Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Joachim, Joseph - Joachimsthal - Joachimsthaler - Joanes - Joanne, Adolphe-Laurent - João - Joas - Job
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Weiss, f. i Marburg i Steiermark 10. Maj
1839, d. i Berlin 3. Febr 1899, der var ansat
ved Hofoperaen i Hannover. Efter sit
Giftermaal med J. opgav hun Scenen og helligede
sig udelukkende til Koncertsalen og sin
Virksomhed som Lærerinde; baade i Oratoriet og
som Romancesangerinde, særlig i Foredraget
af Schumann, fejrede hun store Triumfer, og
baade som udøvende Kunstnerinde og i sin
Lærervirksomhed stod hun værdig ved sin
Mands Side. 1882 ophævedes Ægteskabet
mellem dem. (Litt.: A. Moser, »Joseph J., ein
Lebensbild« [Berlin 1898]).
S. L.
Joachimsthal [’joakemsta.l] (tschk. Svatý
Jáchymov), By i det nordvestl. Böhmen, 6 km fra
den sachs. Grænse og 18 km N. f. Karlsbad, i en
snæver Dal, der gennemstrømmes af
Weseritzbach paa Sydskraaningen af Erzgebirge. (1910)
6000 tyske, kat. Indb. J. har betydelig
Handskefabrikation samt Brydning af Uranbegmalm,
hvoraf Radium udvindes. Der findes i J. et
Radium-Laboratorium og en Kuranstalt for
Radiumbehandling. Sølvminedriften, der i 16.
Aarh. gav et stort Udbytte (se
Joachimsthaler), indstilledes 1900.
G. Ht.
Joachimsthaler [-’ta.-] (Forkortelse »Thaler«,
hvoraf Daler, Dollar), Guldengroschen,
en større Sølvmønt, der fremkom i
Overgangsperioden til den nyere Tid, prægedes af Sølv
fra Joachimsthal i Böhmen og blev
international Møntmodel. Iflg. »Esslinger Münzordnung«
1524 skulde J. veje 2 Lod, være 15-lødig og
altsaa indeholde c. 27 1/3 g fint Sølv. Af 1
kølnsk Mark raa prægedes saaledes 8 J. à 1
Unse; derfor forekommer ogsaa Benævnelsen
Unciales.
(N. J. B.). Th. O.
Joanes [kå’anæs] (Juanes, Vicente), Maler,
se Macip.
Joanne [зo’an], Adolphe-Laurent, fr.
Skribent (1823—81), mest kendt som Udgiver
af Rejsehaandbøger. 1840 begyndte han en
Serie Itinéraires, senere udgav han
Géographies départementales. Han er en af
Medstifterne af Club alpin (1874). — Hans Søn, Paul
Bénigne, f. 1847, bistod sin Fader med
Udgivelsen af Guides J. Hans Hovedværk er
Dictionnaire géographique et administratif de la
France et de ses colonies (1890 ff.).
C. A.
João [’зuau] (port.), Johan.
Joas [jo.h’a.∫], 1) Achazja’s Søn, Konge i Juda
i sidste Halvdel af 9. Aarh. Han frelstes som
etaarig fra det Blodbad, Atalja (s. d.)
anrettede paa Kongeslægten, af Josheba, Atalja’s
Steddatter, gift med Præsten Jojada, som holdt
ham skjult i Templet. Efter 7 Aars Forløb
rejstes en Revolution, Atalja blev dræbt og Joas
Konge, idet Jojada var den ledende. J. viste
som myndig stor Interesse for Templet, som
han lod istandsætte. Meddelelsen i 2. Krøn. 24,
19 ff. om, at J. tillod Ba’alkulten, strider
mod Kongebogen, og skal vistnok motivere J.’s
Nederlag over for Aramæerkongen: Hazael, idet
han maatte købe denne bort med Templets og
Paladsets Skatte. Kort efter faldt J. for en
Sammensværgelse.
2) Joachaz’ Søn og Efterfølger som Konge i
Israel omkr. 800 f. Kr. Da Assyrerne omkr.
