Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jagtret - Jagtridning - Jagtstykket - Jaguar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
privat Politisag, tilfalder Bøderne Sagsøgeren,
jfr L.’s § 15, Paatale til Straf kan dog ikke
finde Sted, naar et Aar er forløbet, efter at
Forseelsen er begaaet.
H. Gr.
I Norge gælder L. om Jagt og Fangst 20.
Maj 1899 med senere Tillægslov. Med visse
Indskrænkninger er Grundejeren eneberettiget
til al Jagt og Fangst paa sin Ejendom. Er intet
Forbehold taget, følger J. Brugsretten til Jord.
J. kan ikke for bestandig skilles fra
Ejendomsretten til Grunden; den kan heller ikke lejes
bort for mere end 10 Aar, medmindre den
følger Brugsretten til vedk. Ejendom. I
Samejestrækninger tilkommer J. samtlige dem, som
har Ejendoms- ell. Brugsret til Skov,
Havnegang, Slaatt ell. Grund i Samejet. Husmand,
som har Plads under nogen Ejendom i
Samejet, har her Ret til Jagt uden Hund efter alt
Vildt, undtagen Elg, Hjort og Vildren. I
Statsalminding er Fangst af Smaavildt og Jagt
uden Hund paa Smaavildt ved L. 12. Marts
1920 (Fjeldloven) forbeholdt de
brugsberettigede uden Afgift, men de maa have Jagtkort.
Mod smaa Afgifter har de ogsaa Ret til at drive
anden Jagt. Grundejerens Eneret til Jagt gaar
paa Elv og Indsø saa langt som hans
Ejendomsret, mod Hav og Fjord saa langt, som
Landet til enhver Tid ligger tørt; udenfor
denne Grænse er Jagt og Fangst fri for enhver
norsk Borger. Den vigtigste Indskrænkning i
Grundejerens Eneret er nævnt i § 10: Jagt efter
de Rovdyr og Rovfugle, for hvis Udryddelse
der af Stat ell. Fylkeskommuner er sat
Præmie, er fri for enhver norsk Borger. L.’s § 11
giver Forfølgningsret (jus sequelæ) ind paa
anden Mands Grund for visse Slags Vildt. Den,
som har jaget op Elg, Hjort, Vildren ell. Hare
paa lovlig Jagtgrund, har Ret til at forfølge og
fælde Dyret, efter at det er kommet ind paa
anden Mands Grund, enten Jagten drives med
ell. uden Hund. For visse Slags Vildt gælder
Fredningsregler enten hele Aaret ell. paa visse
Tider af Aaret. Visse Arter af Jagt og Fangst
er ulovlig. Paa hver særskilt matrikuleret
Ejendom maa der kun fældes een Elg ell. een Hjort
(Kronhjort ell. Kolle) aarlig. L.’s 4. Kapitel har
Regler om Straf og Paatale vedk. Overtrædelse
af L.; Straffelovens § 407 er nu delvis traadt i
St f. disse.
K. Ø.
Jagtridning. Jagten til Hest er noget
forskellig efter den Art af Vildt, man jager. Den
mindst alvorlige er Harejagt, fordi Haren ikke
gaar lige ud, men i Bugter, saa at man ofte
kan skyde Genvej ell. undgaa de værste
Forhindringer. Vanskeligere er allerede
Rævejagten, da Ræven gaar lige ud, naar den bliver
forfulgt. Rævejagternes egl. Hjem er England,
hvorimod man i Frankrig og i det hele paa
Fastlandet mere driver Hjortejagt, ofte saaledes
at Hjorten forud er indfanget og derefter
trænet ved, at man lader den forfølge af Hunde
forsynede med Mundkurv. En saadan trænet Hjort
er meget udholdende, og det kan kræve fl.
Timers skarpt Ridt at indhente den. Vildsvin
er ikke meget hurtige, men udholdende.
Hestene (Hunter, s. d.) forberedes til Jagten
gennem en Træning, der hovedsagelig bestaar
i Uddannelse i Skridt, Trav og Galop over
længere og længere Strækninger samt i
Uddannelse i at tage Forhindringer. Unge Heste
uddannes bedst i Selskab med ældre og paa
Harejagter. Hundene maa hele Aaret rundt være
under Opsyn af den samme Mand (huntsman)
og hans Medhjælpere (whips), som de maa
lære at lystre ubetinget, navnlig for at man
under Jagten kan holde dem sammen paa det
engang tagne Spor og forhindre dem i at jage
paa egen Haand. Før Jagttiden bringes de i
Aande ved lange og hurtige Galopture, thi
Træningen er lige saa nødvendig for dem som for
Hestene.
Paa Jagtdagen samler den, der skal lede
Jagten (master of the hounds), Selskabet,
Hundene søger et Spor, og saa snart de er paa
Sporet, gaar det løs. Jo tydeligere Sporet er,
desto stærkere bliver Farten. Snart støder man
paa en Forhindring, snart paa en anden, og
det gælder da om hurtig at danne sig et Skøn
om, hvorledes den skal tages, ell. om man
maaske er nødt til at omgaa den. Navnlig
dersom man er bl. de forreste, bør man i den
Anledning lægge Mærke til, hvorledes Hundene
kommer fra det. Efter kortere ell. længere Tids
Forløb hører man paa Hundenes ivrige Glam,
at de er nær ved at indhente Vildtet, og Farten
bliver da stærkere, fordi enhver vil være med,
naar Dyret fældes (halali). Den, der kommer
først til Stedet, faar Rævens Lunte ell. Hjortens
Gevir som Ærestegn. Ved Hjortejagt skaanes
dog ofte Hjorten og føres fangen hjem for at
benyttes en anden Gang. Undertiden faar man
slet ikke fat i Dyret, hvad der imidlertid ikke
har samme Bet. som paa en alm. Jagt, da
Jagten til Hest navnlig drives for Ridningens
Skyld.
Hvor man ikke kan drive Jagtridning efter
Vildt, kan Slæbejagt (Schnitzeljagt) og
Papirsjagt træde i Stedet. Den førstnævnte
kræver ligesom den egl. Jagt meute, master,
huntsman og whips. I St. f. Vildtets Spor
dannes et kunstigt ved forud for Jagten at slæbe
et Stykke Kød, Liggehalm fra Ræve ell. et
Skind indsmurt med Anisolie gennem det
Terrain, hvorigennem man vil ride.
Ved Papirsjagt dannes Sporet af lange
Papirsstrimler, som den Rytter, der forestiller
Ræven, fører med sig og strør ud efter sig.
(C. G. B.). O. P.
Jagtstykket er en Gren af Dyrmaleriet (s.
d.). Dets berømteste Dyrkere er:
Nederlænderne Rubens, Snyders, Fyt, Wouwerman,
Franskmændene F. v. d. Meulen, Oudry,
Tyskeren Riedinger, og fra 19. Aarh. særlig
Englænderne E. Landseer, Ansdell m. v.,
Franskmændene Jadin, Courbet etc., Nordmanden
Kiörboe, Svenskeren B. Liljefors, i Danmark
O. Bache.
A. Hk.
Jaguar ell. Unze (Felis ónca), næst Løven
og Tigeren en af de største af de nulevende
Kattearter. I Bygning er den af alm.
Kattetype (se Katte), men den er særdeles kraftigt
og svært bygget med forholdsvis lave Ben.
Legemslængden indtil 1,9 m, Halen c. 60 cm,
Skulderhøjden 80 cm. Pelsen tæt, kort og blød,
som Regel lys brunliggul, ofte spillende i det
rødlige ell. graalige, overalt med skarpe sorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
