Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakobitter (engelske) - Jakob's Brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bestod fornemmelig af de eng. Katolikker, Adelen
i de skotske Højlande og enkelte eng.
Adelsmænd. De forsøgte adskillige Gange, men
forgæves, at genindsætte Stilarterne. Rejsningen
1715—16 til Fordel for Jakob (III), som, selv en
kort Tid var i Skotland, endte med, at nogle
af de mest indflydelsesrige Jakobitter, Lord
Derwentwater fra England og Lord Kenmure
fra Skotland, blev fangne og henrettede tillige
med 38 Personer af lavere Stand, og mange fl.
mistede deres Ejendomme. Den sidste
Rejsning fandt St. 1745—46 til Fordel for Karl
Edvard, der i Beg. havde nogle Fordele, men
mistede ethvert Haab efter Nederlaget ved
Culloden 27. Apr. 1746. (Litt.: Hoggs,
Jacobite relics [2 Bd, Edinburgh 1819]; Jesse,
Memoirs of the Pretenders and their adherents
[2 Bd, 2. Udg. London 1856]; Doran, London
in Jacobite times [2 Bd, London 1877—79]).
C. S. C.
Jakob’s Brev er et af de i det ny Test.
optagne saakaldte kat. Breve. Indholdet
er en Række Formaninger til en ret kristelig
Livsførelse, der fremsættes, uden at nogen
naturlig Disposition lader sig paavise. 1, 2—18
handler om det rette Syn paa Prøvelser og
Fristelser; derefter følger 1, 19—27 et Stykke om
at være »Ordets Gørere«, ikke blot dets
»Hørere«, og 2, 1—13 en Advarsel mod at vise de Rige
større Hensyn end de Fattige og derved støde
an mod Kærlighedens »kongelige Lov«. 2, 14—26
gives den bekendte Udvikling af, at uden
Gerninger er Troen »død« ɔ: ude af Stand til at
udvirke Frelse, og i 3, 1—12 gaar en Advarsel
mod at attraa Lærergerningen over i en
Skildring af Tungens uhyre Magt og det deraf
følgende Ansvar. 3, 13—18 formanes til at søge den
himmelske Visdom, 4, 1—10 til at undgaa
sociale Stridigheder og 4, 11—12 til at vogte sig for
Bagtalelse. 4, 13—17 dadles de rige Købmænd
for deres Jagen efter Rigdom, og 5, 1—6 de store
Grundejere, der forholder Høstarbejderne
deres Løn. Endelig slutter Brevet 5, 7—20 med
Opfordring til taalmodigt at afvente Herrens
Genkomst samt Forskrifter ang. Ed, Bøn og
Sjælesorg overfor Næsten. Som Brevets
Forfatter nævnes i Overskriften: »Jakob,
Guds og den Herre Jesu Kristi Tjener«; og
hvis dermed menes en Mand fra den
apostolske Tid, ligger det nærmest at tænke paa.
»Jakob, Herrens Broder« (s. d.), da Jakob
Zebedæus’ Søn allerede Aar 44 blev henrettet af
Agrippa I, og Jakob Alfæus’ Søn ikke synes at
have spillet nogen fremtrædende Rolle. Det er
da ogsaa den traditionelle Opfattelse, at Brevet
er skrevet af den bekendte
Memghedsforstander i Jerusalem, og Affattelsestiden
maa da falde før Aar 62 ell. — hvis Hegesip’s
Angivelse af Jakobs Dødsaar skulde være den
rigtige — før 66. Der findes nu nære
Berøringspunkter med de paulinske Breve, især i
2, 14—26, hvor Spørgsmaalet om Bet. af Tro og
Gerninger for Frelsen behandles paa en
Maade, som minder om Rom. 3, 28 og Gal. 2, 16, og
Abraham’s Eksempel fra Gen. 15, 6 anføres og
anvendes ganske som Gal. 3, 6 og Rom. 4, 3; i
Reglen antager man, at der her foreligger
Polemik mod den paulinske Opfattelse ell.