805 havde betvunget Damaskus, blev Israels
Stilling over Aramæerne gunstigere, og det
lykkedes J. i tre Kampe at overvinde Benhadad
og tilbageerobre det Land, som Jehu havde
maattet afstaa. Disse Sejre skal være forudsagt
af Elisa. J. blev udfordret af Juda Konge
Amasja, men vandt en fuldstændig Sejr over
ham, nedbrød et Stykke af Jerusalems Mur og
bortførte Templets og Slottets Skatte foruden
mange Gidsler.
J. P.
Job, Hiob, hebr. Ijjob, Hovedpersonen i
Jobs Bog, en af det gl. Test.’s
ejendommeligste Digtninge. Bogen bestaar af en
Prosafortælling, som danner Skriftets Prolog og
Epilog, og en Dialog. Indholdet af
Prosafortællingen er: i Landet Us levede en from og lykkelig
Mand, J. I en himmelsk Raadsforsamling
hævder Satan, at J. vil opgive sin Fromhed, hvis
han mister Lykken. Han faar Lov at prøve
ham og berøver ham først hans Rigdom, og
Børn, senere hans Sundhed, alt det der udgør
hans Ære. J. fastholder dog, at man skal tage
det onde med det gode fra Gud. Tre Venner
kommer for at trøste ham: ElifaZ, Bildad og
Sofar, med hvilke han har et Ordskifte.
Epilogen meddeler, at Gud dadlede Vennernes
Tale og gav J. Lykken igen i dobbelt Maal.
Denne Fortælling, som kaldes Folkebogen,
fremstiller Ulykken som en Prøvelse af den
Fromme, der atter fjernes, naar han bevarer
sin Fromhed. I den nuv. J.’s Bog danner den
Rammen om en Dialog (3,1—42,6), som har
poetisk Form, idet den bestaar af Strofer med
bestemt Rytme og regelmæssig Længde. Talerne
holdes af de tre nævnte Venner i ovenn. Orden,
idet J. svarer efter hver Tale. De holder hver 3
Taler, idet dog J.’s Svar paa Elifaz’ 3. Tale er
stærkt korrumperet, Bildad’s 3. Tale findes kun
i Fragment, og Sofar’s 3. Tale slet ikke. I en
afsluttende Tale samler J. sin Klage i et
Tilbageblik over sin tabte Lykke (29—31). Dertil
slutter sig Guds Svar (38—42,5). Bogen regnes
til den gl. testamentlige Visdomslitteratur, idet
den behandler et praktisk Livsproblem, som
maa forstaas ud fra israelitiske
Forudsætninger. Lykken bestaar for Israelitten i
Sjælsstyrke, der viser sig i Evnen til at skabe
Rigdom og til at lede andres Vilje. Derved bærer
han Samfundet, idet han hjælper de Fattige
med sin Rigdom og de Stærkere med sit Raad.
Lykken beror paa en Harmoni mellem at give
og tage, som er et Udslag af den Stærkes
Retfærdighed og opretholdes ved, at Gud er med
ham. Hvis den Stærke bliver svag og mister
sin Lykke, da er det, fordi Gud har sluppet
ham, men det kan kun skyldes en Mangel ved
hans egen Retfærdighed, altsaa Synd; thi ellers
vilde Gud være uretfærdig, og denne Paastand
gyser Israelitten tilbage for. Men hvis nu en
vitterlig retfærdig Mand mister Lykken, hvad
da? Dette er Problemet i J.’s Bog. Det alm.
Standpunkt hævdes af Vennerne, som stadig
paastaar, at J. maa have begaaet hemmelig
Synd, altsaa være uretfærdig. Dette behægtes
standhaftigt af J., som fremsætter voldsomme
Anklager mod Gud for Uretfærdighed. I Guds
Tale, som iflg. Sagens Natur siger det
afgørende Ord, tilbagevises Vennernes
Beskyldninger mod J., men J. dadles, fordi han, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
