Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakob Erlandsøn - Jakobides - Jakobinere - Jakobinerhue - Jakobitter (efter Munken Jakob el Barâdai) - Jakobitter (engelske)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
J. sattes i Frihed efter et Par Maaneders
Fangenskab. Han var dog alt andet end forsonet
cg nægtede stadig at krone den unge Konge,
da saa de jyske Bisper paa egen Haand
kronede ham, lyste J. dem endog i Band; han
nægtede kirkelig Begravelse til dem, der ved
Næstved var faldne i Kamp mod Jaromar, og
søgte endog at gøre Abbed Arnfast til Aarhus
Bisp — den Mand, som vistnok Flertallet
ansaa for Kongens Morder! Trods denne
udfordrende Holdning følte J. sig ingenlunde tryg,
men færdedes mest uden for Landet; end ikke
i Paven, Urban IV, havde J. nogen Støtte, da
denne p. Gr. a. den Hurtighed, hvormed J. var
blevet sat i Frihed, var ret gunstig stemt mod
Kongen; en pavelig Nuntius satte endog J. i
Band. 1264 begav J. sig da til Rom og
opnaaede af den ny Pave, Clemens IV, at en
ny Legat, Kardinal Guido, sendtes op til
Norden, hvortil han ankom 1266. Da Parterne ikke
kunde blive enige om et Forligsmøde, stævnede
Guido dem til Doms i Slesvig; men Kongen
protesterede paa Forhaand mod Dommens
Gyldighed, fordi Domsstedet formentlig var farligt
for hans personlige Sikkerhed. Dommen, der
væsentlig faldt ud til J.’s Fordel, fik ingen Bet.,
da Kongen imidlertid gik ind paa at
genindsætte J. og foreslog Erstatningsspørgsmaalet
løst ved Voldgift; og Paven, der næppe var
særlig tilfreds med Guido’s Optræden, kaldte
ham tilbage 1267. J., der maa være blevet
meget skuffet herover, drog atter til Rom; men
først efter et nyt Pavevalg 1271 kom det til en
Afgørelse, der nogenlunde stemmede med
Kongens Tilbud om Voldgift. 1273 kunde J. da atter
vende hjem, men døde paa Rygen det flg. Aar.
Af hele Striden faar man nærmest det
Indtryk, at J. savnede Magtmidler til at
gennemføre sin dristige og hensynsløse kirkelige
Politik over for Kongemagten. (Litt.: Helveg,
»Den danske Kirkes Historie«, I;
Paludan-Müller, i »Vid. Selsk.’s Skr«, hist. og fil. Afd.,
5. Rk. IV; Jørgen Olrik, »Valdemar Sejr’s
Sønner og den store Ærkebispestrid«, Udvalg
af Kilder [Kbhvn 1908]).
J. O.
Jakobides [jako’viðis]. Georg, gr.
Genremaler, f. 11. Jan. 1853 i Mitylene paa Lesbos.
Han uddannede sig paa Athens Akademi
under Lytras, senere under Max og Löfftz paa
Akademiet i München. Her, hvor han slog sig
ned, gjorde han betydelig Lykke ved
Historiebilleder og ideale Kvindehoveder, skaarne efter
den Gabriel Max’ske Læst, ved Genrebilleder
og især ved ret pudserlige Børnebilleder (f.
Eks. »Børnestrid«, [1888]), ofte gengivne i tyske
illustrerede Tidsskrifter.
