Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - justæ nuptiæ - Jusuf - Jusufzai - jus utrumque - jus vitæ et necis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
underkastedes Hustruen Mandens fulde
Husherremyndighed (manus) og indtraadte derved i
hans agnatiske Familie. Allerede tidlig, vistnok
allerede før de XII Tavlers Love, anerkendtes
imidlertid et j. n. uden manus, det saakaldte
frie Ægteskab, liberum matrimonium, der
efterhaanden helt fortrængte Manusægteskabet.
— Det gammelromerske j. n., Ægteskabet med
manus, stiftedes ved det sakrale patriciske
confarreatio og ved de to borgerlige Former
coemptio og usus. Ved coemptio stiftedes
manus ved en fingeret mancipatio og ved usus
(Hævd) ved et Aars Samliv under visse
subjektive og objektive Betingelser. Det frie
Ægteskab stiftedes formløst (solo consensu).
C. W. W.
Jusuf er den arabiske Fordrejelse af det
jødiske Josef. Den bibelske Fortælling om Josef
har i den muhammedanske Verden faaet
særlig Bet., fordi Profeten optog den i Koranen (i
det tolvte Kapitel). Som altid ved Muhammed’s
Laan af jødiske ell. kristelige Traditioner er
Beretningen omformet paa væsentlige Punkter;
senere islamitiske Traditioner har tilføjet
endnu fl. Udsmykninger. Som Løn for sin
Trofasthed og Gudsfrygt forenes J. til sidst
med Potifar’s Hustru, Salicha, der omvender
sig til den sande Tro, og i den senere erotiske
Poesi, navnlig i den persiske, blev det elskende
Par J. og Salicha ved Siden af Medschnun og
Lajla et af de berømte Mønstre for den rene
og sande jordiske Elskov.
J. Ø.
Jusufzai (Yusufzai), den vigtigste af de
nordøstlige afghanske Folkestammer (se
Afghanistan, S. 221), bebor Bjerglandskabet
N. f. Peshavar, især Svat-Flodens og dens
Bifloders Dale. Ved Torbela er Stammen endog
trængt frem over Indus. Nogle af disse Folk
lever saaledes under britisk Herredømme, men de
fleste (mindst 400000) er uafhængige. Man (Mc.
Gregor o. a.) har anslaaet deres hele Antal til
700000, men deri er rimeligvis medregnet nogle
mindre, men nær beslægtede Stammer, som
selv ikke regner sig for J. J. har en rent
afghansk Typus og taler Pashto (som vi kalder
Afghansk), og særlig den nordlige Mundart af
dette Sprog (de kalder saaledes deres Sprog
Pakhto, medens de sydlige Stammer udtaler
det Pashto). De driver Agerdyrkning og lever
i Landsbyer; kun et Par kan kaldes Stæder.
J. er uafhængige af Emiren af Kabul og danner
en Art Klan’er, der forestaas af Høvdinge, som
ofte har Borge ell. Slotte i Landsbyerne. Med
visse Mellemrum uddeles Markerne paa ny,
hvad der har Udvandringer og Omflytninger
til Følge. For øvrigt har Forholdene bl. J. en
patriarkalsk gammeldags Karakter, der minder
en Del om Israel’s Forhold efter det gl.
Test. De betaler Tiende til deres Præster, der
har ikke liden Indflydelse bl. dem;. Som Følge
heraf har fl. Rejsende ment, at J. var af jødisk
Herkomst, og paastaaet, at J. selv antog sig
for at nedstamme fra Jøderne. Man har derfor
i dem villet se Efterkommere af de 722 fra
Samaria bortførte ti Stammer. Først fremsattes
Fortællingen om den jødiske Herkomst af H.
Vansittart 1790: On the Descent of the Afghans
from the Jews i Asiatic Researches, 2. Bd, og
siden af mange andre, ogsaa af Raverty, der
har indlagt sig de største Fortjenester af
Studiet af Sproget bl. J. o. a. Stammer i
Afghanistan. At der her skulde leve Efterkommere af
de ti Stammer, har naturligvis ikke den
ringeste Rimelighed. Overensstemmelsen med nogle
israelitiske Forhold lader sig let forklare
den Brug, som Muhammed og hans Mænd gjorde
af Gl. Test. ved deres Anordninger. J. er ivrige
Muhammedanere, Sunnitter; de hader som Følge
heraf Perserne som Shiitter. Høvdingeslægterne
bl. J. antager sig for øvrigt for at nedstamme
fra den mytiske Konge Dshemshid. (Litt.:
Mountstuart Elphinstone, Account of
the Kingdom of Caubul [London 1815]; H. W.
Bellew, The Races of Afghanistan [London
1880]; Spiegel, »Eranische
Alterthumskunde«, I, S. 307 ff.; Constable,
Hand-Atlas of India [London 1893]).
V. S.
jus utrumque (lat.), »den dobbelte Ret«, ɔ:
verdslig og kirkelig Ret, — Romerret og
kanonisk Ret — tilsammen. Endnu gængs i Titelen:
Doctor juris utriusque, Doktor baade i
Romerret og Kirkeret.
K. B.
jus vitæ et necis (lat. »Ret over Liv og
Død«) betegner i rom. Ret den Husfaderen
under Republikken og i den ældre Kejsertid
tilkommende »Hals- og Haandsret« over Hustru
og Børn. Om denne Beføjelses nærmere Indhold
og om Formerne for dens Udøvelse i det ældste
Rom vides intet med Sikkerhed. I den ældste
historisk kendte Tid fremtræder den som
formelt uindskrænket. Faktisk har den imidlertid
utvivlsomt været begrænset ved gl Skik og
Brug. Som typisk fyldestgørende Grunde
træffer vi i den historiske og legendariske
Overlevering foruden Hustruens Utroskab og
Datterens Ukyskhed væsentlig kun visse efter rom.
Retsbegreb særlig graverende Former for
Statsforbrydelse. Og mos majorum synes at
have krævet, at Husfaderen, forinden han
gjorde Brug af sin Myndighed, tilkaldte et
Familieraad (consilium propinquorum) og
fulgte dets Raad. Hustruen, der in flagranti
var greben i Ægteskabsbrud, kunde Husherren
dog vistnok uden videre dræbe. Allerede under
Trajan og Hadrian begyndte den kejserlige
Lovgivning at gribe ind i Husfaderens formelt
endnu usvækkede Autonomi. Trajan tvang
Faderen, der ved sin Behandling af Sønnen
krænkede pietas, til at emancipere Sønnen.
Havde Behandlingen haft Døden til Følge, da
havde han sin Arveret forbrudt. Og Hadrian
satte Straf af Deportation for den, der paa
lumsk og underfundig Maade ombragte sin
Søn. I Slutn. af 2. ell. i Beg. af 3. Aarh.
gennemførtes dernæst den gennemgribende
Reform, at Faderen ikke egenmægtig kunde
dømme sin Søn til Døden, men maatte indbringe
Sagen for Domstolene. Det er dog først
ved en Forordning af Constantin, at Faderens
Drab af Sønnen udtrykkelig erklæres for
strafbart som parricidium. Og Faderens Ret til at
dræbe ell. ved Udsættelse prisgive det nyfødte
Barn synes først definitivt at være bleven
ophævet i Slutn. af 4. Aarh. (Litt.: C. W.
Westrup, »Introduktion til Romerretsstudiet« I
[Kbhvn 1920], S. 81 ff.).
C. W. W.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
