Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jahn, Otto - Jahorina - Jahve - Jahvisten - Jaïk - Jaïla-Bjergene - Jaina - Jainisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virkede Resten af sit Liv, stærkt optagen og
levende interesseret af sin Lærergerning. I
sine sidste Aar led han meget af en
Brystsygdom, sin sidste Tid tilbragte han hos
Slægtninge i Göttingen. — Af J.’s filologiske
Arbejder er de betydeligste hans Udgaver af
de rom. Satirikere Persius og Juvenalis, af
Florus og Censorinus; en Rk. Udgaver af andre
Oldtidsværker var nærmest bestemte til Skole-
og Forelæsningsbrug. Som Arkæolog har J.
(bortset fra den ovenn. Afh. om de gr. Vaser)
ikke ydet noget større, sammenfattende
Arbejde, men derimod en Rk. værdifulde
Enkeltundersøgelser, især om den gl. Kunsts
Fremstilling af Myter og Sagn. Hans Arbejder paa
dette Omraade udmærker sig ved Grundighed
og Ædruelighed og har for største Delen
bevaret deres Værd. Fl. af dem udgav han
samlede under Titelen »Archäologische Aufsätze«
(1845) og »Archäologische Beiträge« (1847); af
senere Arbejder skal nævnes »Die Ficoronische
Cista« (1852), »Über den Aberglauben des
bösen Blicks« (1855), »Die Lauersforter
Phalerae« (1860), »Darstellungen griechischer
Dichter auf Vasenbildern« (1861), »Griechische
Bilderchroniken« (udg. efter hans Død, 1873).
Desuden har J. skrevet Biografier af fl. tyske
Lærde og Digtere (G. Hermann, L. Richter,
Uhland, Ross, Gerhard), udgivne i
»Biographische Aufsätze« (1866).
C. B.
J.’s store Ry som Musikforfatter er
grundet paa hans førnævnte Biografi af
Mozart (4 Bd, 1856—59; 2. forkortede Udg. i 2 Bd
1867, 5. Udg.’s 1. Bd ved H. Abert 1919). Dette
Værk har ikke blot Værdi p. Gr. a. den klare
og kundskabsfyldte Fremstilling, der, endog i
højere Grad end det ventes af et monografisk
Arbejde, behandler forsk. musikalske
Fænomeners og Formers hist. Udvikling, og som
giver et levende og sympatetisk Billede af
Mozart’s Kunst og Personlighed; men det er for
saa vidt grundlæggende, som det paa
Musikhistoriens Omraade indfører en hidtil lidet
kendt filologisk-kritisk Arbejdsmetode, der har
haft Bet. for senere Forskere som Chrysander,
Spitta, Thayer, Pohl o. fl. Opr. var det J.’s
Plan at skrive en Beethoven-Biografi; hans
Forarbejder hertil svulmede imidlertid
saaledes op, at han deraf fik rigelig Stof til sit
Værk om Mozart. At dette i Enkeltheder efter
senere Forskning (Riemann, Wyzeva og
Saint-Foix) ikke mere er ganske tidssvarende,
forringer ikke dets alm. Værdi og Bet. Paa
Grundlag af J.’s efterladte Materiale udarbejdede
senere Thayer Beethoven’s Biografi og Pohl
Haydn’s; intet af disse Værker naaede dog at
blive fuldført. J.’s »Aufsätze über Musik« (1866)
indeholder dels værdifulde musikhistoriske
Afhandlinger, dels Kritik af den nyromantiske
Retning (Wagner og Berlioz). Endelig har J.
udg. en Del Sange og Korstykker og et kritisk
Klaverudtog af Beethoven’s »Fidelio«. (Litt.:
J. Vahlen, »O. J.« [1870]; E. Petersen,
»O. J. in seinen Briefen« [1912]).
