Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig til Gengæld mere og mere til Frankrig,
hvor Kejser Napoleon III tænkte at styrke sin
Stilling ved at støtte den ital. Bevægelse mod
Østerrig og lade Frankrig optræde som en
Slags Fører for de romanske Folk. I Efteraaret
1858 havde Cavour i Plombières i Vogeserne
en Sammenkomst med Kejseren, hvor de
aftalte en fælles Optræden mod Østerrig, og hvor
Napoleon stillede et Sardinien til Adriaterhavet
i Udsigt mod at faa afstaaet Nizza og Savojen.
Krigen stod for Døren. Stormagterne søgte
imidlertid at forhindre den ved at foreslaa det
italienske Spørgsmaal løst paa en Kongres. Men
denne gjorde Østerrig omsonst ved at forlange,
at Sardinien skulde afvæbne, og da dette blev
afslaaet, gik en østerr. Hær under General
Gyulai over Ticino (Apr. 1859). Dermed var Krigen
begyndt, og Napoleon iflg. Aftalerne tvunget til
at hjælpe Sardinien. Gyulai burde nu have
slaaet Sardinierne, inden Franskmændene kom, men
han gav dem ved sin langsomme Krigsførelse
god Tid til at forene sig og tabte 4. Juni
Hovedslaget ved Magenta. Derpaa gik han bag ved
Adda, og 8. Juni holdt Napoleon og Victor
Emanuel deres Indtog i Milano. Allerede før
Magenta havde Leopold II af Toscana maattet
forlade sit Land; efter Slaget flygtede Frants
V af Modena, Hertuginde Louise af Parma og
den pavelige Guvernør i Bologna. Hele
Mellemitaliens Befolkning ønskede at blive forenet
med Sardinien. Imidlertid havde Gyulai stadig
trukket sig tilbage og var gaaet over Mincio;
da overtog Frants Josef selv Kommandoen og
gav Ordre til Fremrykning; ved Solferino (24.
Juni) stødte de to Hære pludselig paa
hinanden, og en meget blodig Kamp opstod, som
endte med Østerrigernes Nederlag. Det havde
været Napoleon’s Hensigt at bryde dette Lands
Herredømme i I. og skaffe Frankrig
Hovedindflydelsen, men ingenlunde at skabe en italiensk
Stormagt, som der ved Mellemitaliens Holdning
var Udsigt til; dette vilde desuden bringe ham
i Konflikt med Paven, hvad han p. Gr. a. indre
franske Forhold ikke turde udsætte sig for. Da
det tillige saa ud til, at Preussen vilde hjælpe
Østerrig mod nogle Indrømmelser i Tyskland,
besluttede Napoleon at slutte Fred, og ved et
Møde mellem ham og Frants Josef i Villa
Franca 11. Juli aftaltes Fredspræliminærerne,
der gik ud paa, at Østerrig afstod Lombardiet
til Frankrig, som igen overlod det til Sardinien.
I. skulde danne et Statsforbund under Forsæde
af Paven, og de fordrevne Fyrster skulde
genindsættes, dog ikke ved fremmed Hjælp. Den
endelige Fred sluttedes i Zürich 10. Novbr 1859.
Dette var en Skuffelse for Italienerne og særlig
for Cavour, som i sin Forbitrelse traadte ud af
Ministeriet. Men da Befolkningen i Toscana,
Modena, Parma og Romagna nægtede at
modtage de fordrevne Fyrster og stadig ønskede at
slutte sig til Sardinien, tog Cavour igen Styret
(Januar 1860) og fik en Overenskomst i Stand
med Frankrig (24. Marts 1860), hvorved disse
Lande indlemmedes i Sardinien, mod at Savojen
og Nizza forenedes med Frankrig. Forud for
Inkorporationerne gik Folkeafstemninger, der
udtalte sig for dem; med stort Flertal. Det ny
ital. Rige blev en stor Fare for Kirkestaten og
Neapel, hvor der næsten daglig fandt
Demonstrationer St. til Fordel for I.’s Enhed. Kong
Frants II af Neapel, der 1859 var fulgt efter
Ferdinand II, kunde maaske have standset
Bevægelsen ved Indrømmelser; men han tænkte
kun paa at forsvare sig og samle sine Tropper
i Hovedstaden og paa Grænsen. Helten
Garibaldi, der under Kampen mod Østerrig havde
virket paa venstre Fløj af den fransk-italienske
Hær med et Friskarekorps, indskibede sig
pludselig i Genua med c. 1000 Mand og satte
over til Sicilien (11. Maj 1860), hvor han
overtog Diktaturet i Victor Emanuel’s Navn og
snart fik saa stor Tilslutning, at han kunde
indtage Palermo og i kort Tid gøre sig til Herre
over hele Øen undtagen Messina. Forskrækket
herover tog Frants II et nyt Ministerium og
genindførte Forfatningen af 1848; men det var
for sent. Garibaldi tog Messina og satte 20.
Aug. over Strædet med en Hær og rykkede
frem mod Neapel. Overalt kom Befolkningen
ham i Møde, og 7. Septbr holdt han sit Indtog
i Hovedstaden. Kirkestaten var nu truet, og
det saa ud til, at Republikanerne skulde faa
Garibaldi over paa deres Parti. For at
forebygge dette lod Cavour sardinske Tropper
rykke ind i Markerne og Umbrien, hvor de
overvandt en pavelig Hær, der stillede sig imod
dem; derpaa tog Victor Emanuel selv
Anførselen og drog ind i Kongeriget, hvor han tvang
Frants II, der S. fra blev angrebet af
Garibaldi, til at kaste sig ind i Gaëta, hvor han
holdt sig til 13. Febr 1861. 7. Novbr 1860 holdt
Victor Emanuel med Garibaldi ved sin Side
sit Indtog i Neapel. Alm. Folkeafstemninger
bekræftede Indlemmelsen af Neapel, Sicilien,
Markerne og Umbrien i Sardinien, og i Febr
1861 aabnedes det første italienske Parlament,
som enstemmig udraabte Victor Emanuel til I.’s
Konge (14. Marts). De europæiske Magter
godkendte snart det skete, og 1862 var den ny
Stat anerkendt af alle undtagen Østerrig,
Spanien og Rom.
Det unge I. havde store Vanskeligheder at
kæmpe med, idet det maatte overtage de
enkelte Staters Gæld og organisere en Hær og en
Flaade. Desuden var det vanskeligt at faa
udryddet de mange Misbrug, som herskede i de
enkelte Stater, særlig Røveruvæsenet i
Syditalien. Saa længe Rom og Venedig var i
fremmed Magt, var Enheden heller ikke
fuldstændig, og de urolige Elementer drev stadig paa
Regeringen for at faa den til at gaa angrebsvis
til Værks. Efter Cavour’s Død (6. Juni 1861)
lykkedes det Ratazzi (Marts 1862) at faa
Napoleon til at fjerne en Del af den franske
Okkupationishær fra Rom; men da greb Garibaldi
pludselig ind, samlede en Hær paa Sicilien,
landede i Kalabrien og rykkede frem mod Rom.
Regeringen saa sig nødt til at sende Tropper
mod ham, som overvandt og fangede ham ved
Aspromonte (29. Aug. 1862). Men Følgen blev,
at de fr. Tropper vendte tilbage til Rom.
Senere forsøgtes der igen en Løsning af det
rom. Spørgsmaal, og 15. Septbr 1864 sluttedes
en Overenskomst med Frankrig, hvorefter
Hovedstaden flyttedes til Firenze, og den ital.
’ Regering lovede ikke at angribe Pavens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
