Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Job - Jobbé-Duval, Armand Marie Felix - Jobber - Jobi - Jobspost - Jochanan ben Zakkaj - Jochmus, August Giacomo - Jochumsson, Mattias
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lille, vil anklage den alt beherskende Gud. J.’s
Bog anerkender altsaa, at en Disharmoni kan
opstaa, men lægger den helt over i Gud, hvis
Magt og Vilje er et for Menneskene
uigennemtrængeligt Mysterium. Derfor skal Mennesket
trods Tabet af Lykken fastholde sin
Retfærdighed og give sig helt hen i Guds Vilje. J.’s Bog
har ikke nogen ny Opfattelse af Lykken, men
hviler i den Henseende i den gl. Betragtning.
Visise Dele af J.’s Bog menes ikke at høre til
det opr. Skrift. Det gælder Kap. 28, en
Lovprisning af Visdommen og Dele af Guds Tale
(39,13—18; 40,15—41, 4), der indeholder
detaillerede Skildringer af Strudsen, Flodhesten og
Krokodillen som Eksempler paa Verdens
Vidundere, og navnlig Kap. 32—37, Elihu’s Taler.
Formelle Grunde taler stærkt for, at disse ikke
hører med i Kompositionen; men de kan
stamme fra Digteren som et ironisk Indlæg. Elihu’s
Taler afviger ikke væsentlig fra Vennernes i
Indhold. Ulykken betragtes som en Tugtelse for
Synd, og Omvendelse medfører Befrielse for
den. Men det udmales med en Omstændelighed
og Fremhævelse af egen Person i beskeden
Forfængelighed, der lader Læseren skimte
Forfatterens Ironi. Om Bogens Forf. ved man
intet. Man henvises gennem Skriftet til landlige
Forhold, og mange Iagttagelser viser, at han
har været vel kendt med Ægypten. Om
Affattelsestiden kan heller intet siges, saa meget
mere som det er vanskeligt at sætte den i
Forhold til den øvrige israelitiske Litteratur.
(Litt.: Buhl, »Om Job’s Bog« [i Fr. Nielsen:
»Smaaskrifter til Oplysning for Kristne« 1887];
Kommentarer af B. Duhm [Marti: »Kurzer
Handcommentar«, 1897]; K. Budde
[»Nowack-Göttinger Handkommentar«, 2. Opl. 1913] o. a.).
J. P.
Jobbé-Duval [зå’be-dy’val], Armand
Marie Felix, fr. Maler, f. i Carhaix
(Finistère) 16. Juli 1821, d. i Paris 2. Apr. 1889, var
Elev af P. Delaroche. Han malede
Genrebilleder i »Ny grækernes« Manér: »Bruden fra
Korinth«, »Margrete i Haven« etc., mange
Portrætter og Kirkemalerier, saaledes for St
Severin og St Louis-en-l’île i Paris, endvidere
dekorative Arbejder for Lyons Raadhus. J.-D.
var desuden Politiker, Maire 1870—71 i Paris’
15. Arrondissement og derefter stærkt fremme
under Kampen mod Kommunarderne.
A. Hk.
Jobber [eng. ’dзåbə] betød opr. en
professionel Spekulant i Børspapirer. Paa Dansk
bruges Ordet udelukkende i denne opr. Bet.,
navnlig om den, der ved at købe ell. sælge
smaa Poster paa belejlige Tidspunkter søger at
bringe Kursen til at stige ell. synke (smlg.
Verbet »at jobbe«). I eng. Børssprog bruges det
ved Siden heraf som Betegnelse for et Medlem
af den af de to Grupper paa Londons
Fondsbørs (Stock Exchange), hvis Medlemmers
officielle Navn er Dealers ell. Stockdealers (se
Børs, S. 453).
(E. M.). C. Th.
Jobi (Jappen), se Geelwinck Bay.
Jobspost, sørgeligt Budskab, ubehagelig
Efterretning (i Lighed med de Efterretninger,
Job modtog).
