels ved Deltagelse i
den dømmende Myndighed. Indtil
Statholderembedets Oprettelse 1572 overdroges der ham
ogsaa ofte andre Hverv, der vedrørte Landet
som Helhed ell. dog større Dele af det, og
noget lgn. forekom ogsaa senere om end i mindre
Omfang, navnlig under den bekendteste af de
norske Kanslere, Jens Bjelke (1614—59).
VI. I Sverige omtales en kgl. K. første
Gang i Slutn. af 12. Aarh. Han var i nogen
Tid i Reglen en Biskop, senere en
laverestaaende Gejstlig. Hans Hverv var det samme som
K.’s i de andre nordiske Lande, men nogen
større politisk Rolle synes han ikke at have
spillet. I Unionstiden gik det i Sverige omtrent
som i Norge. Naar den danske Konge var
anerkendt i Landet, styredes dette delvis gennem
det danske Kancelli, der ogsaa udfærdigede
Kongebreve vedrørende sv. Anliggender, og
Embedet som sv. K., der nu var forbundet med
Bispestolen i Strängnäs, betød kun lidet for
den alm. Administration. K.
(Rigskansleren) havde nærmest at modtage og
udfærdige Breve paa Rigsraadets Vegne og at opbevare
det saakaldte registrum regni, en Registratur
over Rigets vigtigere Breve. Forsk. fra denne
Rigskansler var i de Perioder af Unionstiden,
hvor Sverige styredes af Rigsforstandere,
disses private K., der ikke var Rigsembedsmænd.
Med Reformationen bortfaldt foreløbig
Rigsembedet som K. Under Gustaf Vasa rangerede
K., naar der var en saadan, lavere, og oftest
var Embedet ubesat. Derimod udnævnte Erik
XIV ved sin Tronbestigelse igen en
Rigskansler, der fra nu af altid var en sv. Adelsmand,
men Embedets Bet. var hverken under Erik
ell. de to flg. Konger særlig stor, og K. var
navnlig ikke den virkelige Leder af Kancelliet.
En Forandring heri indtraadte imidlertid ved
Axel Oxenstierna’s Udnævnelse 1612. Under
hami blev K. ikke blot Chef for Kancelliet, hvis
Virksomhedsomraade nærmere bestemtes, men
p. Gr. a. Oxenstierna’s personlige Egenskaber
tillige Kongens vigtigste Raadgiver, hvis
Indflydelse strakte sig til alle Sider af
Forvaltningen. Senere beklædtes Embedet 1660—80 af
Magnus Gabriel de la Gardie, men bortfaldt
derefter ved dennes Udnævnelse til Rigsdrost.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
