Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Døberen - Johannesen, Edvard Holm - Johannesen, Hans Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dannede gr.-rom. Læsere, hos hvem han ikke
kunde vente at finde nogen synderlig høj
Vurdering af sakramentale Riter, men som
derimod var mere tilbøjelige til at beundre en
aandrig Symbolik; og naar Mark. 1, 4 taler om
»Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse«,
ligger det nærmest at forstaa Udtrykket
saaledes, at selve Daabsbadet virkede som
Syndsforladelse, idet Tvættelse med sakramentale
Virkninger bl. Datidens Jøder var en velkendt
Ting (se Essæer). Indtrykket af J.’s
Bodsprædiken forstærkedes ved hans asketiske
Levevis; iflg. Mark. 1, 6 optraadte han »klædt
i Kamelhaar og med et Læderbælte om sin
Lænd«, og hans Føde bestod af Græshopper og
vild Honning; hans afholdende Levevis omtales
af Jesus (Matth. 11, 18), og vi erfarer, at hans
Disciple ligeledes fastede (Mark. 2, 18). Hans
Forkyndelse fremkaldte da ogsaa en mægtig
Bevægelse i Palæstina (Mark. 1, 5); vi har
overleveret et Jesusord (Matth. 11, 12), som
muligvis sigter dertil, men det fremgaar yderligere
af, at Jesus selv lod sig døbe af J. (Mark. 1, 9),
og af, at Herodes Antipas saa sig nødsaget til
at gribe ind. Josefos beretter nemlig, at denne
Hersker af Frygt for, at Døberen skulde
bevæge Folket til Oprør, lod ham sætte i
Fængsel i Fæstningen Machærus og senere dræbe;
og dermed angiver han sikkert den vigtigste
Bevæggrund til, »at J. blev ryddet af Vejen,
medens den Motivering, som gives i
Evangelierne, kun har haft sekundær Bet. Som
bekendt fortælles det her (Mark. 6, 17 f.), at
Antipas lod Døberen fængsle, fordi han havde
paatalt Herskerens efter jødisk Lov
utilladelige Ægteskab med Broderens Hustru; og vi
har (Mark. 6, 19 ff.) en udførlig Beretning (hvis
hist. Paalidelighed dog paa fl. Punkter er
stærkt omtvistet af moderne Forskere) om,
hvorledes denne Herodias’ Datter Salome ved
sin Dans fortryllede Fjerdingsfyrsten, saaledes
at han til Løn lovede hende Opfyldelsen af et
Ønske, hvilket da efter Moderens Tilskyndelse
kom til at lyde: J. D.’s Hoved paa et Fad! Som
et Vidnesbyrd om den Opsigt, J.’s
Virksomhed vakte, kunde ogsaa henvises til
Beretningen Luk. 3, 15 (jfr Joh. 1, 19), at Mængden
antog ham for at være Messias; men i Nutiden
er det ikke ualmindeligt, at man betragter
denne som uhistorisk og udsprunget af senere
Refleksioner inden for Menigheden. Der er
nemlig forsk. Ting, der tyder paa, at Døberen
ogsaa efter sin Død stadig blev holdt højt i
Ære inden for en talrig og vidt udbredt
Discipelkreds; Act. 18, 24 ff. berettes om en i
Alexandria født Mand, der var døbt med
»Johannesdaaben«, og 19, 1 ff. møder vi ogsaa i
Efesos nogle Johannesdisciple. Adskillige
Forskere tænker sig nu, at der mellem
Johannesdisciplene og de Kristne har været en vis
Rivaliseren, hvorfor man fra Menighedens Side har
bestræbt sig for at fremhæve det underordnede
Forhold, hvori Johannes stod til Jesus, og lagt
ham selv Ytringer derom i Munden.