Jochanan ben Zakkaj (d. e. Zakarja),
en af Hillel’s Disciple, død c. 80 e. Kr. i høj
Alder. Han var den betydeligste jødiske Lærde
ved den Tid, da Jerusalem indtoges af
Romerne, og spillede en Hovedrolle ved Overførelsen
af Lærdomscentret til Jabne. Iflg. Legenden
forudsagde han Vespasian hans Ophøjelse til
Kejser. Hans Lærdom i Lovtraditionen skal
have været omfattende, og enkelte
Lovbestemmelser føres tilbage til ham. Hans mest
bekendte Discipel var Rabbi Eliezer ben
Hyrkanos.
J. P.
Jochmus [’jåkmos], August Giacomo,
Friherre, østerr. Feltmarskalløjtnant og tysk
Rigsminister, f. 27. Febr 1808 i Hamburg, d.
14. Septbr 1881 i Bamberg. Han begyndte med
at gaa Handelsvejen, men opgav snart denne
for 1827 at ile til Grækenland, hvor han fik
Ansættelse som Kaptajn og Adjutant hos
General Church og senere i Krigsministeriet. Da
han blev tvungen til at forlade Grækenland, gik
han til England og traadte ind i den
Fremmedlegion, der sendtes til Hjælp for Dronning
Isabella. I sp. Tjeneste avancerede J. 1837 til
Brigadegeneral og var under Espartero
Generalstabschef ved Nordhæren. Efter
Borgerkrigens Slutn. rejste han 1838 tilbage til
England, hvorfra han af Palmerston sendtes til
Konstantinopel for at være behjælpelig med
Udarbejdelsen af en Plan for det forestaaende
Felttog i Syrien. Under dette udnævntes han
til Divisionsgeneral og Pasha, blev
Generalstabschef ved den forenede
tyrkisk-engelsk-østerrigske Hær og udmærkede sig ved
Indtagelsen af Acre. I Slutn. af 1840 fik han
Overkommandoen over den tyrkiske
Operationshær, som han førte til Felttogets Slutn. det
flg. Aar, ansattes derefter i Krigsministeriet i
Konstantinopel, indtil Martsbevægelsen i
Tyskland 1848 foranledigede ham til at rejse hjem.
Af Ærkehertug Johan udnævntes han til
Rigsminister (Udenrigs- og Marineminister) og trak
sig ved Ministeriets Opløsning 1849 tilbage til
Privatlivet. J. ophøjedes efter Krigen i Italien
1859 til Friherre og efter Krigen 1866 til
Feltmarskalløjtnant. Han havde 1853—55 og
1870—71 foretaget Rejser omkr. Jorden. Han udgav
»Der syrische Krieg und der Verfall des
Osmanenreichs seit 1840« (1856). Hans samlede
Skr udgaves af Thomas i Berlin 1883—84.
B. P. B.
Jochumsson [’jåkømså.n], Mattias, isl.
Digter, f. 11. Novbr 1835 paa Skógar i
Reykhólasveit, d. 18. Novbr 1920, Student 1863, Kandidat
fra Præsteseminariet i Reykjavik 1865, Præst
1867. Efter at have været Præst forsk. St., samt
i nogle Aar Redaktør i Reykjavik, blev han
Præst til Akureyri (Øfjorden) i det nordlige
Island, indtil han tog sin Afsked 1903; han
nød til sin Død aarlig Understøttelse paa den
isl. Finanslov som Anerkendelse for hans
udmærkede Digtervirksomhed. Som Præst og
Teolog var J. meget frisindet og lidet
dogmebunden, og han hørte overhovedet til de mest
oplyste Mænd i Landet; han var meget
velbevandret i fremmed, navnlig eng., Litt. J. var en af
Nutidens ypperste isl. Digtere og Overs., der
behandlede sit Sprog og sin metriske Fremstilling
med en spillende Lethed og elegant
Overlegenhed. Som original Digter var han nærmest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
