Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalendertegn - Kalente - Kalenter - Kalergis, Demetrios - Kale Sultanie - Kalevala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
② Pallas, ③ Juno, ④ Vesta o. s. v. For Maane-I
faserne har man følgende K.: • Nymaane,
)) første Kvarter, O Fuldmaane, C sidste
Kvarter. K. for de forsk. Aspekter (s. d.) og
Dyrekredsen (s. d.).
J. Fr. S.
Kalente var Navnet paa selskabelige
Sammenkomster mellem Præsterne inden for en vis
Omkreds, der holdtes to ell. fire Gange om
Aaret, og ved hvilke man efter Bestemmelsen
skulde i Forening nyde et tarveligt Maaltid og
drøfte Sager af fælles Interesse. De vedblev
ogsaa efter Reformationen, men udartede ikke
saa sjældent til rene Drikkegilder. Peder
Palladius søgte at sætte Grænse for dem ved at
paabyde, at Middagsmaaltidet kun maatte vare en
timestid, og at der derefter kunde holdes en
»hæderlig Samdrik«, der kunde staa paa en tre
Timer, men derefter skulde Præsterne straks
tage hjem, »medens det endnu var lyst«. Der
høres om Kalentegilder, hvor der trakteres
med 15 Retter Mad, og Peder Palladius giver
selv K.-Gilderne det værste Skudsmaal ved at
sige, at »det ikke kunde være gaaet værre til
ved Oldtidens Bakkanalier«. Senere forbødes
disse Gilder, og i Chr. V’s D. L. 2—16—12 siges
det, at alle K., Lav og Gilder skal aldeles være
afskaffede.
O. D.
Kalenter er Betegnelsen for et særlig
religiøst Broderskab i Orienten, der omtales første
Gang i 13. Aarh. De var mindre ansete end de
andre Dervishordener p. Gr. a. deres lovlig
ubundne Frihed og, som det synes, meget
verdslige Tilbøjeligheder. Enkelte religiøse
Fanatikere dukker nu og da frem af deres Rækker,
men i øvrigt har denne Orden ikke haft nogen
politisk ell. social Bet.
J. Ø.
Kalergis [ka’lerjis], Demetrios, gr. General,
(1803—67), blev opdragen i Petrograd og
studerede Lægevidenskab i Wien; kæmpede
tappert i den gr. Frihedskrig, bl. a. 1825 paa
Kreta og 1827 ved Athen, hvor han fik sit ene
Ben knust af en Kugle og derefter blev fangen
af Tyrkerne, som skar hans ene Øre af. Han
blev 1828 Adjutant hos General Fabvier og
senere hos Capodistrias og deltog som ivrig
russisksindet 1833 i Kolokotronis’
Sammensværgelse. Som Oberst i Rytteriet spillede han en
fremragende Rolle ved Militæropstanden i
Septbr 1843, var næste Aar i nogle Maaneder
Generaladjutant hos Kong Otto og bosatte sig
1845 i London, hvor han kom i fortroligt
Forhold til Prins Louis Napoleon (Napoleon III).
1848 kom han tilbage til Grækenland og blev
i Apr. s. A. en kort Tid holdt fængslet som
mistænkt for ny Oprørsplaner. Da
Vestmagterne i Juni 1854 fremtvang et Ministerskifte,
blev han ved fr. Indflydelse Krigsminister
indtil Oktbr 1855 og viste stor Iver for at
undertrykke Røverbanderne. 1861 blev han
Sendemand i Paris, men opgav denne Stilling, da
Kong Otto var fordreven i Oktbr 1862. Siden
1865 havde han en høj Stilling ved Kong
Georg’s Hof.
E. E.
Kale Sultanie, se Dardanellerne.
Kalevala, det finske Folks gamle nationale
Heltedigtning, er som samlet Digterværk af
nyere Oprindelse. Folkesangerne foredrog de
gl. Heltesagn som mindre Kvad (runo) i Sang,
der ledsagedes af Kantelens (Citerens) Toner
(se Kantele). Denne Folkedigtning begyndte
man at indsamle i Beg. af 19. Aarh. og har
stadig fortsat ivrig dermed; men sin nuværende
litterære Form fik den gennem Elias Lönnrot.
Denne kom som ung Læge Ø. paa til russ.
Karelien, hvor de gl. Sange var bevarede i stor
Mængde, og da han hørte de folkelige Sangere
synge de forsk. Kvad som Fortsættelse af
hinanden, fik han den Tanke, at det var spredte
Levninger af et opr. stort Heltedigt; og han
tog sig for at genskabe dette ved
Sammenarbejdelse af alle Traditionerne. Han udgav dette
Værk 1835 og gav det Navnet »K.« efter det
Land, hvor Digtningens Helte tænkes boende.
Værket blev modtaget som en national Skat og
ligeledes hædret, til Dels ogsaa efterlignet, i
Udlandet. Lönnrot gav 1849 sin anden, stærkt
omarbejdede og udvidede Udgave (paa 22800
Verselinier).
Som Digterværk staar K. højt, selv om det
lider af Bredde og Løshed i Kornpositionen, en
Mangel, der ikke alene skyldes den sene
Sammenkædning af selvstændige Sange; selve de
gl. Kvad har en Forkærlighed for Enkeltheden
og savner Overblik over hele Handlingen. Men
fra lyrisk Side er disse Sange ejendommelige og
enestaaende; en saa fin og dyb Naturforstaaelse
findes ikke i nogen anden Folkedigtning, ligesom
der er en vemodig Medfølelse med alle
Ytringer af Menneskelivet, ogsaa dem, der ellers
vanskeligst drages ind i Heltedigtningen.
Som hist. Mindesmærke er K. mærkelig som
den største episke Digtning uden for den
indoeuropæiske Folkestamme. Dens Skueplads og
Handling er ikke hist. Minde. Det drejer sig
om Tog til Pohjola-Landet, en Jætteverden i N.
Oftest søger Heltene under store Farer at hente
sig en Brud; men enkelte Gange gælder det at
befri de fangne Sol og Maane ell. at rane
Pohjola’s Rigdom. Endnu mærkeligere er selve
Helteskikkelserne, der mindre er Krigere, men
allermest er Troldmænd. Snildest af dem alle
er den gl. Sanger Väinämöinen, der med sit
stærke Trylleord har deltaget i Verdens
Skabelse og baner sig Vej til Dødsrigets fjerneste
Afgrunde, uovervindelig for alle, men aldrig
lykkelig i Elskov. Ved hans Side staar den
djærve Svend Ilmarinen, og som tredje Mand
kommer undertiden til dem den muntre og
smukke Lemminkäinen, med sit Hang til
letsindige Eventyr i Elskov ell. Kamp. Fyldigst
fortælles Myten om Sampo. Sampo er en Slags
Talisman, der skaffer Rigdom, snart bliver den
skildret som en Kiste med billedprydet Laag,
snart som en Kværn, der maler Guld og Føde;
den er skjult i Jætteverdenen og er Kilde til
Jætternes Rigdom. Väinåamöinen tager sin ved
Trylleord byggede Baad og sejler ud med
Ilmarinen, undervejs tages Lemminkäinen om Bord;
de sejler fast paa en kæmpestor Gedde, men
Väinämöinen afhugger dens Hoved med sit
Tryllesværd og danner af dens Hovedknogler
den første Kantele (Strengeleg); de kommer til
Pohjola, han dysser alle i Søvn med sit Spil,
og de bryder sig Vej ind til Sampo; de faar den
om Bord i Baaden og sejler bort, forgæves
sender Pohjolas Herskerinde Taage, Trolde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