A. Hk.
Jakobinere er Betegnelsen paa et af de
fr. Revolutionspartier. Straks efter at
Rigsstænderne var traadte sammen i Versailles
1789, dannedes af disses liberale Medlemmer
den saakaldte Club Breton; efter at
Forsamlingen i Oktbr var flyttet til Paris, fik denne Klub
i Novbr s. A. Lokale i et Jakobinerkloster i Rue
St Honoré; Modstanderne begyndte nu
spottende at kalde Medlemmerne Jakobinere,
medens Klubbens officielle Navn var Societé des
amis de la Constitution. Fra Febr 1790 blev det
en alm. politisk Klub, der ogsaa optog
Medlemmer uden for Nationalforsamlingen og holdt
regelmæssige offentlige Møder, og inden længe
begyndte Oprettelsen af Filialer rundt om i
Provinserne; fra 1. Juni 1791 udgav man et
Blad Débats de la Societé des amis de la
constitution. I Juli 1791 traadte de Maadeholdne ud
og dannede Feuillanternes Klub, medens
Jakobinerne endnu omfattede alle republikanske
Grupper: Girondinerne saavel som Danton og
Robespierre og deres Tilhængere. Ved Valgene
til den lovgivende Forsamling, der traadte
sammen 1. Oktbr 1791, øvede Jakobinerklubben med
sine mange Filialer en meget stor Indflydelse
p. Gr. a. sin vel gennemførte Organisation, saa
Republikanerne naaede et langt større Tal i
Forsamlingen end det, der vilde have svaret til
den forholdsvis ringe Tilslutning, de havde hos
Befolkningen. Fra nu af fik Klubben en stedse
mere radikal Karakter, Robespierre blev den
ledende Mand, og Girondinerne begyndte at
trække sig tilbage. Samtidig med Republikkens
Indførelse antog man 21. Septbr 1792 ligefrem
Navnet Societé des Jacobins. I Konventet kom
Jakobinernes Parti »Bjerget« til at føre en
stadig Kamp med Girondinerne, og de
Pøbelopløb, der gav »Bjerget« Overtaget, iværksattes
væsentlig af J. Efter at Girondinernes Magt var
brudt 2. Juni 1793, var J. eneraadende. Der
opstod nu en Modsætning inden for Partiet
mellem Danton og Robespierre; den sidste havde
altid selve Jakobinerklubben paa sin Side, og
det var ved dens Hjælp, han var i Stand til at
føre sit »Rædselsherredømme«. Da Robespierre
styrtedes 27. Juli 1794, kæmpede Klubbens
Medlemmer forgæves for ham, og de ny
Magthavere opløste i Novbr 1794 Klubben. 1. Apr. og
20. Maj 1795 var J. ivrige Deltagere i
Opstandsbevægelserne, men opnaaede intet. Endelig
forsøgte man i Juli—Aug. 1799 forgæves at
reorganisere Klubben. Ordet J. har baade da og
senere, ogsaa uden for Frankrig, været brugt
som alm. Betegnelse for yderliggaaende
Radikale. (Litt.: Zinkeisen, »Der
Jakobinerklub« [2 Bd, Berlin 1852—53]; Aulard, La
société des Jacobins [6 Bd, Paris 1889—97]).
(P. M.). P. L. M.
Jakobinerhue er Betegnelsen paa den røde
Hue, der fra Sommeren 1792 blev Jakobinernes
Mærke, se Frihedshue og frygisk
Hue.
P. L. M.
Jakobitter kaldes efter Munken Jakob el
Barâdai (se Baradæus) Medlemmerne af
den syrisk monofysitiske Kirke, hvis Patriark,
der altid bærer Navnet Ignatius, fører Titelen
Patriark af Antiocheia. De staar dogmatisk
endnu paa det 5. Aarh.’s monofysitiske Stade;
foruden de 3 første almindelige Kirkemøder
anerkender de kun Røversynoden fra Efesos
449. Forskellige Foreningsforsøg fra den
rom.-kat. Kirkes Side har ført til, at der eksisterer
en mindre Gren af pavelige Jakobitter. — Deres
Antal naar næppe op til 100000; de fleste bor
i Mesopotamien. (Litt.: A. Baumstarck,
»Festbrevier und Kirchenjahr der syrischen
Jakobiten. Eine liturgiegeschichtliche Vorarbeit«
[Paderborn 1910]).
L. M.
Jakobitter kaldtes i England Tilhængerne
af det 1688 fordrevne Stuart’ske Hus. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