W. B.
Jahorina, Bjergkæde i Bosnien
(Jugoslavien), ligger S. f. Serajevo og naar i Toppen
J. 1913 m.
G. Ht.
Jahve [ja’ve] er den alm. antagne Udtale af
Navnet paa Israels Gud. I det gl. Test. angives
Navnets Udtale ikke; da Jøderne nærede Sky
for at udtale det hellige Navn, læste de adonaj,
»Herren« i St f. J., hvilket antydes ved, at de
Konsonanter, der betegnede Navnet (Jhwh
[*]), er forsynet med adonaj’s Vokaler; hvis
J. staar ved Siden af et adonaj, læses det
derimod elohim, »Gud«, hvis Vokaler det i saa
Fald faar. Mangel paa Indsigt har foranlediget,
at kristne Forskere har læst Navnet Jehova,
idet de har læst J. med adonaj’s Vokaler. Dette
skete først i 13. Aarh., men blev alm. fra 16.
Aarh. trods kyndige Lærdes Indsigelse. Luther
fulgte den overleverede jød. Læsning adonaj,
der ogsaa findes i den gr. Overs., og gengav
det ved Herren, hvad vore Bibler endnu gør.
At Ordet har været udtalt J., støttes paa
Meddelelser hos Kirkefædrene (Clemens, Epifanias,
Theodoret) baade om Jødernes og
Samaritanernes Udtale, og det bekræftes af samaritanske
Digte. Mulig er ogsaa Formen Jahva. Ved
Siden af den længere Form forekommer ogsaa
kortere Former, Jahu ell. Jah, der navnlig
findes i Slutn. af Egennavne (Azarjahu eller
Azarjah, »J. hjælper«), Jeho ell. Jo, der kun
findes i Beg. af Egennavne (Jehochanan ell.
Jochanan, »J. er naadig«). Disse Former kan
forstaas som Forkortelser af J. Nogle har dog
ment, at Jahu, eventuelt Jaho, var en ældre
Form for J. I Kileskrifterne nævnes en Del
Personnavne, hvori Formen Jau ell. Jawa
forekommer; de fleste af disse Personer er Jøder.
Uden for Egennavne findes Jahu, eventuelt
Jaho, som Navn paa Jødernes Gud i
Elefantinepapyri (s. d.). Om J. findes som Gudenavn i
Babylonien uden for jød. Kredse, er meget
tvivlsomt; helt sikkert har vi det kun uden for
Israel i to aramæiske Kongenavne: Azrijau og
Jaubidi (8. Aarh. f. Kr.). Men kun som Navn
paa Israel’s Gud har det faaet Bet. Brugen af
Navnet J. i Mosebøgerne har været en
Ledestjerne for Kildekritikken, idet Jahvisten
anvender Navnet fra Beg., Elohisten først fra
2. Mos. 3 og Præsteskriftet fra 2. Mos. 6,
altsaa fra Mose Tid. En spekulativ Forklaring af
Navnet gives 2. Mos. 3, hvor det sættes i
Forbindelse med Verbet hawa, haja, »at være«
(»jeg er den, som jeg er«). I Tilslutning dertil
har man søgt at forklare det som »den
værende«, »den skabende«, »den (i Uvejret)
nedfarende«, »den fældende«, »den blæsende«. En
Sammenhæng med hawa, »være« er mulig, men
Ordets Oprindelse er uigennemskuelig.
J. P.
Jahvisten kaldes et af Mosebøgernes og
Josuabogens Kildeskrifter, ell. rettere: Forf. til
det, saaledes kaldet, fordi han fra Beg. af
benytter Gudsnavnet Jahve. J., der begynder med
Skabelsesberetningen 1. Mos. 2, 46—24, er en
fremragende Fortæller; han menes at høre
hjemme i den ældre Kongetid (se
Pentateuchen).
J. P.
Jaïk, se Ural.
Jaïla-Bjergene, se Krim.
Jaina, se Jainisme.
Jainisme er Navnet paa en ind.
Religionsform, hvis Menighedssamfund, Jaina’erne
bekender sig til den af Jina’erne, sidst af
Vardhamana ell. Mahavira, fundne,
gennem den af Jina’en selv stiftede
Tiggermunkeorden overleverede Lære. Tilhængerne er mest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
