Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakub Beg - Jakuba - Jakubovitsch, Peter Filipovitsch - Jakuhøns - Jakut, Abu Abdallah - Jakuter - Jakutsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sine Hofmænd, opløstes han Rige hurtig og
faldt tilbage under det kinesiske Herredømme.
E. E.
Jakuba, se Jacoba.
Jakubovitsch, Peter Filipovitsch,
russ. Forf., f. 1860 i en adelig Fam. i
Guvernementet Novgorod, studerede ved Universitetet
i Petrograd og blev 1884 fængslet, anklaget for
Delagtighed i politiske Forbrydelser. 1887
dømtes han til Døden, men Straffen formildedes til
18 Aars Tugthus i Sibirien. En Del af Tiden
maatte han tilbringe med Grubearbejde. 1899
lykkedes det ham dog p. Gr. a. Sygdom at faa
Tilladelse til at bo i Kazan, og snart efter
kunde han vende tilbage til Petrograd. Fra
1878 begyndte J. at offentliggøre sine Digte, af
hvilke de fleste fremkom i Tidsskrifter under
Mærket P. Ja, En samlet Udgave i 2 Bd udkom
1898—1901. Som skønlitterær Forf. skrev J.
desuden under Pseudonymet Melschin. Hans
betydeligste Værk er »De Forstødtes Verden«,
en rystende realistisk Skildring af Livet i de
sibiriske Fængsler. 1901 kom en Samling
Fortællinger »Livets Stedbørn«. Desuden har J.
under Navnet P. F. Grinevitsch offentliggjort
nogle litterære Kritikker.
H. C-e.
Jakuhøns (Penelopinæ), se Hokkofugle.
Jakut, Abu Abdallah, fremragende arab.
Geograf (1179—1229); han var opr. gr.
Krigsfange, antog Islam og levede en Tid lang i
Mosul; han døde i Nærheden af Aleppo. Hans
Hovedværk er et geografisk Leksikon,
Mudscham al buldân (udg. i Leipzig, 6 Bd,
1866—73). Det er af Vigtighed, fordi lange Ekscerpter
af i øvrigt tabte Værker, indeholdende
betydningsfulde Oplysninger, er bevarede ved at
optages her. Endvidere har vi fra hans Haand
en Fortegnelse over geografiske Homonymer
med tilhørende Forklaringer, betitlet
Muschtarik (udg. i Göttingen 1846).
J. Ø.
Jakuter, det nordligst boende tyrkiske Folk,
lever i et Antal af c. 1/4 Mill. om mellemste og
nedre Lena fra Taimyr-Halvøen i V. til hen
mod Indigirka i Ø. De er af Middelhøjde og
besidder den mongolske Races sædvanlige
Udseende, dog mindre udpræget end de egl.
Mongoler. De er opvakte og snu Forretningsmænd,
der paa udstrakte Handelsrejser forstaar at
udnytte de omboende Folk. Deres Sprog staar
af alle tyrkiske Mundarter paa det ældste Trin
og benyttes i Handel og Vandel over store Dele
af Ø.-Sibirien. Hovederhvervet er Kvægavl;
Heste og Hornkvæg kan trives selv langt mod
N., fordi J. kender til Staldfodring. De
nordligst boende er dog Rensdyr-Nomader. Sur
Mælk, tørret Fisk og Kød udgør den daglige
Kost. Ost laves af Komælk. Om Sommeren bor
J. i kegleformede Barktelte, om Vinteren i
firkantede Bjælkehuse. Paa denne Aarstid er Ski
og Slæde uundværlige Samfærdselsmidler. De
nordlige J. anvender Renen baade som
Ridedyr og som Trækdyr for Slæden. J. er dygtige
Haandværkere, der f. Eks. forstaar at udsmelte
Jern af Myremalm i primitive Jordovne og
forarbejde Metallet til allehaande Brugsgenstande;
endog Bøsser, Samovarer o. l. fabrikerer de.
