Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannesen, Hans Christian - Johannesevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til ud for Lena-Flodens Delta. »Lena« skiltes fra
»Vega« 28. Aug. og kom 21. Septbr til Jakutsk.
Derfra fortsattes Rejsen op ad Lena-Floden til
Njaskaia paa c. 60° Br., hvorfra »Lena« vendte
om og overvintrede ved Jakutsk. J. er den
første, der har ført Skib fra Atlanterhavet til
Lena-Floden og Hjertet af Sibirien. 1908 var J.
med »Victoria« paa Østsiden af Franz Josef’s
Land helt op til 81° 29′ n. Br. (Litt.:
Nordenskiöld, »Vegas Rejse omkring
Asia og Europa« [Kria 1881]).
G. F. H.
Johannesevangeliet, det fjerde af de
nytestamentlige Evangelieskrifter, giver først i en
Indledning, den saakaldte Prolog (1, 1—18), en
Orientering om den præeksistente Kristus
(»Ordet«) og hans Menneskevordelse, skildrer
derpaa (1, 19—12, 50) Jesu offentlige
Virksomhed, meddeler (Kap. 13—17) hans sidste Taler
Skærtorsdag Aften og slutter (Kap. 18—20) med
Fortællingen om hans Lidelse, Død og
Opstandelse; et Tillæg (Kap. 21) beretter om et Møde
mellem den Opstandne og nogle af hans
Disciple. Medens de tre første (»synoptiske«)
Evangelier frembyder store indbyrdes Ligheder (se:
Evangelium, Bd VII, S. 595 ff.), indtager
derimod det fjerde baade m. H. t. Stofvalg og
Fremstillingsform en Særstilling. Der
foreligger navnlig en iøjnefaldende Forskel, hvad
angaar Skuepladsen for Jesu Virksomhed. Medens
nemlig Synoptikerne saa godt som udelukkende
beretter om Jesu Optræden i Galilæa og kun
lader ham drage til Jerusalem ved den sidste
Paaskefest, hvor han led Døden, skildrer
derimod J. væsentlig hans Gerning i Judæa, og
Fremstillingen grupperes om fem Besøg i
Jerusalem i Anledning af jødiske Fester (2, 13
Paaske, 5, 1 Paaske- ell. Purimsfesten, 7, 2
Løvhyttefesten, 10, 22 Tempelindvielsesfesten,
12, 1 Paaske). Det er da ogsaa kun lidt af
dette Stof, som har Paralleller i ell. er
beslægtet med den synoptiske Overlevering; det
indskrænker sig til Beretningen om Johannes
Døber (1, 19—34), Tempelrenselsen (2, 13—16),
Høvedsmanden i Kapernaum (4, 46—54),
Bespisningen af de 5000 (6, 1—13). Vandringen paa
Søen (6, 16—21), Salvningen i Bethania (12,
1—8), Indtoget i Jerusalem (12, 12—15), en Del
af Lidelseshistorien (Kap. 18—20) samt en
temmelig begrænset Mængde enkelte Jesusord rundt
omkr. i Skriftet. En Del af J.’s Særstof er da
Fortællinger om Begivenheder i Jesu Liv, f.
