Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juliane Marie - Juliansk Aar - Juliansk Kalender - Juliansk Periode - Julianus, Flavius Claudius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Holm, »Danmark-Norges Historie«, III—VI
[Kbhvn 1898—1909]; Samme, om
Korrespondancen mellem J. M. og Frederik II af
Preussen i »Hist. Tidsskrift«, VI, 5 og VII, 2 [Kbhvn
1895 og 1899]; »Regeringsskiftet 1784« [Kbhvn
1888]; »Danske Samlinger«, I [Kbhvn 1865];
Friis, »Bernstorff og Guldberg« [Kbhvn 1899]).
(C. F.). C. A. T.
Juliansk Aar, se Kalender.
Juliansk Kalender, se Kalender.
Juliansk Periode, se Cyklus.
Julianus, Flavius Claudius, rom. Kejser
(361—363), f. 331 i Konstantinopel, d. 26. Marts
363 paa et Krigstog mod Perserne, var en Søn
af Kejser Konstantin den Store’s Halvbroder
Julius Constantius. Sin største Berømmelse har
han faaet ved sit ihærdige, men mislykkede
Forsøg paa at bekæmpe Kristendommen, som
under Konstantin var blevet den herskende
Religion i Romerriget, ligesom hans Frafald fra
den kristne Tro, som han i sin Ungdom havde
bekendt sig til, har skaffet ham hans Tilnavn
Apostata (den Frafaldne). Da Kejser
Konstantin’s Sønner efter Faderens Død lod omtr.
alle Kejserhusets Medlemmer dræbe,
skaanedes J. og hans Broder Gallus, og J. tilbragte
sin Barndom i Konstantinopel, hvor han nød
en omhyggelig Undervisning, især i den gr.
Litt.: omtr. 344 maatte han imidlertid
sammen med Gallus begive sig til Kappadokien,
hvor han efter Kejser Constantius’ Befaling
maatte blive i 6 Aar. Derefter vendte han
tilbage til Konstantinopel, og fortsatte dels der,
dels i forsk. lille asiatiske Byer, sine litterære,
retoriske og filos. Studier, hvorved han kom
under Paavirkning af fl. fremragende
Talsmænd for den hedensk-gr. Aandsretning, som
Sofisten Libanios og den nyplatoniske Filosof
Maximos. Særlig den sidstnævnte bevirkede J.’s
Frafald fra Kristendommen, hvilket dog først
senere blev alm. kendt. Da Gallus ikke uden
egen Skyld var blevet henrettet paa Kejserens
Befaling (354), kom ogsaa J. i en farlig
Stilling, men bevarede dog Kejserens Gunst. Efter
at han et halvt Aar havde opholdt sig i Athen,
hvorved hans Begejstring for den antikke gr.
Aand yderligere steg, udnævntes han 355 til
Underkejser (Cæsar) og sendtes som
Statholder til Gallien. Her viste den unge Filosof stor
Dygtighed baade som Administrator og som
Feltherre, uagtet han stadig var omspundet
af Kejserhoffets Intriger. Over Germanerne,
der truede Grænsen, vandt han store Sejre,
men da Constantius saa forlangte, at han
skulde sende sine bedste Tropper til Østen,
nægtede disse at lyde og udraabte J. til Kejser
(Augustus). J. kunde ikke undslaa sig og førte
sin Hær mod Konstantinopel. Da Constantius
døde i rette Tid, kunde J. derefter uden
Modstand rykke ind i Hovedstaden og anerkendtes
over hele Riget (361).
Som Kejser optraadte J. aabent mod
Kristendommen. Forbudt blev den rigtignok ikke,
men Gejstligheden mistede sin privilegerede
Stilling, Kirken blev berøvet en Del af det
Gods, der tidligere var blevet skænket til den,
og de Kristne blev paa fl. Maader chikanerede.
Meningen var at indføre fuldstændig
Religionsfrihed, men alligevel blev Hedenskabet i høj
Grad begunstiget. Det var J.’s Hensigt at
reformere den gl. gr. Gudetro, thi han var
ganske klar over, at den ingenlunde var
tidssvarende. De gl. hedenske Myter skulde vaagne
til nyt Liv ved at fortolkes paa filos. og
allegorisk Vis; Grækenlands Guder skulde dyrkes
med større Alvor end hidtil, men den
fornemste Plads bl. Guderne indtog for J. den
østerlandske Solgud. J. vaagede med Iver over
Ofringerne og bestræbte sig for at give
Hedningernes Religiøsitet den personlige
Inderlighed, hvori Kristendommen havde sin Styrke.
Det hedenske Præsteskab reformeredes, og
hedenske Velgørenhedsanstalter oprettedes; i
begge Henseender arbejdede J. for en Del med
kristne Mønstre for Øje. — I øvrigt lagde J.
stor Vægt paa at betone Kristendommens
Uforenelighed med den oldgræske Kultur. Ved en
Forordning gav han Staten Eneret til at
besætte Lærerembederne ved de højere
Undervisningsanstalter og udelukkede saaledes de
Kristne derfra, en Foranstaltning, som endog
dadledes af Hedninger. Meningen hermed var
uden Tvivl helt at udelukke de Kristne fra
den gr. Dannelse; thi til rent hedenske
Læreanstalter vilde kristne Forældre ikke sende
deres Sønner.
I sit private Liv optraadte J. med en til
Askese grænsende Tarvelighed. Den utrolige
Ødselhed, som hidtil havde hersket i
Hofholdningen, indskrænkedes i høj Grad, hvilket
naturligvis mange Steder vakte Misfornøjelse.
Mange stødtes ogsaa over, at J. som Kejser
udgav Stridsskrifter mod Kristendommen. Hans
store Skrift imod de Kristne er nu tabt, men
betydelige Dele af det kendes gennem et
Modskrift af Kyrillos. Derimod har vi et Skrift
Misopogon (Skæghaderen), rettet mod
Indbyggerne af Antiocheia, som havde spottet J.’s
asketiske Tilbøjeligheder. Vi har desuden et
Skrift, »Kejserne«, hvori J. spotter en Del af
sine Forgængere, samt et betydeligt Antal
Breve, Taler og filos. Smaaskrifter. J. viser sig i
sine Skr som en skarpsindig Polemiker med
en skarp satirisk Aare. Hans Taler er derimod
ikke fri for at skæmmes af Tidens sædvanlige
Deklamation.
J.’s Bestræbelser blev ikke kronede med
Held. De Kristne gjorde den mest fortvivlede
Modstand mod hans Anordninger, og
Hedningerne viste sig lunkne i deres Iver og skuffede
fuldstændig hans Forventninger. Hans
Regering blev ogsaa kort. 2 Aar efter at han var
blevet Kejser, faldt han paa et Krigstog mod
Perserne. Hans Efterfølger Jovianus var
Kristen. De Kristne jublede og vedblev endnu
længe at udstøde Forsmædelser mod deres døde
Modstander, hvis Foranstaltninger hurtig blev
ophævede.
J.’s Skr er udgivne af Spanhemius (Leipzig
1696), Hertlein (2 Bd, Leipzig 1875—76) og
Wright (London 1913), desuden
Levningerne af Skriftet mod de Kristne af Neumann
(Leipzig 1880). (Litt.: Neander, »Ueber
den Kaiser J. und sein Zeitalter« [2. Opl.
Gotha 1867]; Strauss, »Der Romantiker auf
dem Throne der Cäsaren« [Mannheim 1847];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