J. er et aristokratisk ordnet Folk. der deler
sig i Ætter, styret af Høvdinger med arvelig
Værdighed. Et Antal Ætter udgør tilsammen
en Stamme, hvis Overhoved vælges inden for
visse Familier. Kristendommen hersker af Navn,
men har langtfra noget fast Tag i Befolkningen,
som stadig hælder til den gl. Shamanisme. Hvad
J.’s Historie angaar, synes de mod
Middelalderens Slutn. at være fordrevne fra Egnene om
Baikal-Søen af Burjaterne. I Beg. af 17. Aarh.
kom de under Russernes Herredømme, men
har forstaaet at hævde deres Nationalitet over
for disse. Kun ved nedre Kolyma findes nogle
russificerede J., ellers er det tværtimod
Russerne, der er tilbøjelige til at antage J.’s Sprog
og Levesæt. (Litt.: F. Müller, »Unter
Tungusen und J.« [Leipzig 1882]; G. Maydell,
»Reisen und Forschungen im jakutskischen
Gebiet Ostsibiriens« [»Beiträge zur Kenntniss des
russischen Reiches«, 4. Folge, I—II, Petrograd
1893-96]).
K. B.-S.
Jakutsk, Prov. i det østlige Sibirien, 3791410
km2 med (1911) 315600 Indb., 0,08 pr km2,
grænser mod N. til Ishavet. Den største Del af
Provinsen hører til Lena-Flodens Omraade; af
andre Floder kan nævnes Jana, Indigirka,
Kolyma og Omolon, der alle strømmer til Ishavet.
Landet er gennemgaaende bjergfuldt, navnlig
mod S. Langs Grænsen mod SØ. strækker sig
Stanovoj-Bjergene, Sin-Bjergene danner
Vandskellet mellem Lena og dens Biflod Viljui, de
verchojanske Bjerge, der fortsættes i
Orulgan-Bjergene og Charaulach-Bjergene, danner
Vandskellet mellem Lena og Jana. De geologiske
Forhold er ret ukendte, især mod Ø. Arkaiske
Dannelser findes i Stanovoj-Bjergene og ved
Floderne Vitim, og Viljui. NV. f.
Stanovoj-Bjergene optræder et palæozoisk Bælte, der
hinsides Aldan-Floden afløses af mesozoiske
Dannelser. De verchojanske Bjerge og Sin-Bjergene
bestaar væsentlig af palæozoiske Sedimenter.
Største Delen af Provinsen er dækket af Skov;
mod SV. er Abies sibirica det vigtigste
Skovtræ, længere mod N. Picea obovata, der har
sin Nordgrænse omtr. ved 65° n. Br.; Birken
naar omtr. til Polarkredsen, medens Lærken
(Larix sibirica) stedvis naar nær til Ishavets
Kyster. Paa Stanovoj-Bjergenes højre Dele samt
i Bjergene mod Ø. findes Krat af Pinus
Cembra, Sin-Bjergene og de verchojanske Bjerge
derimod har en arktisk Flora, der længst med
N. vinder Overhaand ogsaa i Lavlandet og
uindskrænket hersker i Ishavskysternes Tundraer.
Klimaet er et yderligigaaende Fastlandsklima.
Jorden er stedse bundfrossen, mod N. i en
Dybde af indtil 200 m, og optøes om Sommeren
kun i en Dybde af 1—2 m. I Januar hersker i
hele Provinsen en Middeltemperatur af under
÷ 30° (J. ÷ 43,3°, Verchojansk ÷ 50,5°,
Ustjansk ÷ 41,4°). Vinteren har meget ringe
Nedslag og er navnlig mod S. meget snefattig. Til
Gengæld er den korte Sommer meget varm.
Juli har i J. en Middeltemperatur af 19°, i
Verchojansk 15,4°, i Ustjansk 13,4°, hvilket
forklarer, at Skoven kan trives paa den
bundfrosne Jord. Befolkningen bestaar i Modsætning
til det øvrige Sibirien mest af Indfødte;
Jakuterne (220000 Indb.) er de talrigste; derefter
følger Tunguser (12000 Indb.), Lamutter,
Jukagirer og Tshuktsher. Russerne, mest Sekterere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