snarere mod en Misforstaaelse deraf, hvilket fører
til en Datering af Jakobsbrevet saa sent som
muligt i 60’erne; men enkelte Forskere hævder
dog, at det er førpaulinsk, idet de gør
gældende, at Problemet om Troens Bet. for Frelsen
blev drøftet i Senjødedommen, saaledes at
Jakob og Paulus begge uafhængigt af hinanden
kunde have baade Problemstillingen og
Abraham’s Eksempel derfra; i saa Fald kunde
Brevet blive den ældste Bestanddel af det ny Test.,
affattet mellem Aar 40 og 50. I Nutiden er det
imidlertid en udbredt Anskuelse, at det ikke
kan stamme fra den apostolske Tid, men først
er blevet til engang i 2. Aarh. Foruden til den
førnævnte Polemik mod Misforstaaelsen af den
paulinske Retfærdiggørelseslære henviser man
som Kriterier for en senere Affattelsestid ogsaa
til de sædelige Forhold, som Brevet regner
med; Kiv og Strid (3, 14 og 3, 1 f.), Gerrighed og
Vindesyge (2, 15 f.; 4, 13), Personsanseelse
overfor de Rige (2 f.) kan lettere tænkes indenfor
senere kristne Generationer end indenfor den
ældste Kreds; der forudsættes endvidere en
Menighedsorganisation med Ældste som Ledere
(5, 14 f.), og der foreligger i Brevet nære
Berøringspunkter med Hermas’ Hyrdebog, 1.
Klemensbrev, Barnabasbrevet og andre Skr fra
den efterapostolske Tid. Endelig finder man
det yderst paafaldende, om den for sin strenge
Lovopfyldelse bekendte Jakob skulde tale om
»Frihedens fuldkomne Lov« (1, 25), ligesom det
ogsaa fortjener Opmærksomhed, at
Jakobsbrevet først henimod Midten af 3. Aarh. kendes
og benyttes af Kirkens Mænd; næst 2. Pet. er
det det Skr. i hele det ny Test., som staar
daarligst m. H. t. de ydre Vidnesbyrd. Ud fra
disse og andre lgn. Overvejelser forkaster
altsaa adskillige Forskere Brevets Autenti, men
der er i øvrigt en ikke ringe Divergens i
Opfattelserne af, naar og hvorledes det da skal
tænkes fremkommet. Spitta mener, at et
førkristeligt Skr. (forf. af en Jøde ved Navn
Jakob) senere ved Optagelse af Jesu Kristi
Navn et Par Steder (1, 1 og 2, 1) har faaet
kristeligt Stempel, og v. Soden betragtede
ligeledes Brevet som en kristelig Bearbejdelse af
et opr. jødisk Skr. Der findes dog i Brevet
meget kristeligt særpræget (f. Eks. 1, 18, 21, 25;
5, 7—9) og efterpaulinsk (2, 14—26) Stof, som kun
i Kraft af stor Vilkaarlighed lader sig udskille,
hvorfor disse Hypoteser næppe har
Sandsynligheden for sig. Det samme gælder vel ogsaa
Harnack’s Forklaring, hvorefter Skriftet først
c. 130 cirkulerede som en Samling Formaninger
af en efterapostolsk Lærer og senere omkr.
Aar 200 fik Karakteren af et Brev ved
Tilføjelsen af Brevoverskriften i 1, 1. Saa meget
rigtigt er der dog maaske i denne Hypotese, at
Skriftet ikke opr. er ment som et virkeligt
Brev, men det er kun Forf., der iklæder sine
Tanker denne Form. Hvem han har været,
lader sig ikke sige; men han har ment at
skaffe sine Formaninger forøget Autoritet ved
at henføre dem til den berømte
Menighedsforstander i Jerusalem, og denne
Omstændighed bevirkede ogsaa, at Brevet senere fandt
Optagelse i den nytestamentlige Kanon.
Affattelsestiden lader sig da ogsaa vanskeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