Hovedbeviset for denne Opfattelses Rigtighed finder
man i Johannesevangeliet, hvor det gentagne
Gange paa forsk. Maade, men altid med stort
Eftertryk betones, at Døberen ikke er Messias
(1, 8 f., 15, 19 ff., 29 ff., 35 ff.; 3, 27 ff.), men
kun den Røst, som bereder Vejen for ham
(1, 23), hvorfor ogsaa hans Disciple handler
rigtigt ved at slutte sig til Jesus (1, 37 ff.; 3,
26 ff.). Men den samme Bestræbelse mener man
ogsaa at kunne paavise i de synoptiske
Evangelier, f. Eks. i Mark. 9, 11 ff. og Matth. 11, 14,
hvor J. betegnes som den genkomne Elias ɔ:
efter Datidens Forstaaelse af Mal. 4, 5:
Forløberen for Messias; ell. Matth. 3, 14, hvor han
over for Jesu Begæring om Daab erklærer: »Jeg
trænger til at døbes af dig, og du kommer til
mig!«. En videre Konsekvens af denne Teori
bliver det da, at det vel kan anses for at være
hist., at J. har vist hen til Messias som den
større, der snart vilde komme; men han har
ikke, medens han prædikede i Ørkenen, tænkt
paa, at det var Jesus. Naar det Matth. 11, 2 ff.
og Luk. 7, 18 ff. berettes, at han, medens han
sad fængslet, sendte Bud til Jesus og lod
forespørge, om han virkelig var Messias, er den
hist. Virkelighed følgelig ikke den, som man
almindeligvis faar ud af Fortællingen, nemlig at
J. i Fængslets Ensomhed var kommen til at
tvivle om Rigtigheden af det Syn paa Jesus,
som han tidligere havde næret og givet Udtryk
for; men først under Fangenskabet begynder
Tanken om Jesu Messianitet at dæmre som en
Mulighed i Døberens Bevidsthed, og for da
straks at faa Sagen paa det rene er det, at
Spørgsmaalet rettes til Jesus selv. Ved denne
Teori undgaar man de psykologiske
Vanskeligheder, som Døberens Forhold til Jesus efter
den traditionelle Opfattelse volder; men den
kan jo kun gennemføres ved en meget
vidtgaaende Kritik af den evangeliske
Overlevering. (Litt.: Martin Dibelius, »Die
urchristliche Überlieferung von Johannes dem
Täufer« [1911]).
H. M.
Johannesen, Edvard Holm, norsk
Fangstskipper, f. 1844 i Balsfjord Præstegæld, d. 1901.
J. var en af de Første, som berejste og
undersøgte det kariske Hav, som tidligere var
betragtet som usejlbart p. Gr. a. Is. 1869 sejlede
han med Skonnerten »Nordland« langs
Vestkysten af Novaja Semlja til Kap Nassau (76 1/2°
Br.) og derefter tilbage til Matotschkin Stræde,
der mellem 73° og 74° Bredde deler Novaja
Semlja i to Øer, og gennem dette smalle Stræde
ind i det kariske Hav. Efter at have
gennemkrydset dette uden særlige Vanskeligheder af
Is, forlod han det gennem Vaigat Stræde. 1870
gik J. atter ind i det kariske Hav gennem
Vaigat Stræde, gennemkrydsede Havet, og efter
at have faaet fuld Fangst gik han N. om Novaja
Semlja og omsejlede Øen. For hans
Iagttagelser over Strømsætning, Is- og Dybdeforhold i
det kariske Hav, som han indsendte til Svenska
Vetenskaps-Akademien, fik han Selskabets
Guldmedaille. 1878 opdagede J. N. for Sibiriens
Kyst en Ø paa 77° 40′ n. Br. og 86° ø. L., som
han omsejlede og kaldte Ensomhed. (Litt.:
H. Mohn, »Norske sjømænds bidrag til de
arktiske egnes geografi« [1896]).
G. F. H.
Johannesen, Hans Christian, norsk
Fangstskipper, foreg.’s Broder, f. 1846, var
Fører af Dampskibet »Lena«, som 1878 fulgte som
Tender med Nordenskiöld’s Vega-Ekspedition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