Eks. Brylluppet i Kana (2, 1—11), Mødet med
Nikodemus (3, 1 ff.) og med den samaritanske
Kvinde (4, 1 ff.), Helbredelse af den Syge ved
Bethesda Dam (5, 1 ff.) og af den Blindfødte
(9, 1 ff.) samt Opvækkelsen af Lazarus (11, 1 ff.);
men Hovedmassen er dog lange Taler eller
Samtaler, som Jesus holder, og her er det især,
at Forskellen fra Forkyndelsen i de synoptiske
Evangelier gør sig gældende paa iøjnefaldende
Maade. Som et Par enkelte Eksempler paa
Indholdets Forskelligartethed kan henvises til, at
i de 3 første Evangelkrs Fremstilling er
Gudsriget et Hovedbegreb for Jesus; mange Udsagn
handler om hans Genkomst, Syndstilgivelse, den
farisæiske Retfærdighed og Gud som
Menneskenes Fader; i J. derimod spiller disse Tanker
kun en underordnet Rolle; her er
Hovedemnerne i Talerne Jesu egen Person og hans
Forhold til Faderen; han kaldes Livet, Lyset,
Vejen og Sandheden, og hans eget inderlige
Livssamfund med Gud fremhæves med de
stærkeste Udtryk (»Jeg og Faderen, vi er eet«, 10,
30). Ogsaa i rent formel Henseende er der en
betydelig Forskel; hos Synoptikerne taler
Jesus i korte, skarpt pointerede Sentenser og
Tankesprog ell. i umiddelbart forstaaelige
Lignelser; i J. derimod hersker der en ubetinget
Forkærlighed for det abstrakte; Jesus benytter
her fortrinsvis Allegorien, og der er i hans
Taler en karakteristisk Dvælen ved og Kredsen
om det samme Emne, idet en Tanke ofte
belyses ved, at et Udsagn gentages fl. Gange i
en let varieret Form. Man har ment, at
Synoptikerne gav os et Indtryk af Jesu Forkyndelse
for de galilæiske Smaakaarsfolk, medens J.
derimod viste, hvorledes han prædikede for
den mere kultiverede Befolkning i Judæa og
Jerusalem, men Forskellen er saa stor, at
denne Forklaring næppe slaar til. Den synoptiske
og den johannæiske Tradition kan her ikke
begge træffe det hist. rigtige, og det kan da
ikke betvivles, at det er den fjerde Evangelist,
der har ændret den opr. Karakter af Jesu
Forkyndelse og sat sit personlige Præg paa den;
det fremgaar alene deraf, at Døberens
Prædiken i dette Evangeliums Gengivelse har
undergaaet akkurat den samme Omdannelse som
Jesu egen, og begge taler ganske paa samme
Maade som Evangelisten selv; i 3, 10 ff. er det
f. Eks. umuligt at sige, hvor Jesu Ord hører op
og Evangelistens egne Refleksioner begynder,
og ganske paa samme Maade forholder det sig
3, 27 ff. med Døberens Vidnesbyrd; i 12, 44—50
fortsættes omvendt Fortællerens Betragtninger
med en ganske situationsløs Tale af Jesus.
Ogsaa paa mange andre Punkter viser den
synoptiske Overlevering sig m. H. t. hist.
Troværdighed at være langt bedre end den johannæiske.
I denne sidste mangler saaledes ethvert Spor
af Udviklingslinier i Jesu offentlige
Virksomhed; straks ved Beg. af sin Fremtræden føler
han sig som Messias, der forudsiger sin Død
(2, 21), sin Korsfæstelse og dermed
sammenhængende Ophøjelse (3, 14), og hans første
Disciple slutter sig til ham, fordi de straks
har den Overbevisning, at han er Messias (1,
41 ff.); hos de 3 første Evangelister, især hos
Markus, findes der dog enkelte Holdepunkter
for Antagelse af en mere naturlig
Udviklingsgang; det er først efter længere Tids Samliv
med Mesteren, at hans Messianitet gaar op for
Disciplene (Peter’s Bekendelse ved Cæsaræa
Filippi, Mark. 8, 29) og det er heller ikke før
ved Slutningen af Jesu Virksomhed, at Tanken
om hans forestaaende Lidelse træder tydeligt
frem. Fremdeles er i J. Jesus lige fra Beg.
(1, 11) skildret som Frelser for den hele
Verden, og der eksisterer dér ikke mere nogen
Erindring om, at han dog i første Række følte
sig udsendt til »de fortabte Faar af Israels
Hus« (Matth. 15, 24). Man kunde endvidere
henvise til, at Jesu Undere hos Synoptikerne
overvejende betragtes under Synspunktet af
Barmhjertighedsgerninger mod lidende
Mennesker; Jesus er den kærlige Læge, der yder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
