Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælpetropper indtraf fra Parma, Toscana,
Kirkestaten og Neapel, og det lykkedes Sardinierne at
tage Fæstningen Peschiera; men dermed var
Heldet ogsaa forbi. Paven begyndte at svigte
I.’s Sag og udtalte offentlig sin Misbilligelse af
Krigen mod Østerrig, og Ferdinand II
benyttede sig af et uheldigt Oprørsforsøg, i Neapel
til at kalde sin Hjælpehær tilbage. Karl Albert
stod nu alene, og 25. Juli 1848 blev han ved
Custozza overvundet af Radetzky. Han trak
sig derpaa hurtig tilbage og maatte 9. Aug.
undertegne en Vaabenstilstand i Vigevano,
hvorved han trak sine Tropper ud af
Lombardiet-Venedig samt Parma og Modena, der havde
sluttet sig til ham. Dette Nederlag ramte ikke
blot Uafhængighedens, men ogsaa Frihedens
Sag i I. Paven tog et provisorisk Ministerium,
der udsatte Parlamentets Møder, da dette var
stemt for Krigen. Ferdinand II angreb Sicilien
og indtog efter et frygteligt Bombardement
Messina; næste Aar faldt Palermo, og Maj 1849
var Øen undertvunget. Kun i Venedig
forsvaredes endnu I.’s Frihed af Manin og Vilhelm
Pepe, der med 2000 Mand af den neapolitanske
Hjælpehær havde kastet sig derind i St f. at
gaa hjem. I Rom herskede den største
Forvirring, da Paven vaklede frem og tilbage. Den
moderat-liberale Grev Rossi, som havde
overtaget Regeringen, kunde ikke vinde noget
Parti for sig, og da han blev myrdet (15. Novbr
1848), tvang en ny Revolution Paven til at
indsætte et radikalt Ministerium. Dette blev
ham dog for meget, og han flygtede til den
neapolitanske Fæstning Gaëta. Da Parlamentet
forgæves havde kaldt ham tilbage, fik de
radikale Elementer, hvoriblandt den berømte
Garibaldi, Overhaand og udraabte en
demokratisk Republik 9. Febr 1849. Kort efter
oprettedes en lgn. i Toscana, hvor Storhertugen
havde maattet drage bort. Imidlertid havde Karl
Albert paa ny rustet sig, og 12. Marts 1849
opsagde han Vaabenstilstanden; men allerede 23.
Marts stod det afgørende Slag ved Novara, som
han tabte. Om Aftenen efter Slaget nedlagde
han Kronen til Fordel for sin Søn Victor
Emanuel II og rejste til Portugal, hvor han døde
i Oporto s. A. Næste Morgen undertegnedes en
Vaabenstilstand, og 6. Aug. 1849 sluttedes den
endelige Fred i Milano. Efter Slaget ved
Novara gik det overalt tilbage for Friheden. I
Toscana rejste de Maadeholdne sig mod
Republikanerne og tog Magten i Storhertugens og
Forfatningens Navn. Paven havde paakaldt de kat.
Magters Hjælp mod sine oprørske
Undersaatter, og fra alle Sider rykkede deres Hære nu
frem mod Kirkestaten. Den fr. Republiks
Præsident havde sendt en Hær under Oudinot, som
landede i Civitavecchia (26. Apr. 1849) og
rykkede frem mod Rom; men den blev slaaet
tilbage af Garibaldi, og ikke bedre gik det
Neapolitanerne, der ogsaa var under Fremrykning.
Da Oudinot havde faaet Forstærkninger, skred
han igen til Angreb, og denne Gang med større
Held. Efter et tappert Forsvar erklærede
Garibaldi (1. Juli) en fortsat Kamp for unyttig og
drog bort. I de flg. Dage besatte
Franskmændene Byen og proklamerede Genoprettelsen af
Pavens verdslige Magt. Næste Aar i Apr. holdt
Pius sit Indtog, og det gl. Herredømme
begyndte paa ny. Rom var faldet, men Venedig
forsvarede sig endnu. Endelig kapitulerede
ogsaa den (22. Aug. 1849), og Manin og Pepe gik
i Landflygtighed. Østerrigerne for strengt frem
mod de undertvungne Prov., der styredes af
Generaler, og hvert Aar blev mange Mennesker
dømte til Døden. Deres Herredømme blev
endnu mere grundig forhadt end nogen Sinde før,
og selv Bønderne, der ellers havde været
Fjender af enhver Forandring, blev ophidsede mod
det. De fordrevne Fyrster, som var vendte
tilbage under Østerrigernes Beskyttelse, fulgte
trolig deres Eksempel. Leopold II af Toscana
ophævede 1850 Forfatningen af Febr 1848 og
kvalte, støttet til østerr. Tropper, enhver
Frihedsytring. I Rom blev hele det gl. System,
som Pius IX havde søgt at reformere,
genindført; en ny Inkvisition oprettedes, og alle, der
havde taget Del i den liberale ell.
republikanske Bevægelse, blev forfulgte. Lederen af den
pavelige Politik var Kardinal Antonelli. I
Begge Sicilier var Reaktionen maaske værst.
Foruden de talrige Domfældelser, som straks
havde fundet Sted, skete der stadig ny, og især
var Sicilien underkastet et fuldstændigt
Militærdespoti, uden at der gjordes noget som helst
for at ophjælpe Øen. Kun Sardinien deltog ikke
i den alm. Reaktion. Victor Emanuel
(1849—78) overholdt frofast Karl Albert’s Forfatning,
der lignede den fr. af 1830. Det betydeligste
Medlem af hans Ministerium var Cavour, der
havde Agerbruget og Handelen under sig. Han
arbejdede for Anlæg af Jernbaner og Telegrafer
og sluttede Handelstraktater med England og
Holland. Senere blev han Førsteminister og
angreb de unyttige gejstlige Ordener. Dette gav
Anledning til Stridigheder med Paven, som
bandlyste alle, der havde haft noget at gøre
med Loven om disses Ophævelse. Samtidig
sørgede Cavour for at skaffe Midler til
omfattende Hærreformer, da der snart indtraadte
et spændt Forhold til Østerrig p. Gr. a.
lombardiske Flygtninge, som fandt gæstfri
Modtagelse i Piemont. Maalet for hans Politik var
de Fremmedes Fordrivelse og Dannelsen af en
ital. Stat under Huset Savojen. For at opnaa
dette maatte han skaffe sig Støtte hos
Stormagterne, og den erhvervede han ved under
Krim-Krigen at optræde i Kampen paa
Vestmagternes Side. Paa Fredskongressen i Paris
1856 optraadte han som, I.’s Repræsentant og
anklagede Neapel og Østerrig for deres slette
Styrelse i I.; foreløbig naaede han direkte
intet derved, men fik dog aabnet
Stormagtsgesandternes Øjne for, at alt i I. ikke var, som
det burde være. Hans støtte Virksomhed fik
Italienerne til at opgive deres
Sammensværgelser og republikanske Drømme, og alle saa
hen til Sardinien som det Land, hvorfra
Frelsen skulde komme. 1857 stiftedes en ital.
Nationalforening, der snart talte Halvøens bedste
Mænd bl. sine Medlemmer og satte sig som
Maal I.’s Enhed under Sardiniens Ledelse.
Forholdet mellem dette og Østerrig blev stedse
mere spændt, og Foraaret 1857 ophørte alt
Samkvem mellem de to Regeringer, hvorover
Cavour ingenlunde var misfornøjet. Han nærmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
